Ulf Stark – en blændende forfatter
Jeg kunne skrive mange sider om oplevelser i forbindelse med det nordiske samarbejde på skolebiblioteks- og børnelitteraturområdet, men én af dem overgår alt, nemlig mødet med den svenske forfatter Ulf Stark (1944-2017) på en nordisk konference i og omkring Åbo/Turku, Finland i 1997.
Vi var på vej til Tove Janssons ”Mumiland” med skib, og pludselig så jeg, at Ulf Stark stod ved den modsatte ræling med sine karakteristiske grå krøller. Og jeg var med det samme klar over, at jeg bare skulle have et interview med ham, når nu jeg var så tæt på ham, selv om jeg egentlig ikke var langtidsforberedt. Jeg fik lynhurtigt aftalt et interview til næste dag, og pr. taxa tog jeg så ud og besøgte ham i hans lejlighed, hvor han boede sammen med Janine Orlov, en russisk litteraturforsker, der var en af forelæserne på konferencen, og – ikke at forglemme – Janine Orlovs søn, Benjamin, 13 år.
Da Ulf Stark var 13 år gammel – fortalte han i interviewet – bad han til Gud om at få en hund, men først i julen 1996 blev hans bøn hørt, for da fik han en hund i julegave af Benjamin. ”Glædelig jul. Sådan en har du jo altid ønsket dig,” sagde han, da Ulf Stark ”pakkede” ud! Jo, børn er kloge folk! Heldigvis havde Ulf Starks fantasi været så veludviklet, at det for læserne har set ud som om, at den mand måtte da selv have haft en hund. Læs blot ”Hunden som smilede” (1987) – eller se filmen! Eller læs novellen ”Inget trams” (”Ikke noget vrøvl”), novellen hedder ”Den store konkurrence” i novellesamlingen ”Farvel Stureby” (1997). Hunden, som jeg mødte i Ulf Starks og Janine Orlovs lejlighed, var en dejlig stor krydsning mellem en kaukasisk hyrdehund og en Labrador.
I 1998 skulle Ulf Stark modtage Nordisk Børnebogspris i BogForum, København, og jeg holdt som formand for priskomiteen en af de taler, jeg har været allermest mest glad for at holde i hele mit liv. Hans forfatterskab er efter min mening helt på højde med fx Astrid Lindgrens.
I min tale hæftede jeg mig bl.a. ved den fremragende billedbog ”Da far viste mig verdens-altet” (1998) (Ill. Eva Eriksson), hvor lille Ulfs tandlægefar mener, det er på tide at fortælle Ulf noget om verdens-altet, og en aften går de ud for at kigge på stjernerne. – Nogle af dem findes ikke mere, sagde faderen. – De er allerede slukket. – Så kan de vel heller ikke ses, sagde Ulf. Og kiggede på stjernerne, som ikke fandtes.
Det er meget karakteristisk, at faderen hele tiden peger op mod stjernehimlen, mens Ulf har øje for helt andre ting: en snegl med hus på ryggen, et græsstrå, der svajer i universets vind, en tidsel, som er det smukkeste, han nogensinde har set. – Din klovn, Ulf, sagde faderen. – Du skal kigge opad! Men pludselig kommer verdens-altet alt for tæt på faderen, da han træder i en hundelort. – Og jeg, som ville vise dig noget smukt, som du skulle mindes i al evighed, siger faderen beklagende, da de er på vej hjem. – Det vil jeg også gøre, sagde Ulf. Og det løfte holdt han – ellers havde vi ikke fået denne skønne historie. Desværre døde Ulf Stark alt for tidligt i 2017!