Inger Christensen jeg bor i en hemmelig drøm

Inger Christensen: jeg bor i en hemmelig drøm

I Inger Christensens hidtil ukendte ungdomsdigte mærker man hendes stærke sans for sproget og den forbundethed med naturen, som går igen i forfatterskabet.

De 70 håndskrevne digte, skrevet til digterens venner mellem 1955 og 1960, er lidt af en litterær sensation, fordi man allerede her ser Inger Christensens enestående talent spire frem. Digtene er skrevet lige før eller i samme periode som digtene i debutsamlingen 'Lys' fra 1962, og der er da også tematiske ligheder. De håndskrevne digte er et stærkt vidnesbyrd om den tidlige udvikling i det største danske lyriske talent fra anden halvdel af det 20. århundrede.

jeg bor i en hemmelig drøm’ er redigeret af forfatterens søn, Peter Borum, og er et perspektivrigt tillæg til storværket 'verden ønsker at se sig selv' fra 2018, der lukker os ind forfatterens værksted; en guldmine af noter, kladder og skitser. Ligeledes er den nye udgivelse ikke et samlet værk, som vi kender fra forfatterskabet, men en række enkelttekster og tekstsuiter samt tegninger fra en forfatter, der er ved at blive til.

Bogen rummer en del tilløb og begyndelser, men det er slående at se med hvilken sproglig sikkerhed, Inger Christensens allerede skriver og hvor stærk hendes naturfølelse allerede var dengang. Både i de håndskrevne og søgende ungdomsdigte om kærlighed som titeldigtet, og i de mere kosmiske digte, der peger på altings sammenhæng, mærker man hendes lydhørhed og særlige fornemmelse for rytme og sprogets musik.

Når ’jeg bor i en hemmelig drøm’ er en vigtig og bemærkelsesværdig udgivelse, er det især fordi, vi allerede ser det, der skal blive den røde tråd i forfatterskabet, nemlig den tætte forbindelse mellem mennesket, sproget og verden. Det er fantastisk at se spor og motiver, som peger frem mod senere digte i forfatterskabet. I digtet "isolation" er der vidunderlige linjer om vores forbundethed med universet, som peger frem mod 'det', og jeg kan næsten høre Pia Raug synge dem: 'Men intet kunne nå os,/imens vi lå i månen./Ingen krig berøre/vores hvide krop. For vi kendte ingen mere/Vi var ved at blive til’.

Bogen rummer også variationer over det samme digt, for eksempel digtet "Støj", og det er nok især kræs for fans som undertegnede at følge de minimale forskelle. Uhyre interessant er en suite af Paul Klee-ekfraser, som viser Inger Christensens tidlige interesse for billedkunst. Bogens bedste digte rummer overraskende åbenbaringer og kredser om den tætte sammenhæng mellem menneske og universet. "Mennesker i sol" er et af de kosmiske digte, der viser de tråde, som forbinder det hele:

Solen kom flyvende ned fra sin himmel./ Luften for lysende op./ Fugle af sne som vingede sjæle/ faldt fra de yderste rum./ Den fugtige morgen åbned’ sin hånd/ Lagde dem ned på den nøgne strand/ og det salte sovende hav./ Og vandet blev frugtbart/ med skum og fisk -/ og stranden dækked’ sit hjerte,/ undselig med græs/ og med tang og en blomst –/ og vi stod og forstod det slet ikke./ For vi er vinterens grænse./ Vi bærer vor viden om død/ gemt i en nerves forgrening./ Vor hjerne er sejren,/ rummet, hvor solen kan dø –/ og vi stod og forstod det slet ikke,/ da solen kom flyvende ned.”

Peter Borum forklarer i sit fremragende forord til bogen, at selv om der ikke er tale om nogen ”tabt digtsamling” fra 50’erne, er det alligevel vigtigt, at digtene udgives: ”De er ikke i stand til at trække noget fra det senere forfatterskab, kun til at lægge noget til kendskabet til dets begyndelse”.

Selv om det er en sensationel udgivelse, vil jeg anbefale at læse selve forfatterskabet, inden man læser 'jeg bor i en hemmelig drøm', da den får endnu større værdi i lyset af det exceptionelle forfatterskab. Det er en fantastisk historie, at disse digte har ligget i over 60 år uden at blive læst. Nu åbner bogen et rum af begyndelser, der kaster et nyt blik på de år, hvor forfatterskabet tog form. Ikke mindst fordi man her kan finde spor, temaer og motiver, der peger frem mod forfatterens mesterlige og originale samlinger, der for længst er blevet klassikere og fortsat inspirerer mange danske digtere.

....


Gå digterruten for Inger Christensen i Vejle

Læs Vejle Biblioteks temaside om Inger Christensen



 

Materialer