Coronamonologerne af Østerbro Teater - Teater Republique
Coronamonologerne af Østerbro Teater - Teater Republique

Coronapoetologerne

07.04.20
En stribe danske digtere nuancerer, perspektiverer og reflekterer i disse dage over coronakrisen. At beskrive en krise, mens den udspiller sig, er et af poesiens væsentligste bidrag til samfundet. Derfor skal vi også lytte!

Siden covid-19 den 11. marts forandrede danskernes hverdag markant, har man kunnet følge en række forskellige digtere fortælle og reflektere over, hvordan coronavirus forandrer livet. Fælles for alle digtene er, at de griber situationen gennem forskellige tematikker som hverdag, isolation, verdensorden mellem natur og menneske og menneskets sande natur. 

Klaus Høeck var tidligt ud, da han på den første dag i februar skrev det formentlig første danske coronadigt til Politikens Breaking poesi-sektion. Det var før vi vidste, at virusset havde forladt Kina. Her kommer et uddrag:

"på en eller an
den mærkværdig måde ved
jeg noget om vi

rus (vira) fordi
min tidlige digtning er
gennemsyret af

computervirus
se tredjeversene i
mine sonetter"

Den 27. marts var Høeck igen inviteret til at bringe situatione i digterisk øjenhøjde, denne gang i Information (uddrag):

"på en måned er
livet blevet til en kamp
om rugbrød og toi

letpapir – mer skul
le der ikke til end en
lille virus der

i forstørrelse
på skærmen er smuk som en
rød nellike – mer

skulle der ikke
til for at afsløre vo
res skrøbelighed"

Og hvis Klaus Høeck lyder besk og næsten sarkastisk, så er det fordi digtet i sin haikuform beskriver den mest synlige overlevelsesstrategi - hamstringen - som især var tydelig på supermarkedernes hylder den første uge, men som stadig ses på visse varer.

Morten Søndergaard udviser en anden form for sympati i digtet Vi Rus, men det er med flagermusen i centrum. Han skriver (uddrag):

"Nogen har spist en flagermus i Kina
og den lille bløde, lodne krop ændrede verden.

Dette er ikke verdens ende, men måske
er det på tide, at give den tilbage til flagermusene

Jeg kører ned til min lokale bar for at drikke en kop kaffe.
Gulvet er stribet op med tape så alle kan holde sig
halvanden meter fra hinanden."

Du kan høre hele digtet oplæst her

Poesien flakser mellem billedet af en forandret hverdag og refleksion over verden, og Søndergaards bemærkning kom flere uger før en forsker var i TV med beskeden om, at vi har en lignende virus om tre år, hvis ikke der gøres noget ved de asiatiske markeder med levende dyr. 

Caspar Eric begyndte sin "Dagbog fra dage med covid-19" den 15. marts og følger nedlukningen i genkendelig Eric-style, korte langdigte, beskrivende, følende og spiddende. Her, i et uddrag fra dag 1, kommer han med ord og argumenter, der i høj grad kalder på refleksion når det hele er ovre:

"A gik ind
og købte lidt ting
også til mig
vi delte det derhjemme
drak en øl
så genså jeg talen
fik tårer i øjnene
over fælles ansvar
små bitte ord
som samfundssind
håber at de husker det
når frygten driver over
at alt det hun sagde
også kunne gælde
for klimakrisen
flygtningekrisen
omsorgen for
de mest udsatte
det er angstprovokerende
men også spændene
at være i live midt i
en undtagelsestilstand"

En anden form for digterisk dagbog skriver digteren Mads Mygind i digtet "Inkubationstid" publiceret direkte på ereolen den 30. marts. Han beskriver, hvordan han blev far først i marts 2020 og fra fødselsafsnittet kunne se helikoptere lande foran vinduer på fødselsafdelingen, og høre, hvordan smitten spredte sig på Skejby Sygehus. Hør ham læse digtet op her

Og så er der Louise Juhl Dalsgaard, som på sin facebookvæg skriver om hudsult, isolation og undtagelsestilstand mens hun gisner om verdensbilledet på den anden side af pandemien, som her i uddrag fra den 22. marts:

"måske vil denne virus
al ventetiden
falde ud
som en blindtegning der
-som det jo er med den slags-
viser sig at være
alt andet end blind"

Senest har min coronadigtradar sporet Coronamonologerne, et projekt søsat af Østerbro Teater - Teater Republique. Teatret, som jo ikke kan åbne salene og spille for fulde huse, har gentænkt teatret, bedt en række forfattere, dramatikere og lyrikere om at reflektere over coronakrisen og skuespillerne broadcaster så hjemmefra en en blanding af hjemmevideo og professionelt performativt teater. Coronamonologerne løber hele april og er en af de her gentænkninger, der skaber kultur for et langt større publikum end før krisen. 

Coronamonolog #1 - TAK FOR SIDST SHITHEAD - er skrevet af Christina Hagen og performet af Cæcilie Rasmussen. "Based on a true strory" (vist spejlvendt under performance" og måske derfor alligevel ikke sand?) beskriver digtet i ren naiv/provokerende stil en scene fra en tankstation, hvor en handskeklædt medarbejder agerer efter det værst tænkelige scenarie. Konklusionen er ikke overraskende: "mennesker er dumme".  

Redaktør på onlinemagasinet Slagtryk, Christine Lind Ditlevsen, beskriver i redaktionelt for marts måneds bidrag poesien som en virus, der kan slå en sprække i virkeligheden, og måske er det der, det hele bærer hen. Forfatternes refleksioner over den virkelighedsforandring, covid-19 har bragt med sig, er især værdifuld, fordi den skaber et alternativ til grundtonen i den offentlige debat. Poesien er ikke et forsøg på at gøre det rigtige. Den har ingen dagsorden. Den beskriver verden gennem det subjekt, den har sat sig i. Måske kunne man sige det samme om covid-19?

Herfra kan jeg kun opfordre til at refleksionen fortsætter, gennem poesien og gennem dig selv. 



/ Thomas Vang Glud, bragt på Litteratursiden den 3. april.