Pestmaske fra middelalderen

Albert Camus litterære klassiker ”Pesten” fra 1947 er atter blevet en global bestseller

18.03.20
Corona-pandemien har ført til øget efterspørgsel efter litterære skildringer af epidemier. Det gælder især klassikeren ”Pesten” af den fransk/algierske nobelprisvinder i litteratur, Albert Camus.

På den italienske netboghandel Libreria IBS lå bogen allerede i februar som nr. 3 på listen over de mest downloadede bøger i Italien, og det samme gælder i Sydkorea og Japan.  I Japan har man desuden valgt at genoptrykke bogen, og det britiske forlag ”Penguin” oplever i disse dage et forøget salg af bogen på intet mindre end 150 %.  I Danmark findes romanen i en nyoversat udgave af Camus eksperten Hans Peter Lund. (Gyldendal, 2012). 

Der er mange lighedspunkter i romanen og med det vi oplever lige nu med Corona, men der er heldigvis også mange forskelle. Romanen handler om et udbrud af byldepest i den algierske by Oran, i begyndelsen af 1940’erne. Hovedpersonen Dr. Rieux advarer om smittefaren, men myndighederne nægter i lang tid at bruge ordet pest af frygt for at skræmme befolkningen. Alt imens epidemien raser, skildrer Camus, hvordan karantæne, frygt og lediggang påvirker indbyggerne i byen. I romanen reflekterer Camus over, hvad der sker med mennesket, når det pludselig og uventet oplever vilkår, som er uden for menneskelig rækkevidde. Hvad sker der, når vi mister vores frihed, udsættes for isolation, stilstand, sygdom og frygt? 

Du kan læse romanen på eReolen.dk og læse en anmeldelse af bogen på Litteratursiden.dk.

Hør også podcasten med Hanne Vibeke Holst om hendes roman ”Som pesten”, der læner sit tæt op ad den virkelighed vi står i lige nu. Romanen kan lånes på eReolen.dk.
 

Materialer