Forside til filmen Pianisten af Michael Haneke

Udfordrende og kuldslået filmkunst : Michael Haneke 80 år

24.03.22
Den østrigske instruktør og manuskriptforfatter Michael Haneke, der er yderst belæst i filosofi og litteratur, har gjort det til sin dyd at udfordre sit voksende publikum med værker beregnet for det brede lærred, der som oftest får beskueren til enten at kigge væk eller med skrækblandet fascination at følge den konsekvent skrappe kost, der bydes på.

Michael Haneke, der er født den 23. marts 1942 i München, Tyskland, hører til filmmediets største udøvere i denne særlige form for mental masochisme, hvor moderne mennesker af i dag demonstrerer aggressiv adfærd og vanskeligt formår at skjule deres følelsesforskrækkede fremmedgjorthed. Instruktøren har indspillet film på tysk, fransk og engelsk samt leveret materiale til teater og tv. I anledningen af 80-årsdagen er det dog filmene, der kastes et overordnet blik på.

I Hanekes for mange utvivlsomt svært fordøjelige univers findes der ingen svar på noget som helst ej heller løsninger. Kun dilemmaer og spørgsmål af ofte tungtvejende eksistentiel karakter. Ikke desto mindre har den østrigske mesters film resulteret i et imponerende antal af prestigefyldte priser herunder flere Gyldne Palmer, European Film Awards og Oscars. Haneke debuterede i 1989 med ‘Det syvende kontinent’, der følger en østrigsk familie på vej mod et destruktivt helvede i et miljø præget af klinisk distance til hinanden og omgivelserne. Tre år senere satte instruktøren yderligere trumf på helvedets forgård med ‘Bennys video’ (1992), en giftig cocktail af psykologisk horror og snuff film, hvor enspænderen Benny betragter en trøstesløs tilværelse gennem sit videokamera og i indestængt desperation ender med at myrde en ung pige fra skolen, mens kameraet kører.

Kinogængere udfordret af Hanekes misantropiske menneskesyn fik yderligere deres sag for med ‘Funny Games’ (1997), der ti år efter blev genindspillet scene for scene i en amerikansk version ligeledes instrueret af Haneke. Brugen af vold i østrigerens film har gennem dekader været et omdiskuteret emne. Volden kan være brutal og dybt ubehagelig at konsumere som i ‘Funny Games’, hvor to unge psykopater for deres sadistiske fornøjelses skyld torturerer og mishandler en sagesløs familie, de holder som gidsler. I andre film antydes volden mere sofistikeret frem for direkte at svælge i den. Dog er der intet Hollywood-agtigt, tegneseriepræget endsige heltemodigt over voldsscenerne i Hanekes film.

Kode ukendt’ (2000) er en beretning om forskellige menneskers liv i Paris, hvis skæbner rækker ind over hinanden. Filmen er især værd at se for Juliette Binoche skyld, der gør det glimrende i den kvindelige hovedrolle. ‘Pianisten’ (2001) bygger på Nobelprisvinderen Elfriede Jelineks roman af samme navn, et fortættet erotisk og psykologisk drama om seksuel fornedrelse, underkastelse og magt, der på forskellige niveauer udspiller sig mellem en klaverlærers forhold til sin elev og sin mor. Isabelle Hupperts præstation som læreren, der fuld af livslede svælger i sadomasochisme og spleen, er nærmest i en klasse for sig og understreger Hupperts høje status i europæisk filmkunst samt Hanekes evner ud i personinstruktion, der i de bedste stunder når Ingmar Bergmanske højder.

Huppert viser igen format i Hanekes postapokalyptiske ‘Ulvetider’ (2003), der er mere end svær blot at holde en anelse af i sit dystopiske syn på menneskets evne til at overleve, uden det sker på bekostning af andre. Haneke slog yderligere sin internationale position fast med den psykologisk drevne thriller ‘Skjult’ (2005) med Daniel Auteuil og Juliette Binoche som trækplaster og fransk stjernestøv. De danner par og færdes dagligt i den pænere del af middelklassen, men fortiden indhenter dem ved hjælp af en række anonymt afleverede videobånd. ‘Skjult’ er et avanceret mesterstykke i klaustrofobisk frygt for overvågning og gemte skeletter i tilværelsens skab.

