Maskulinitet, dæmoner og musik

Martin Scorsese, døbt Martin Charles Scorsese, født den 17. november 1942 i New York, der er af italiensk afstamning og opvokset i Little Italy på Manhattan, ville oprindeligt have været præst og bekender sig stadig til den romersk-katolske tro. Men i stedet blev det filmmediet, hvor han fik mulighed for at liste mere eksistentielle spørgsmål om skyld og soning ind i sine værker. Selv den mest hårdkogte gangster kan få behov for katarsis og ro i sjælen, efter pistolen er trukket, og næverne har været i brug i de voldelige tour de force udstyrsstykker, der findes en del af på titellisten.

Den samlede produktion siden spillefilmsdebuten Who's That Knockin At My Door (1968) er imidlertid alsidig og byder på en del mere end blot disse film, hvor kriseramte og aggressionslystne mænd i storbyens puls tæver og truer sig gennem tilværelsen med katastrofal udgang til følge. Scorsese har til stadighed været optaget af maskulinitet i forskellige afskygninger, der kan føre til mord, vold, familietragedier, outsidertilværelse, grådighed og et splittet sind i destruktiv deroute. Hovedkaraktererne bærer tunge byrder og konfronteres konstant med deres egne skygger, dæmoner og djævelskab.

Sammen med blandt andet Steven Spielberg, Francis Ford Coppola, Brian de Palma, Sidney Lumet og Stanley Kubrick blev Scorsese eksponent for en kreativ og kunstnerisk højkonjunktur i amerikansk film gennem 70’erne og starten af 80’erne. Instruktørerne evnede at skildre den amerikanske drøm med vindere og tabere i et dynamisk og friskt billedsprog, der har sat sig varige spor i måden at fortælle disse historier på, der stadig inspirerer vor tids filmskabere over hele verden i dag.

Perioden tæller nogle af Scorseses bedste film heriblandt Mean Streets (1973), Taxi Driver (1976), filmmusicalen New York New York (1977), boksedramaet Raging Bull (1980) og King of Comedy (1982) alle med Robert De Niro som bærende karakter. Samarbejdet med De Niro er et centralt kapitel i moderne amerikansk filmhistorie inklusiv den overlegent drevne mafiafortælling Goodfellas (1990), genindspilningen af 1962 thrilleren Cape Fear (1991) og den noget svagere Casino (1995). De Niro kan nærmest betegnes som instruktørens alter ego og katalysator for dennes visioner.

I det nye årtusind har den nu 80-årige newyorker indledt et tilsvarende bemærkelsesværdigt parløb med Leonardo DiCaprio, der tog sin begyndelse med periodefilmene Gangs of New York (2002), The Aviator (2004) og fortsatte med den mørke thriller Shutter Island (2010) og dansen om den kapitalistiske guldkalv i The Wolf of Wall Street (2013). Scorsese har kort sagt gjort den yderst fotogene skuespiller til en mand med personlig kant og råstyrke, der sine steder minder en del om De Niros måde med psykisk som fysisk at vende vrangen ud på sig selv.

Nerverne sidder ude på trøjen, og som betragter kan man føle sig hensat til en korsfæstende lidelsesfærd af religiøse dimensioner, når prøvelsernes tid synes uophørlig. Intensiteten i skuespillet, den ofte hårdtpumpede klippestil og udpræget intelligent brug af alskens musikgenrer på lydsiden hører til de ingredienser, der udgør rygraden i en stor del af Scorseses filmproduktion, der ligeledes rummer markante undtagelser. Her kan nævnes den udpræget litterære Uskyldens år (1993) og den eventyrlige hyldest til filmmediets skaberkraft i Hugo (2012).

For mange fans blev det ærgerligt nok den mere konventionelle og noget ujævne The Departed (2006), der efter mange års tørke langt om længe indbragte Martin Scorsese den ønskede Oscar som Bedste Instruktør. Den pris burde han have haft op til flere gange allerede siden 70’erne og ikke mindst for stærke skud som Mean Streets (Gaden uden nåde), Taxi Driver og Raging Bull. Men Oscar komiteen har jo ofte brilleret med deres fravær, når stor filmkunst blev kørt i stilling.

Scorsese har ydermere været medproducer og delvist instruktør på flere musik- og dramaserier herunder Boardwalk Empire (2010-14) Vinyl (2016) og The Last Movie Stars (2022) samt instrueret en række dokumentar- og koncertfilm af høj kvalitet om koryfæer og legender som The Band (The Last Waltz, 1978), Bob Dylan (No Direction Home, 2005 og Rolling Thunder Revue: A Bob Dylan Story by Martin Scorsese, 2019), George Harrison (Living in The Material World) og The Rolling Stones (Shine A Light, 2008).

Musikken er for Scorsese lige så vigtig som filmen, og kombinationen af begge udtryksformer er bærende i hele det kunstneriske virke, hvor han har samarbejdet med forskelligartede komponister som Bernard Herrmann (Taxi Driver), Peter Gabriel (The Last Temptation of Christ, 1988), Philip Glass (Kundun, 1997), Robbie Robertson (The Color of Money, 1986) og Howard Shore (Gangs of New York, The Aviator, The Departed, Shutter Island og Hugo).

Filmscoret er hos Scorsese alt andet end lydtapet, men derimod et dramaturgisk medfortællende element, hvilket ligeledes afspejler sig i bruget af udvalgte sange; fra sentimentale slagere, evergreens og moderne jazz til rock, avantgarde og latin plus diverse ting ind imellem. Scorsese er en opfindsom, begavet og altopslugende storforbruger af musik, når det gælder spille- og dokumentarfilm samt tv serier.

Manden med base i New York er en rastløst søgende arbejdsnarkoman, der lidt i stil med danske Lars von Trier konstant forsøger at udfordre sig selv med nye halsbrækkende projekter. Scorsese taler lige så hurtigt og velformuleret, som han arbejder. Hans filmhistoriske viden er grænsende til det uudtømmelige med en fantastisk medlevende evne til at formidle stoffet som i A Personal Journey with Martin Scorsese Through American Movies (1995) og My Voyage to Italy (1999).

I 2019 beviste Scorsese med den tre en halv timer lange The Irishman, der bærer undertitlen I Heard You Paint Houses og tæller et umanerlig stærkt cast med triumviratet Robert De Niro, Al Pacino og Joe Pesci plus Harvey Keitel i en af birollerne, at han stadig mestrer det grandiose format på samtlige niveauer og med musikalsk hjælp fra den mangeårige ven Robbie Robertson.

Temaerne er velkendte: Gangstere, håndlangere, maskulinitet, magt, korruption og politiske rævekager. Men alderdommen, fortrydelsen og skyldfølelsen gør deres indtog i Scorseses senværk, jeg har nydt ad flere omgange. Sublimt håndværk af filmmesteren over de fleste, denne signatur har dyrket gennem snart 25-30 år og ganske intenst i min første bogudgivelse Det visuelle øre - filmmusikkens historie (2005).

En ny Scorsese film, Killers of the Flower Moon, er allerede annonceret for 2023 med planlagt karriere under Cannes festivalen. Rollelisten tæller både Leonardo DiCaprio og Robert De Niro med musik af Robbie Robertson og klippet af altid suveræne Thelma Schoonmaker, alle formidable kræfter og gamle kendinge. En ring synes sluttet, og mon ikke Killers of the Flower Moon ender i samlingen med alle de øvrige Scorsese værker? Jeg ikke alene tror det, jeg ved det.