Otto Gelsted-prisen til Christina Hagen

Det Danske Akademi tildelte i fredags forfatteren Christina Hagen Otto Gelsted-prisen 2019.

Akademiet betegner Christina Hagen som ”en enestående vækst i den nyere danske litteraturjungle. Gennem årene har hun formået at udvikle et vidtspændende forfatterskab, som på markant, original og humoristisk vis går på tværs af genrer og medier.
Hendes stemme er grovkornet, modig og ofte ramsaltet polemisk i forhold til ’tidens tern’. Men trods det stærkt konceptuelle element i hendes bøger og forskellige hybridværker kan disse ikke reduceres til blot og bar intellektuel idékunst. Tværtimod har Hagen, gennem sin særlige fejlbefængte og ’skøre’ stil, formået at skabe sin helt egen uforlignelige ordkunst.”
Her kan du læse dr. phil, lektor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Marianne Stidsens tale til Christina Hagen ved Det Danske Akademis årsfest, d. 29. november 2019.

Christina Hagen har markeret sig med et stærkt kontroversielt forfatterskab. Hendes konfronterende stil kom da også til udtryk i hendes egen tale i forbindelse med prisoverrækkelsen. Den var formuleret som en stærkt kritisk mail til Informations litteraturredaktør, Peter Nielsen, hvor hun anklagede avisen for i for høj grad at forholde sig til forfatterenes person og moral end til den litterære kvalitet af en given bog.
Læs talen her
- samt Informations svar her.

Christina Hagens forfatterskab har excelleret i at præsentere tabu-belagte emner fra det moderne samfund. 
Hunn debuterer i 2008 på Gyldendal med novellesamlingen Sexdronning, der er en samling fandenivoldske tekster om urolige og ulykkelige skæbner, sex og kærlighed – men mest af alt om misforståede situationer og følelsesmæssig famlen.
Dernæst kommer i 2010 hendes anden bog, brevromanen 71 breve til M, der er historien om en forfatter, der, fascineret af grimhed, ondskab, volds- og sexfantasier, påbegynder en brevkorrespondance med en morder.
Begge de nævnte bøger vækker nogen opsigt på grund af deres stærke fokus på sex, og ikke mindst på grund af deres rå og vulgære sprogbrug.
Stilen fortsætter i White girl fra 2012 (og opfølgeren White girl 2 fra 2017), hvor hun - som en fortælling om en turistrejse - præsenterer turismens fordomme, set både fra turisterne og de indfødtes synsvinkel, hvor begge parter er lige racistiske og sexistiske.
Efter Boyfrind fra 2014 – der skildrer den kvindelige part i et parforhold som generelt set værende de fakto-prostitueret – kommer i 2014 den vildtvoksende Jungle, der både trækker paralleller til den hvide, privilegerede hoverperson i White girl, nu rent biografisk om forfatteren selv, der drømmer om en elitesvømmers krop, beskriver det at være sugarmommy for fattige, brune elskere, giver barndomsbeskrivelser og udleverer af anmelderes og ekskæresters vurdering af hende selv. 
Fælles fra Boyfrind og Jungle er collage-stilen med fotos, i Jungle udvidet med mails, påskrevne servietter, etc.
Det er Jungle, der for alvor får debatten omkring Christina Hagens til at eksplodere, idet hun i den forbindelse giver et interview, hvor hun stødte mange mennesker ved at udtale sig særdeles politisk ukorrekt.  
Som en naturlig følge heraf, gør hun i seneste roman fra 2019, Korrekthedsbibelen, på satirisk vis op med krænkelseskulturen og den politiske korrekthed.

 

Materialer