Oktobers læsedyst for familier er nu slut…

06.11.18
Der er blevet læst i huler, for kæledyr og på køkkenborde. Der er drukket litervis af varm kakao, skrevet små historier og læst på toiletter, i biler og mens der er blevet lagt vasketøj sammen.

Læsedysten ’Vores læseudfordring’ satte i sidste måned børnefamilier i hele Vejle Kommune i gang med at læse på kryds og tværs, så de kunne skaffe de 100 point, der skulle til for at være med i lodtrækningen om 3 x biografture for hele familien.

Det er lykkedes for i alt 39 familier, og læsedysten har skabt læselyst blandt både store og små. Der er blevet læst flittigt de mest underlige steder og på en hel del mærkelige måder. Det vidner de mange flotte og opfindsomme fotos om, der i løbet af måneden er blevet lagt på instagram under hashtagget #voreslæseudfordring.

Vi har nu trukket lod blandt alle besvarelserne, og 3 familier kan se frem til en familietur i biografen, mens 17 andre familier kan nyde godt af en lykkepose med bøger, guf, keyhangers, bogmærker med mere.

Alle vinderne får direkte besked.

Vi siger tak til alle de mange børnefamilier, der har deltaget i årets læsedyst, og glæder os til at udtænke nye udfordringer til Vores Læseudfordring i 2019.