Ferie af Anders Bodelsen

Anders Bodelsen: Ferie

I forlængelse af min omtale af Anders Bodelsens roman ”Den åbne dør”, er det nærliggende for mig at tage fat på hans uretfærdigt oversete roman ”Ferie” fra 1970.

Jeg omtalte den i indledningen til min artikel om ”Den åbne dør”, og der er da også et umiskendeligt fællesskab mellem de to fortællinger. Igen er Bodelsen vendt tilbage til sine helt unge år i starten af 50’erne – i dette tilfælde en varm sommer i Koreakrigens 3. sommer (som det beskrives i romanen) i den nordsjællandske sommeridyl omkring Tisvildeleje. Det er én af den slags romaner, som er blevet hængende i min boglige dannelse, så derfor går denne artikel også ud til min barn- og ungdoms skolebibliotekar, Jens Fjord, uden hvem, jeg måske aldrig havde opdaget denne roman.

Vi er som sagt i koreakrigens tredje sommer. Det er ikke en uvæsentlig tidsmarkør. Man er ved at have lagt 2. Verdenskrig bag sig, vor tidligere allierede, Sovjet, er nu vor – eller i hvert fald amerikanernes – modstander i det fjerne Korea, atomvåbnene er opfundet, og man ved aldrig, om den fjerne asiatiske krig har potentiale til også at komme til disse kyster. Men i det store og hele leves landliggerlivet nu i relativ ubekymrethed.

Bodelsen har selv valgt rollen som en såkaldt ”alvidende forfatter”, der svæver over Tisvildeleje og omegn som den lokale bagers privatfly eller reklameflyveren, der kommer forbi med en reklame for ”Socialdemokraten”. Meget peger på, at der er selvbiografi i romanen. At der er tale om selvoplevede tildragelser, men Bodelsen er næppe nogle af enkeltpersonerne.

De deltagende er i første omgang en gruppe elever, der er færdige med fjerde mellem, og som efter sommerferien skal begynde på gymnasiet. Henning, der har hængt noget i bremsen og kun med nød og næppe er rykket op – men som alligevel er ganske belæst, og som slet ikke hører til kliken i det nordsjællandske sommerland, da han er med sin kammerat, Jørgen, som han i mellemtiden er vokset fuldstændig fra. Klassekammeraterne (til Jørgen og Henning) Erik og Janne, det toneangivende par, børn af velsituerede forældre med sommerhuse i den attraktive ”gamle del” af området, den jævnaldrende pige med pianistdrømmene, Rebecca Nathansen, hvis jødiske far døde året forinden i en ulykke med sin motorbåd i Middelhavet, og hvis fætter ”salon-”?kommunisten Jakob, hvis far på dramatisk vis forsvinder under redningsaktionen for jøderne ved Gilleleje i 1943 og siden omkommer i en KZ-lejr. Så der er nok af dannelsesmønstre og magtkampe at forholde sig til.

I den nære baggrund spiller forældrene også en rolle. Vil Erik studere jura, fordi faderen er advokat, vil Rebecca selv trodse mere slagne veje for at vælge den mere tornestrøede vej som klassisk pianist? Vælger de unge mennesker selv, eller ”puttes de i skuffer”? som Jakob formulerer det, af deres forældre og traditionen.

Henning er i vildrede med sig selv. Som sagt er han ikke trådt i karakter rent fagligt eller personligt, men han er ganske vidende om litteratur. Han ender med at kaste sig ud i en delvist erkendt forelskelse i Jørgens mor, mens Erik og Janne eksperimenterer med deres parforhold i klitterne. Han erkender i løbet af denne ferie (hvor man jo er lidt på afstand af tidens og omverdens krav), at han er udenfor. I Tisvildeleje, fordi kliken ikke vil lukke ham ind, mens Jakob er udenfor, fordi han vælger at være det, når han koketterer med ”Land og Folk” og andre referencer. Jakob ender dog med at forelske sig og tage slips på, men Henning efterlades i en ganske kritisk og farlig situation oprindelig sat i scene af Jakob. I første omgang ikke nogen happy ending for ham, men måske et fundament hvorpå en sådan kan bygges.

En interessant dannelsesmosaik i et Danmark på vej mod tressernes velfærdssamfund, men hvor slagskyggerne fra besættelsen stadig spiller en rolle.


Fra Flemming Mengs bogreol, afsnit 14


Læs også Vejle Bibliotekernes nekrolog-citater her.

Materialer