Filmplakat Meter i sekundet

"Meter i sekundet" er biografaktuel

Stine Pilgaards elskelige roman "Meter i sekundet" er blevet til film.

Stine Pilgaards sjove og hjertevarme roman "Meter i sekundet" er blevet filmatiseret og har premiere i Lido-Teatret den 2. februar.

Fra storby til Vestjylland

Bogens hovedpersonen, en ung, nybagt mor, flytter til Vestjylland med sin kæreste, som har fået job på en højskole. Her forsøger hun som "påhæng" at finde sin egen plads og integrere sig i lokalsamfundet. Det viser sig sværere end ventet for storbykvinden at komme ind på livet af de ordknappe vestjyder.

Det kommer der en hel masse akavede situationer ud af, men hovedpersonen er ikke bare en klovn. Hun er hele tiden søgende i forhold til at afkode det mellemmenneskelige.

Intelligent komedie

Vi er nok mange elskere af bogen, som afventer med lidt tilbageholdt åndedræt, om filmen nu også kommer til at yde den laurbærkronede bog retfærdighed. Stine Pilgaards skrivestil er helt særlig med sine skarpe, spiddende og hylende morsomme betragtninger på livet, kærligheden og interaktionen mellem mennesker. Men måske egner det sig netop til filmmediet.

Filmen er instrueret af Hella Joof, der tidligere har stået bag bl.a. komedierne En kort en lang og Happy Ending.

Læs eller lyt til bogen (og sangene)

Har du fået lyst til at læse eller genlæse bogen, kan du låne den her.

Hvis du er til lydbøger, kan det varmt anbefales at lytte til romanen. Komponist Katrine Muff har nemlig sat skøn musik til sangene i "Meter i sekundet", som hun synger i løbet af bogen.

Romanen er i øvrigt indlæst af Sofie Torp, der også spiller hovedrollen i filmen.

Se Litteratursidens interview med Stine Pilgaard om hendes tanker bag romanen "Meter i sekundet".

 

Materialer