Korte klassikere til sommerferien

18.06.20
Sommerferien og lange sommerdage i hængekøjen, kan fint bruges til at læse de klassikere du aldrig har fået læst eller genlæse én af dem du bare MÅ læse igen og igen.

Herunder finder du en håndfuld korte klassikere, som qua deres størrelse er nemme at tage med i tasken, når turen går til stranden, i skoven eller bare ned i baghaven. En klassiker betegner her en roman, der i sit emne er evigt aktuel.
 

For mit eget vedkommende er én af de romaner jeg tror, at jeg har læst flest gange ”Det forsømte forår” af Hans Scherfig. Umiddelbart handler den som bekendt om en gymnasieklasse på Metropolitanskolen og de forår der blev forsømte pga. eksamen. I virkeligheden er den en fortælling om hvordan angst nedbryder mennesker og hvordan ”den sorte skole” fratog eleverne deres fantasi og selvstændighed. Romanens ramme er deres møde 25 år efter studentereksamen. Drengene er blevet mænd, men er stadig lige angste. De fleste er nu gode samfundsstøtter i embeder der viderefører det system, der har gjort, at de stadig forsømmer hvert eneste forår i deres liv..

Læs også ”Den forsvundne fuldmægtig” af samme forfatter. Her møder vi to af eleverne; Teodor Amsted og Michael Mogensen – som to meget forskellige, men centrale personer.

”Døden i Venedig” af Thomas Mann, hører også til én af de romaner der kan læses flere gange. Den anerkendte tyske digter Gustav von Aschenbach rejser til lidoen ved Venedig, for at rekreere sig. Her bor også en polsk familie med deres 14 årige søn Tadzio. Aschenbach betages af drengen, som han betragter og forelsker sig i på afstand. Der kommer aldrig en ordveksling mellem de to, men den midaldrende digter gør alt hvad han kan for at virke ungdommelig og tiltrækkende. Det er en meget følsom beskrivelse af en krampagtig og håbløs kærlighed. Venedig er på dette tidspunkt ramt af en koleraepidemi og efterhånden affolkes hotellet. Da den polske familie er rejst, rammes Aschenbach af kolera – tror jeg.

Herman Bang skrev ”Tine” i 1889 og historien foregår i Sønderjylland under krigen i 1864. Den handler om degnens Tine, som er i huset hos skovridderfamilien Berg. Livet er lyst og let indtil krigen kommer. Fruen og sønnen rejser i sikkerhed i København og skovridderen indkaldes til krigstjeneste. Krigen og forholdene ved den danske front afspejles i livet i landsbyen. Livet er tungt og beboerne er desillusionerede. Tines ængstelse for hr. Berg udvikles til en kærlighedspassion og da han kommer såret hjem, forveksler hun begær med kærlighed. Herman Bang kan om nogen, beskrive skæbner og smerte. Uden at fortolke og dømme, beskriver han her begivenheder og relationer, der viser hvordan krigens uorden og lovløshed opløser skellene mellem rigtigt og forkert. Det er en sand klassiker.

”Sult” af Knut Hamsun er en roman om håb. Om håb om at overleve, men ikke for enhver pris. Håbet og ønsket om at være et anstændigt menneske er størst. Bogens fortæller tager os med på sin rejse rundt i 1890´ernes Kristiania og en rejse ind i hvad sult gør ved kroppen og sjælen. Han ernærer sig ved at skrive og sælge enkelte artikler og sælger til sidst også sine ejendele. Han er stolt og ærekær – det sidste han ejer. Han vil ikke sættes i bås med de andre hjemløse og efter en nat på et herberg, siger han nej til en gratis spisebillet. Han fortæller, at han er journalist og blot havde glemt sin nøgle. Han var kommet sent hjem og ville ikke vække sin værtinde. Vi ved ikke hvorfor han er endt som han er. Da han møder en kvinde som fatter sympati for ham, støder han hende væk, fordi han er flov og pinligt berørt over sin (manglende) status. Romanen er én lang indre monolog. En fortælleteknisk flot bedrift, som man bør unde sig selv at læse langsomt.

Flere korte klassikere i karrusellen herunder: