David Lynch: The art of life dvd

Sære lyde i drømmeland: David Lynch 75 år

21.01.21
Den amerikanske instruktør David Lynch, der den 20. januar fyldte halvrundt, kan ydermere tilføje manuskriptforfatter, maler, konceptkunstner, skuespiller, sangskriver og musiker på sit visitkort.

Hans surrealistiske og ofte mareridtslignende film, hvor det virker som om, aktørerne befinder sig i drømmelignende scenarier i både vågen og sovende tilstand, kombinerer visuel opfindsomhed med urovækkende lyddesign og begavet brug af musik.

Min første bog ‘Det visuelle øre - filmmusikkens historie’ (Systime, 2005) indeholder et særskilt kapitel om Lynch’ samarbejde med den ni år ældre komponist Angelo Badalamenti, der har stået på gennem mere end 30 år fra ‘Blue Velvet’ (1986) til de nyeste episoder af ‘Twins Peaks’ sagaen i 2017. I toner og billeder har dette kreative par udforsket spændingsfeltet mellem den uskyldsrene kærlighed, indre dæmoner, forstadens ydre idyl og ondskabens drivkraft ansporet af perverteret seksualitet.

Lynch, der har udgivet flere albums, skrevet sange og spiller flere instrumenter, betoner vigtigheden af musikkens rolle i film og hans egen optagethed af toner og lyde med dette citat brugt i min bog: ‘Alle og enhver kan tage en sang og lægge den på lydsporet af en film. Det, der fascinerer mig, er, når sangen ikke blot er underlægningsmusik. Den skal have nogle ingredienser, som vedrører filmens historie. Det kan være på en abstrakt og lyrisk måde. Så er det som om, du ikke vil kunne leve uden’.

1977 fik Lynch debut- og kultfilm ‘Eraserhead’ premiere. Voldsomme billeder tilføjet et syret lyddesign, der fremmer det krybende ubehag yderligere. Det mere folkelige gennembrud kom i 1980 med ‘Elefantmanden’. Især brugen af Samuel Barbers smukke ‘Adagio for Strings’ hen over dramaets rørende afslutning understreger Lynch’ evner som musikalsk billed- og stemningsskaber.

Blue Velvet’ er et hovedværk i Lynch’ produktion hjulpet på vej af filmens soundtrack bestående af Badalamentis score og udvalgte sange, der fungerer perfekt i narrativet. Lynch, der med ‘Blue Velvet’ markerede sig som stilsikker postmodernist, skrev teksten til ‘Mysteries of Love’, som Badalamenti satte musik til og Julee Cruise sang med sin luftlige og kropsløse stemme.

Roy Orbisons ‘In Dreams’ er ganske enkelt ikke længere den samme, når man har set ‘Blue Velvet’ - koblingen mellem psykopati, gru og ung kærlighed accentueres kun yderligere, når Cruise og Orbisons vokal høres i mørket og for beskuerens indre lydspor. Badalamenti og Lynch satte i fællesskab yderligere trumf på med ‘Twin Peaks’ universet, der skabte en vis røre som tv serie og kastede to film af sig i 1990 og 1992, ‘Twin Peaks’ og ‘Twin Peaks: ‘Fire Walk With Me’.

Det populære soundtrack til beretningen om Laura Palmers sidste dage har solgt i millionklassen ført an af Badalamentis roligt svævende og instrumentale hovedtema samt hipt swingende jazz. Lynch står bag teksterne til flere af de nye numre, som Cruise sang i serien med sin æteriske vokal bl.a. ‘The Falling’, der bygger på hovedtemaet tilføjet ord. De spøgelsesagtige lydflader og sælsomt klingende stryger arrangementer i scoret kreerer en udefinerbar uhygge aldrig hørt lignende før eller siden.

Roadmovien ‘Wild At Heart’ (1990) vandt De Gyldne Palmer i Cannes, og på musiksiden får den en over nakken. Ud over Badalamentis bidrag diverteres der med alt fra Strauss, Powermads dødsmetal til Chris Isaak, Gene Vincent og irske Them. Hipt, hæsblæsende og ikke uden humor.

Badalamenti leverede underlægningen til den dybt mystiske og labyrintiske ‘Lost Highway’ (1997), der løftes yderligere mod vanviddets rand af Bowies intenst pulserende ‘I’m Deranged’ og tyske Rammsteins bombastiske svulstighed i ‘Rammstein’ og ‘Heirate Mich’ - Lynch skyer ingen midler hverken musikalsk eller visuelt. Badalamenti er på arbejde igen i ‘Mulholland Drive’ (2001) med alt fra Big-Band agtig musik fra 40’erne til skummelt rumlende lydlandskaber af udefinerbar karakter. Sine steder halvkvalt, disharmonisk og lige så mystisk uigennemtrængeligt som filmens handling i flere planer - en Pandoras æske uden ledetråde.

David Lynch er ikke for fastholdere og gør det ikke nemt for sit voksende publikum, der benovet har ladet sig stryge mod hårene og tålmodigt hængt på, selv om filmene har bevæget sig mod det komplet uforståelige for de fleste fraset de mest analytisk skarpe æggehoveder, der mener at have tjek på indholdet. Lynch hverken be- eller afkræfter deres teser, men fortsætter med sine sære lyde og eksistenser i drømmeland.

Den stærkt eksperimenterende og tre timer lange ‘Inland Empire’ (2006) var skrap kost næppe kun for denne signatur, der ellers bekender kulør som ‘Lynchianer’. Instruktøren står selv for lydsiden, score og udvalget af de musikstumper, der bruges i øvrigt. 15 år efter ventes der stadig på nyt fra spillefilmsfronten, men den excentriske amerikaner synes ikke just at have travlt her. Dog blev ventetiden for fans af ‘Twin Peaks’ forløst i 2017, da 18 nye afsnit endelig var klar til visning efter flere års rygter om, at nu skete det snart. Jeg nåede kun at se de første tre-fire episoder, hvor Lynch ufortrødent fortsætter sin kompromisløse linje - svært tilgængelig, men skabt af en kunstnerisk kapacitet af sjældent format.

Tredje sæson af ‘Twin Peaks’ byder på nyt og gammelt fra Angelo Badalamentis hånd, såkaldt ‘dark ambient music’ af Lynch og Dean Hurley, klassisk avantgarde af polske Penderecki og diverse indslag med bl.a. Nine Inch Nails og Eddie Vedder, frontman i Pearl Jam. Lynch har også udgivet flere albums i eget og andres navn, hvor han boltrer sig lystigt i alle mulige genrer og udtryk, hvilket han såmænd slipper ganske godt fra.

Det kan man overbevise sig om ved at lytte til de tre soloalbums ‘BlueBOB’ (2001), ‘Crazy Clown Time’ (2011) og ‘The Big Dream’ (2013) - et skønsomt mix af blues, industrial, eksperimenterende rock, elektro pop og electronica. Lynch tager sig af vokal, guitar, keyboards, trommer og trommeprogrammering plus diverse andre ting. En alsidig og talentfuld herre i enhver henseende.

Stort tillykke med de 75 år til David Lynch, der mestrer det meste: Visuel ekstravaganza, lyddesign, kunst, lyrik og tonesætning. Rent verbalt kører det ligeledes ok, når lysten kommer over ham til at indvi os andre dødelige i sit mangfoldige univers af skønhed, rædsel, surrealisme, mysticisme og musik.

/ Thomas Vilhelm, 2021

Se også Bibzooms guide til David Lynch her:

Materialer