Malene Ravn: Hvor lyset er

Malene Ravn: Hvor lyset er

Dette er en slægtsroman – og en god én af slagsen. Noget er selvfølgelig fiktion, andet er virkelighed. ”Baseret på en virkelig historie”, ville man skrive, hvis romanen var en TV-serie (hvad den faktisk har kvaliteter til at kunne blive). Og så foregår noget af den oven i købet i Vejle.

- fra Flemming Mengs bogreol, afsnit 9


Vejles første skorstensfejer – og på en måde også Vejles første spillemand, Johan Carl Seidel (1817-1900), boede i Vestergade (nr. 32). 
Han var en munter og mild mand, der ofte udvidede bestillingen som skorstensfejer med at levere musik til egnens familier. Dermed gik han Stadsmusikanten (der også var Sct. Nicolai Kirkes organist) i bedene, og var afgørende for, at man i 1856 afskaffede stadsmusikantembedet, mod at næringen som musiker blev givet fri, og organisten fik en mere anstændig løn for sit virke ved kirken. Seidel var også en patriark, der præsiderede over en stor familie med mange store personligheder, der har sat sig spor.

Én gren udgik fra Johan Carls førstefødte: Esther Christine Seidel (f. 1844). Hun blev siden gift med urmager Magnus Fischer og sammen får de sønnen Carl (Frands Andreas Johan Seidel) Fischer (1887-1962), der er omdrejningspunktet for romanen her.
Vi følger den lille Carl i barndomsbyen, hans venskab med ”Kesse” alias Christian Hess, og hans opvækst hos en far, til hvem forholdet er nærmest mytologisk set dårligt, og en svagelig mor. Moderen dør, og Magnus Fischer går fallit med sin urmagerforretning, så i starten af bogen sker der et sceneskift til København, hvor Magnus Fischer bliver gift igen og klarer sig igennem lige med skindet på næsen. Lille Carl har altid været god til at tegne, og hen over et faderopgør beslutter han sig for at blive kunstmaler. Selv om han kommer i kredsen omkring den muntre humorist Robert Storm Petersen, er der ikke meget muntert i Carls liv. Han bliver gift med Ely, der er undervejs som skuespillerinde, men som må lade ambitionerne hvile for at blive husmor. Allerede inden de bliver gift føder hun sønnen Hans, men adopterer ham bort.

Carl er afhængig af lyset – det fysiske lys, når han maler, men også det mentale lys. Og det blafrer noget. Der er lange perioder i Carls liv, hvor lyset næsten ikke kan nå ham. I dag ville man nok diagnosticere ham som bipolar.
På mesterlig vis bringer Malene Ravn samtidens store begivenheder ind i fortællingen. Storlockout’en i 1899, der er tæt på at smadre Magnus Fischer økonomisk, kvindernes kamp for valgret, som især Carls mormor kæmper, de såkaldte gullaschbaroner (der er et købedygtigt publikum, som Carl ikke bryder sig ret meget om) og ikke mindst ”den spanske syge” (der på ukalkuleret vis sætter fortællingen i et sært nutidigt lys), som slår lille Hans’ plejefamilie ihjel, så han ”tages tilbage” af Ely og Carl. Det er et bevægende kapitel i romanen, og det er ikke nogen vellykket ”omplantning”. Mellem Hans og Carl opstår der efterhånden det samme mytologiske faderopgør som mellem Magnus og Carl.

Der er mange mørke skygger i romanen men også passager af gribende skønhed. Det lykkes også at få det gjort tydeligt, hvordan kunstnere, der insisterer på deres kunst, og faktisk vinder reel anerkendelse alligevel må kæmpe for at leve og overleve. Carl vælger selv at afslutte sit liv i 1962 på en ganske speciel måde, mens Ely sidder i stuen ved siden af. Ely får kontakt med Hans, der i mellemtiden netop er blevet morfar, og han tager sin mor med på fødselsstiftelsen, så hun kan hilse på sit oldebarn – der langt senere bliver gift med Malene Ravn.


/ Flemming Hundevad Meng, 2020
 

"Hvor lyset er" af Malene Ravn er januar måneds bog i DR Romanklubben. Onsdag den 20. januar er romanen til direkte debat på Litteratursiden, hvor Malene Ravn vil sidde klar til at deltage i dialogen og besvare spørgsmål fra læserne.



 

Materialer