Mesterinstruktøren, megastjernen og musikken

Instruktøren Francis Ford Coppola satsede stort, vandt stort og leverede et visuelt og visionært mesterværk i særklasse båret hjem af et skuespillerensemble, der sjældent er set bedre: Marlon Brando, Al Pacino, James Caan, Richard Castellano, Robert Duvall, Sterling Hayden, John Marley, Richard Conte og Diane Keaton.

Coppola havde ellers alle odds imod sig. Hans fjerde spillefilm, ‘The Rain People’ (1969), floppede totalt, en del i branchen tvivlede stærkt på, om han overhovedet ville være i stand til at håndtere et projekt af den størrelse, ydermere skyldte Coppolas eget filmstudio American Zoetrope flere hundredetusinde dollars til Warner Brothers for budgetoverskridelser på science fiction filmen ‘THX 1138’ instrueret af den nære ven George Lucas. Andre større instruktørnavne havde forinden takket nej til ‘The Godfather’, hvilket Coppola selv var på nippet til at gøre, da han ikke brød sig synderligt om det litterære forlæg skrevet af den italienske forfatter Mario Puzo i 1969, hvis bogtitel deler navn med filmen. Den mistrøstige finansielle situation bød dog Coppola at tage imod tilbuddet om at få Puzos mafia epos gjort egnet til det store lærred. De er begge krediteret for at have skrevet filmmanuskriptet i fællesskab.

‘Godfather’-filmen og de efterfølgende dele af den samlede trilogi portrætterer det amerikanske samfunds mindre flatterende sider på såvel mikro- som makroplan, hvor Corleonefamilien og alle dens hitmen og håndlangere bliver synonym med ‘corporate crime’ i et kapitalistiskstyret samfund, hvor korruption, et vist mål af politisk indflydelse og kontrol med lyssky aktiviteter er lig med stor magt og lav moral.

Fælles for hele trilogiens musikside er en kort, smuk og sørgmodigt klingende optakt for solotrompet hen over indlednings- og titelsekvensen, der lader ane, at dramatiske og tragiske hændelser venter os. De sangbare temaer, som følger tilskueren gennem den svulmende fortællestil, afspejler mafiamedlemmernes sentimentale familieloyalitet og deres faste traditioner. Øverst i hierarkiet sidder den aldrende Don Vito Corleone (Marlon Brando), der med hviskende stemme gør sig til herre over andres liv og død ved hjælp af tilbud, der er svære at modstå med fare for at ende seks fod under jord. Han når at give magten videre til sønnen Michael (Al Pacino), inden han selv går bort.

Andre megastjerner modtog budet om at spille Don Corleone, men Puzo og Coppola kæmpede hårdt for Brando, der ikke huede Paramount folkene grundet hans falmende stjerne og ry for at være besværlig. Brando måtte acceptere en lavere betaling og skrive under på en erklæring om ikke at forsinke indspilningsprocessen med vilje. En af filmens absolut største stjerner gennem tiden gik metodisk til værks, puttede vattamponer i munden for at opnå den karakteristisk mumlende talemåde, redte håret med sort skosværte og strøg selv kraven på de hvide skjorter, han bar i mange af scenerne. Brando nærmest æder kameraet med sit dragende, præcise og relativt minimalistiske spil. Andre skuespillere optrådte knap så afdæmpede i deres præstationer.

I 1971 agerede Al Pacino desperat narkoman i den barske ‘Panik i nåleparken’, og nok så vigtigt: Filmen blev set af Francis Ford Coppola, der havde ham i kikkerten som Don Corleones søn Michael i ‘Godfather’. Produktionsselskabet bag så helst en langt mere kendt stjerne ved siden af Marlon Brando, førstemanden i den hovedrige klan. Men Coppola fik igen sin vilje og så fuldstændig rigtigt i forhold til Pacino. I filmen indtager Pacinos Michael Corleone en nøglerolle som arvtager til mafiadynastiet.

Skuespilleren blev via trilogiens første og anden del The Big Star i amerikansk film ved at køre hele sit register i stilling; det kynisk, kolde og kontrollerede magtmenneske der udfordret på adfærd, værdier og beslutninger går fra det indædte og koleriske til en destruktivt detonerende bombe af had og aggression. Det gøres vanskeligt bedre, hvilket også gælder for filmens musik.

Fellinis trofaste filmkomponist gennem årtier, landsmanden Nino Rota, har altid haft et ganske ubekymret forhold til at genbruge sig selv, og det førte til problemer med den amerikanske Oscar-komite i 1972. Stridens
kerne; temaet til ‘The Godfather’. Melodien er nemlig en genganger fra den italienske film ‘Fortunella’ (1958), pudsigt nok med manuskript af Fellini.

Selvom den i sin tid blev brugt i en helt anden form, nemlig som en ironisk march, var det nok til, at komiteen afviste scoret, fjernede det fra kandidatlisten til bedste filmmusik og dekreterede genafstemning i nævnte kategori. ‘The Godfather’ modtog rigeligt med Oscars og nomineringer, men musikken måtte vente til 1974. Da lykkedes det nemlig for ‘The Godfather II’ at blive en større succes end forgængeren, og denne gang accepterede man stort set den samme underlægning som i etteren, man før havde forkastet. Rota delte æren og Oscar statuetter med instruktørens far, Carmine Coppola. Det bør dog nævnes, at scoret til ‘The Godfather’ trods Oscar komiteens afvisning imponerende nok vandt en Golden Globe, BAFTA og Grammy Award. Det kan der vanskeligt indvendes noget imod.

Francis Ford Coppola optog hele seancen på bånd, da han rejste til Rom for at diskutere musikken med Nino Rota under arbejdet med ‘The Godfather’. Et uddrag af samtalen kan høres på en bonus-dvd, der er inkluderet i et box-sæt med den komplette trilogi. Rota spiller hovedtemaet og en række cues på sit klaver, mens instruktøren løbende kommenterer dem på engelsk. Her tales der filmhistorie i dens reneste skabelsesproces.

Uden på nogen måde at forklejne den originale underlægning, når musikken et effektfuldt og dramatisk højdepunkt i slutningen af ‘Godfather’ med et uddrag af Bachs fuga i c-mol, arrangeret for orgel af Rota. På dette sted krydsklippes der mellem en kirkelig handling og en massakre, der udføres af Michaels håndlangere. Det nye overhoved står gudfar til sin søsters nyfødte barn, inden han selv lader sig døbe. Han forsager djævelen og al dens ugerning, mens vi ser de vellønnede dødens købmænd gøre det af med topfolkene i fjendens rækker. Rotas arrangement af Bachs tunge musik følger scenens blanding af religiøs renselse og hævngerrige mord med
en så dramatisk præcision, at det virker som om, han selv havde begået fugaen.

Paramount-studiets pengestærke moguler vendte tommelfingrene nedad overfor Rotas musik, da de så det færdige resultat. Den var ikke tilstrækkelig kommerciel efter deres smag. Coppola blev pålagt at finde en amerikansk komponist til at skrive et nyt score. Resultatet af dette arbejde lød langtfra tilfredsstillende, og der var bred enighed om at genindsætte den oprindelige musik. Et klogt træk dens enorme popularitet taget i betragtning. Et nostalgisk tillykke med den runde dag til ‘The Godfather’, der i lyd, billeder, klipning, skuespillerpræstationer, instruktion og underlægningsmusik holder hele vejen hjem. Et tidløst mesterværk der stadig tåler mange gensyn.