Tilhørere til Anne Kirketerps foredrag om Craft 18. januar 2022

Arrangement hvor blodtrykket faldt

20.01.22
Første arrangement efter "genåbningen" var en stor succes

Anne Kirketerp

Tirsdag den 18/1 var 100 tilhørere troppet op for at høre Anne Kirketerp fortælle om sin forskning indenfor Craft* psykologi. Og vi fik, hvad vi kom efter. Vi fik videnskabelige/ psykologiske forklaringer på, hvorfor det føles som det gør, når vi udøver vores hobbyer. Som en tilhører skrev på Instagram: der var rigtig mange aha-oplevelser under foredraget. 

Og det føltes som en konsultation (absolut ment på den bedst tænkelige måde): vi fik ordineret redskaber til, hvordan vi kommer i flow, når vi laver husflid. Vi lærte en åndedrætsøvelse som sammen med udøvelsen af vores hobby kan blive til mindfulness. Vi fik (med et stort smil på læben) lovet recepter på tid og penge til at udøve vores hobbyer. 

Og vi fik argumenterne i orden, når nogen nu kommer og stiller følgende spørgsmål til os og vores hobby: "strikker du nu igen?", "skal du aldrig slappe af", "hvorfor køber du mere garn, når du har skabet fuldt?", "kan du overhovedet høre efter, når du sidder der og strikker?". For det er godt for os at dyrke en hobby, hvor vi bruger vore hænder. Både når vi udøver den, men også når vi tænker på den, planlægger den, tørstrikker*, som det hedder i strikketerminologien. 

 

 

 

 

 

 

En smuk striktrøje

Så alt i alt en rigtig god aften. Vi kunne nyde og lade os inspirere af de, der havde iført sig deres smukkeste strik. 

 

 

 

Strikkeklub

Mange sad og strikkede og det i sig selv sænker blodtrykket, lærte vi. De positive følelser fik et boost, når de 100 deltagere brød ud i latter over Anne Kirketerps sjove historier og alle følte et fællesskab omkring det at være dedikeret til en hobby.

Arrangementet var lavet i samarbejde med Kreativ Fritid, Vejle

Du kan nørkle i fællesskab sammen med andre på vores nørklecaféer: Hver mandag fra kl. 15-17 på Børkop Bibliotek og på Vejle Bibliotek

Ordforklaringer:

Craft:
Anne Kirketerp bruger den engelske term, da hun dels også formidler i udlandet og dels er det tilsvarende dækkende ord på dansk, husflid, en smule bedaget
Tørstrikke:
kigge efter inspiration i strikkebøger, på instagram, ravelry* osv
Ravelry:
database med strikke/hækle opskrifter, socialt medie indenfor strik/hækling.

Vi afholder kursus i ravelry på Egtved Bibliotek, torsdag den 3/2 kl. 15

Materialer