Det bedste af det bedste - af Science Fiction

En personlig liste over de bedste, mest surrealistiske og helt igennem fremragende science fiction bøger jeg har læst igennem tiden.

The long way to a small, angry planet - Becky Chambers

Hvis du er fan af Futurama eller Firefly, så er denne roman noget for dig! Du kommer helt tæt på besætningen af galaksens grimmeste skib The Wayfarer. Et skib der på ingen måde er bemærkelsesværdigt og med en besætning som bare forsøger at udføre deres ”mondæne” rutinearbejde med at åbne ormehuller til fjerne regioner af galaksen. Men alle rejser efterlader sine spor, og selv de mest almindelige af mennesker har historier værd at fortælle. Denne bog udforsker mødet med nye kulturer og fjerne verdener, og formår at sammenvæve historierne af ​​ni særprægede og fejlbehæftede figurer, som hver er på sin egen rejse.

Flatland - Edwin A. Abbot

Dette er en af en mere tankevækkende og surrealistiske bøger jeg nogensinde har læst, og hvis du har set The Big Bang Theory, har du muligvis allerede hørt om konceptet ”Flatland”. Men hvis ikke, så er Flatland ofte blevet omtalt som et tankeeksperiment for nørdede matematikere – en verden befolket af flade geometriske figurer. Bogen er intet andet end en satirisk interdimensionel fortælling om det victorianske samfund, og formår at udforske tidens konservative kvindesyn og det klasseopdelte samfund som gennemsyrede tilværelsen. Det lyder måske lidt absurd, men du kommer lynhurtigt til at finde ud af hvorfor cirkler er bedre end trekanter, og man ikke skal løbe om hjørner med firkanter. Men ærligt talt, så er det en solid interdimensionelle fortælling, som kommer til at ændre din opfattelse af 3D-verdenen omkring dig.

Nonstop – Brian Aldiss

Jeg har længe været fascineret af konceptet ’generationsrumskib’, som er karakteriseret ved, at dens rejse varer så længe, at hele generationer af besætningsmedlemmer når at blive født og dø ombord. Brian Aldiss tager for alvor rumskibsforestillingen op i ”Nonstop”, og udforsker hvordan det rent faktisk ville være at leve og dø på et rumskib og aldrig opleve jorden. Hvis du vokser op på et rumskib, bliver historierne om jorden mærkelige og fjerne, og  udfordringen for dem ombord er netop at bevare forestillingen om, hvad mennesker er, i helt fysisk forstand.  ”Nonstop” er interessant, fordi historien er vinklet sådan at det kun gradvist går op for en, hvad der egentlig foregår på rumskibet.

2084 - Boualem Sansal

”2084” er en barsk og kontroversiel fremtidsfortælling, som er bygget op omkring George Orwells klassiker "1984". Bogen er yderst samfundskritisk og retter fokus på den stigende fundamentalisme vi oplever flere steder i verden, og undersøger hvordan et teknologisk overvågningssamfund ville se ud, hvis det var drevet af religion. Fortællingen finder sted i en ikke så fjern fremtid, hvor manden Ati vender tilbage til Qodsabad, der er hovedstaden i landet Abistan. Ati arbejder for ministeriet for fortidige artefakter, der hører under Apparatet - den altoverskyggende magtinstitution i Abistan, som har samfundet i et jerngreb og bygger på den guddommelige Yölahs anvisning. Denne bog er spændende, fordi du kan nikke genkendende til Atis problemer, og pludseligt er fortællingen ikke så fjern fra hvad vi selv kender til.

Materialer