Filmmediets moderne mester: Jean Luc Godard er død

Jean Luc Godard nåede gennem en lang karriere som filminstruktør, skuespiller, manuskriptforfatter og filmkritiker at sætte afgørende spor i ånds- og kulturlivet generelt. Et fyrtårn af de allerstørste og en af mine personlige helte, der gjorde danskfødte Anna Karina og Jean Paul Belmondo til stjerner. Ingen af de nævnte er iblandt os længere.

Godard har om nogen skubbet til brugen af lyd, kamerarytme og musik i moderne filmkunst og sat de gammelkendte fortællerstrukturer ind i nye rammer. Godards betydning for den franske nybølge bevægelse i 60’erne kan næppe overvurderes, hvor han har prøvet kræfter med kommercielle genrefilm, avantgarde og politiske projekter. Instruktøren er belæst i marxistisk og eksistentiel filosofi samt inspireret af Dreyer, Jean Cocteau og en række af de store Hollywood auteurers værker.

I sit arbejde re- og dekonstruerede Godard løbende egne virkemidler og kritiserede filmen som medie, der burde tjene andre formål end blot underholdning, æstetik og kommerciel gevinst. Hans film tog fra slutningen af 60’erne og op gennem 70’erne en radikal ideologisk drejning med slet skjulte opfordringer til revolutionære omvæltninger; klassekamp, bevidsthedsgørelse og erkendelse blev vigtigere for Godard end at please publikum.

Via streamingsitet MUBI har jeg set/genset flere af titlerne fra nævnte periode. Antiborgerlig hård og gumpetung kost ofte tilføjet knevrende voice over stemmer, der på docerende og irriterende vis redegør for marxistisk-maoistisk teoridannelse samt opfordrer til konkret handling ved hjælp af strejker og civil ulydighed.

Le Vent d’est (1969), Her går det godt (1972 med Yves Montand og Jane Fonda), Nummer to (1975) plus Here and elsewhere (1976) er dog som tidsbilleder ganske interessante at dykke ned i, selv om de kræver tilløb og virker altmodisch i sprog og tempo. Antiforbrugerisme, antiimperialisme, antikonformitet og et mere konfronterende blik på kernefamilien som samlivsform gik ej heller Godards kritiske kamerablik forbi.

Det er imidlertid nybølge klassikerne og de mere rammesprængende film fra 1960-68, man skal ty til for at dyrke Godards ferme leg med filmgenrer, filmcitater, lyd, visuel stil, modernitet og zeitgeist; mesteren når han var mest hip, musikalsk, drilsk, filosofisk gangbar og underholdende.

Et utal af toneangivende instruktørkolleger fra USA, Europa og Asien har nydt godt af disse otte år. Her kan nævnes Martin Scorsese, Quentin Tarantino, Brian De Palma, Steven Soderbergh, D. A. Pennebaker, Robert Altman, Jim Jarmusch, Wong Kar-wai, Wim Wenders, Bernardo Bertolucci, Pier Paolo Pasolini, Jørgen Leth og Christoffer Boe.

Film som Åndeløs (1960), En kvinde er en kvinde (1961), Livet skal leves (1962), Jeg elskede dig i går (1963), Bande á part (1964), Alphaville (1965), Manden i månen (1965), Made In USA (1966) Jeg ved 2-3 ting om hende (1967), Weekend (1967) og One plus One (1968 med The Rolling Stones’ indspilning af Sympathy for The Devil i fokus) bør ret beset forefindes i enhver repræsentativ samling af moderne filmkunst.

Fra 1980’erne vendte Godard tilbage til genrefilmens form og udgangspunkt samt fortsatte ad den vej i en længere årrække, men stadig med eksperimenterende, filosofisk og politisk kant. Blandt dem er Fornavn Carmen (1983), Détective (1985) og Forever Mozart (1996) værd at nævne. I det nye årtusind er produktiviteten faldet en del, men Film Socialisme (2010), Adieu au langage (2014) og senest Le Livre d’image fra 2018 har dog vakt opsigt på de større festivaler samt modtaget ris og ros for deres udfordrende sammenkædning af film, billedkunst og musik.

Kort sagt er Jean Luc Godard svær for ikke at sige umulig at komme udenom i en bredere film- og kulturhistorisk kontekst, til trods for værkerne varierer i kvalitet, tilgængelighed og relevans. Det samlede output er dog i besiddelse af et intellektuelt udsyn enestående i filmens knap 125 år lange historie. Jean Luc Godard er individualisten, der på uortodoks vis demonstrerer, at film er langt mere end blot ‘film’ i traditionel forstand. Æret være Jean Luc Godards minde.