Som ‘Skjult’ blev også ‘Det hvide bånd’ (2009) tildelt et hav af internationale priser og nomineringer. Haneke vandt for første gang de Gyldne Palmer i Cannes med dette historiske sort/hvid drama om hadets kulsorte anatomi, der i værste fald fører totalitær tankegang og levendegjort fascisme med sig. I ‘Det hvide bånd’, der foregår i et nordtysk bysamfund tæt på udbruddet af 1. verdenskrig, iagttages ondskab, åndelig formørkelse og fysisk afstraffelse i både børne- og voksenhøjde, hvilket ikke er noget kønt syn uanset valg af udkigspost. Som fabel rettet mod religiøs og politisk fundamentalisme er ‘Det hvide bånd’ af monumental, uomgængelig og eviggyldig karakter.

I 2012 gentog Haneke kunststykket i Cannes ved for anden gang at vinde de så eftertragtede palmer denne gang med en noget mere lavmælt og eftertænksom film, der rummer emotionelle dybder og intellektuel indsigt sjældent portrætteret så fængende og samtidig så overvældende som i ‘Amour’. Jean-Louis Trintignant, Emmanuelle Riva og Isabelle Huppert er mildest talt et frygtindgydende trekløver at kunne forevise i samme film. De to førstnævnte spiller et ældre ægtepar, Anne og Georges, der har trukket sig tilbage som pensionerede musiklærere. Anne forsvinder tiltagende ind i sin egen katatoniske verden som følge af et alvorligt slagtilfælde, mens George ser fortvivlet til og forsøger at hjælpe efter bedste evne. Til sidst hjælper hverken medicin eller behandling på situationen.

‘Amour’ er på en gang besk i beskrivelsen af alderdommens forfaldstegn og betagende smuk i parrets forsøg på at holde fast i kærligheden trods svære kår. Derudover er filmen fænomenalt velspillet og iscenesat til mindste detalje, hvor enhver følelse og ytring afleveres med seismografisk præcision. ‘Amour’ vandt selvfølgelig ydermere en Oscar for bedste udenlandske film. Alt andet ville sådan set være tæt på skandaløst. Isabelle Huppert og Jean-Louis Trintignant går igen på rollelisten i Hanekes seneste spillefilm ‘Happy End’ (2017) og som i ‘Amour’ atter i en far-datter relation. Selv om ‘Happy End’, der bestemt ikke byder på en sådan, ikke når de samme kunstneriske højder som de to forgængere, er der nu rigeligt at dvæle ved og ikke kun for sande Haneke fans.

Der er koldt på toppen i ‘Happy End’, som foregår i overklassen og den dyre ende af erhvervslivet. Der præsenteres seeren for demens, sidespring, vold, sadomasochisme, intriger og interpersonelle kuldegrader i retning mod nattefrost. Tillykke med de 80 år til Michael Haneke, en sand virtuos filmskaber, der i ord, lyd og visuel æstetik kaster et dybdeborende blik ned i den humane psykes afgrund. Hans filmværker virker ved første gennemsyn kompromisløse i deres nådesløse og konsekvente afdækning af dysfunktionelle mennesker, miljøer og systemer. Set flere gange åbner de måske døren på klem til mildere vinde afhængig af de betragtninger, der læses ind i filmene. Haneke gør det ej nemt og udleverer ikke just slikposer ved stolerækkerne, men til gengæld øser han gavmildt af sit suveræne håndelag for de modtagelige, når skiven rammes så tindrende klart og rent som i ‘Pianisten’, ’Skjult’, ‘Det hvide bånd’ og ‘Amour’.

Materialer