Forsiden af bogen "Ekspeditioner".

Vildmarksmænd og ultrakvinder

21.01.22
Når livet tager en uventet drejning, vælger nogle mennesker at begynde at løbe, gå, bestige bjerge eller udfordre sig selv og kroppen på andre måder. Her får du 10 gode bøger om enorme kraftpræstationer, der har overskredet grænserne og imponeret verden.

For nogle er det rigeligt med en let løbetur i medvind eller at vinterbade. For andre er målet at krydse kontinenter, løbe ekstremløb, bestige bjerge eller at sejle jorden rundt og i det hele taget at presse sig selv til det yderste. Det er kampen mod fysikken, mod klodens og naturens luner, men måske mest af alt kampen mod én selv?

De fleste af os nøjes dog med at sidde hjemme i sofaen og læse om alle de modige kvinder og mænd, og disse spændende bøger, beskriver på hver deres måde hovedpersonernes forskellige valg af veje mod et nyt og bedre liv. Bøgerne er livsbekræftende fortællinger om seje mænd og kvinder, som med stort mod vover at se sig selv og døden i øjnene - og som gennem udfordringerne vinder, både fysisk og mentalt.

Rane Willerslev: Ekspeditioner - fra tundraer til savannen

Rane Willerslev er kendt som direktør for Nationalmuseet og sit medlemskab af Eventyrernes Klub. Hans livsmission er at udforske livet i dets mangfoldighed, at forstå verdens kulturer og allerhelst få sit eget verdensbillede revet helt ud af rammen. Bogen tager dig med på Ranes til tider farefulde færd gennem fjerne afkroge af verden, hvor han både mentalt og fysisk presses ud mod sin egen afgrund.

Mette Birk Jensen: Ultrakvinderne

Vi skal ikke mange år tilbage, før det at løbe et maraton var en kraftpræstation af de store. Denne bog giver en stemme til nogle af verdens sejeste kvinder, som har løbet ekstreme distancer, trodset naturens, klodens og vejrets luner, og egne mentale ressourcer og dæmoner. Bogen er også en håndbog for ultraløbere, med beskrivelser af kost og træning - og hvor ekstremt det kan blive.

John Andersen: Ad støvede veje rundt i Sydamerika

Inspireret af frihedskæmperen Che Guevaras motorcykeldagbog, ’Rejse gennem Sydamerika’ fra 1952, sætter eventyreren John Andersen sig for at køre gennem Sydamerika på motorcykel. Vi følger ham og rejsemakkeren Bodils oplevelser og møder med lokalbefolkningen i Argentina og Chile, hvor de i hovedtræk følger samme rute som Guevara. Krydret med historiske og kulturelle anekdoter, samt citater fra Che Guevaras dagbog.

Line Friis Frederiksen: Alene jorden rundt – den utrolige historie om Laura Dekker

Som 14 årig vendte den hollandske pige Laura Dekker hjem, efter en jordomrejse på 518 dage alene i en sejlbåd. Hun var den yngste person der nogensinde havde sejlet jorden rundt – en stor præstation og en meget vild historie. 

Mads Vangsø: Tværs over Atlanten - jagten på et umuligt mål

I 2019 roede Mads Vangsø (kendt fra radio og tv) sammen med vennen Lasse fra Afrika til Amerika i konkurrencen Talisker Whiskey Atlantic Challenge. Efter 49 dage på havet, kunne de to kalde sig vindere af deres klasse. Men ”Tværs over Atlanten” er også en personlig beretning fra en mand i midtvejskrise, der søger noget andet og mere end det liv, han hidtil har levet.

Bo Belvedere Christensen: Himalaya – verdens tag: oplevelser gennem over 30 år og tilbageblik i bestigningshistorien

Den mægtige bjergkæde i Asien, Himalaya, er historiens hovedperson. Gennem mere end 150 år har mennesker fra alle dele af kloden forsøgt at tage livtag med de udfordrende klipper, det ukendte terræn og den tynde luft. Bogen rummer også fortællingen om hvordan Himalaya er opstået, om flodsystemerne, påvirkningen fra den globale opvarmning og opmålingen af bjergene.

Yukon river, eventyrlige Yukon

Floden Yukon strækker sig over 3.200 km og snor sig gennem både Alaska og Canada og helt ud til Beringshavet. I denne bog følger man parret Erik og Tines personlige beretning om deres ekspedition på Yukon River. En barsk og uforglemmelig rejse gennem Nordamerikas vilde natur.

Jeppe Sejr: Det går sku nok

Tag med på cykel til Nordkap! En varm og levende rejsedagbog med plads til eftertanke. For alle der elsker at læse rejseberetninger, og inspiration til de der selv planlægger en længere cykeltur.

Gå: en hyldest til vandringen

En bog som hylder det "at gå" og som kan læses af alle, såvel amatører som professionelle, der gerne vil sætte denne aktivitet i perspektiv, både nutidigt, historisk og litterært. 

Jesper Hede: Bushcraft i norden

Bogen giver læseren et indblik i, hvordan man klarer sig i naturen, og kommer ind på alt fra valg af udstyr, regler for adgang til naturen, ild og båltænding til primitiv madlavning, spiselige og brugbare planter, hvordan man finder en god lejrplads, sikkerhed, primitiv førstehjælp og masser af projekter som fx at bygge en stol, snitte en ske, lave en rammesav og meget mere.

Denne anbefaling er også blevet bragt i Ugeavisen Vejle den 15. december 2021.