François Truffaut. Fotograf: Ron Kroon / Anefo
François Truffaut. Fotograf: Ron Kroon / Anefo

François Truffaut - 90 år

07.02.22
Om François Truffaut, hans filmværker og filmmusikken bag

Den franske filminstruktør François Truffaut fik et stort internationalt publikum i tale uden at gå mærkbart på kompromis med kvaliteten. I dag ville han være fyldt 90 år, men døde blot 52 år gammel den 21. oktober 1984 i sin fødeby Paris som følge af kræftsygdom og en hjernesvulst. I dagens anledning er det nærliggende at kigge tilbage på nogle af hans værker, fransk ny bølge film og samarbejdet med den fine film- og partiturkomponist George Delerue.

Unge opkomlige med film på hjernen, heriblandt Jean Luc Godard og François Truffaut, stod i slutningen af 50'erne klar til at bryde en række gamle normer i fransk film. De brugte det moderne tidsskrift Cahiers du Cinéma til at kritisere den litterære tradition, der havde præget tiden efter 2. verdenskrig anført af finkulturelle instruktører som Bresson, Rene Clement og Jean Cocteau. Alle måtte lægge ryg til verbal kritik i bladet. Tonen var barsk og ikke til at tage fejl af.

Udover Truffaut og Godard hørte også Alain Resnais, Claude Chabrol, Jacques Rivette samt Eric Rohmer til den inderste kreds omkring La nouvelle vague (ny bølge), en betegnelse der stammer fra de mange artikler i Cahiers du Cinéma. Fælles for dem var, at de anså kameraet for at være deres ‘pen’. Filmene skulle bære skaberens egen signatur i dens handling og visuelle æstetik. Det krævede en ny fortællerteknik, hvor man kunne forholde sig mere åbent til begreber som tid og sted. Instruktøren havde dermed fået status som auteur (forfatter).

Nybølgen både hyldede og parodierede de kendte Hollywood-genrer. Retningen er kendetegnet af en ungdommelig vitalitet, opfindsomme on location optagelser, samt billige og uafhængige måder at producere på. De beviste, at der kunne skabes stor filmkunst udenfor det etablerede system. Det har senere inspireret mange over hele verden til at prøve noget lignende frem for kun at tænke i kommercielle baner heriblandt den danske dogmebevægelse.

Truffaut vandt de Gyldne Palmer i Cannes med spillefilmdebuten ‘Ung Flugt’ (1959). Den rummer flere selvbiografiske træk i skildringen af en ung mands flugt fra skole og forældre. Hovedkarakterens navn er Antoine Doinel, spillet af Jean-Pierre Léaud. Rollen som instruktørens alter ego lignende figur gentog sig blandt andet i ‘Stjålne kys’ (1968), ‘Elsker, elsker ikke’ (1970) og ‘Kærlighed på flugt’ (1979), hvor man følger Doinels færd gennem tilværelsen med eksistentielle kriser, ungdommelig vovemod, udfordringer med det modsatte køn, evnen til at binde sig og tage ansvar som ægtemand og far. Klassisk ‘Coming of Age’ fortælling fra dreng til voksen, fra dumhed til dannelse og fra konfrontation til kærlighed.

Gennem 60'erne berigede Truffaut biografgængerne med flere mesterværker som det både pikante og skæbnesvangre trekantsdrama ‘Jules og Jim’ (1961), gangsterparodien ‘Skyd på pianisten’ (1960) og ‘Silkehud’ (1964), en dissekering af utroskabens psykologiske forsvarsmekanismer og dens fatale følger. Truffaut valgte George Delerue som komponist til de tre sidstnævnte. ‘Skyd på pianisten’ med sangeren Charles Aznavour i rollen som en honkytonk-pianist, der har problemer med nogle gangstere og kvinderne i sit liv, er rent musikalsk ganske varieret. Dæmpet fløjte og guitar afløses af en melodisk vals og dyster klang, når han jages af sine forfølgere. Pianisten søger tilflugt i barer, hvor han fremfører sine blåtonede sange akkompagneret af trommer og bas.

Man skal ikke lade sig narre af det optimistisk fremadstormende hovedtema til ‘Jules og Jim’ - historien udvikler sig bittersødt og tragisk. Musikken domineres af en enkel og stemningsfuld vals, som skifter til mol i takt med, at forholdet mellem de tre hovedpersoner bliver mere kompliceret. Scoret anses med en vis ret for at være et af Delerues mest lyriske, og dets melodiøse kvaliteter bliver hængende i hukommelsen længe efter, filmen er slut.

Noget af den samme enkelhed og charme går igen i underlægningen til ‘Silkehud’. Musikkens melankoli mere end antyder, at mandens sidespring kan ende gruelig galt. I midten af 60’erne toppede Nouvelle Vague i sin reneste form, men makkerparret Truffaut/Delerue havde stadig mere at sige publikum og hinanden. Delerue genoptog arbejdet hos Truffaut efter en længere pause med den poetiske og molprægede musik til ‘Hjerter tre’ (1971), og viste med det mere poppede udtryk i ‘En dejlig pige som mig’ (1972), at han stadig havde masser at tilbyde instruktørens værker.

Francois Truffauts noget tvetydige og Oscar-belønnede hyldest til filmkunsten i ‘Den amerikanske nat’ (1973), hans klart mest helstøbte satsning i årtiet, får ekstra emotionel tyngde ved hjælp af Delerues score i mesterklassen. Især hans ‘Chorale’ med den sjælfulde vekselvirkning mellem piccolotrompeten og strygerne, er værd at fremhæve. Temasangen til ‘Kærlighed på flugt’ (1979) sikrede Delerue et mindre hit på det franske marked. Delerue skrev ligeledes musikken til Truffauts tre seneste film ‘Den sidste metro’ (1980), om et teaters forsøg på at overleve under besættelsen, ‘Kvinden overfor’ (1981) med Gerard Depardieu i en af sine bedste præstationer og den effektive thriller ‘I al fortrolighed’ 1983). Såvel komponist og instruktør sluttede deres parløb på toppen kunstnerisk og kommercielt.

Æret være Francois Truffauts minde, hvis stilsikkerhed, psykologiske indsigt og evne som visuel storyteller har gjort ham til en af filmmediets mest betydningsfulde udøvere. Truffaut brillerede ud over instruktør ligeledes som manuskriptforfatter, skuespiller, producer, filmkritiker og forfatter af nok den bedste bog skrevet om film overhovedet, ‘Hitchcock/Truffaut’ (1966). Dette interviewværk med og om den britiske mesterinstruktør er et mustread for enhver seriøs cineast. Desuden kan Truffauts betydning for Nils Malmros’ virke herhjemme vanskeligt overvurderes. Doinels færden i verden, den nye franske og frisættende filmbølge og Delerues kongeniale tonesætninger er tre sider af samme sag i Francois Truffauts samlede produktion, der selvfølgelig forefindes i denne signaturs stadigt voksende dvd/blu-ray kollektion.



Læs flere af Thomas Vilhelms artikler her

Materialer