Kaspar Colling Nielsen: Frelseren fra Hvidovre
Kaspar Colling Nielsen er én af de nyere danske forfattere. Han har helt sin egen stil, om end han kan siges at færdes lidt i samme boldgade som den meget ældre Svend Aage Madsen. Sidstnævnte kommer fra Aarhus, og Colling Nielsen fra hovedstadsområdet, og de geografiske områder er også markører i deres forfatterskab. De har derudover begge en tilbøjelighed for at skabe parallelle universer, der virker genkendelige for læseren – men alligevel har der været udviklinger, som vi ikke kender til i vort univers.
Kasper Colling Nielsen forsyner derudover ofte sine universer med en form for ”mild dystopi”.
”Frelseren fra Hvidovre” foregår i nutiden. En grasserende Corona-pandemi har tvunget landet i knæ. Samfundet skamrides af forskellige varianter, den ene voldsommere end den anden. Landets statsminister, den mere end 2 meter høje socialdemokrat og tidligere håndboldspiller og Bianca Didriksen forsøger at bekæmpe pandemien. Men som om det ikke er nok, så går Vesuv i udbrud og skaber en askesky, der hyller hele Europa i en nærmest apokalyptisk skumring, hvilket selvfølgelig har dystre konsekvenser for plantevækst, dyreliv og ikke mindst samfundsøkonomi.
En beregning viser, at én mand kan udfrie Danmark og resten af verden: Den forhutlede digter og trafiktæller Allan Thornbom, der bor i en lejet kælderlejlighed i Hvidovre. Han skal blot skrive et digt. Men Thornbom hylder den kunstneriske ret til kun at skrive af indre nødvendighed, han vil ikke lade sig tvinge til at skrive digte. Vi oplever så, hvordan regeringens koordinationsudvalg anført af den høje(!) leder – ikke initierer eller igangsætter, men – puffer til en folkelig udskamning af Thornbom, hvis bolig hurtigt belejres af folk, der råber skældsord og kaster med ting. Langt ind i regeringen synes man, at det er forkasteligt, at digtere som Thornbom mener, at staten skal understøtte dem, og når så staten virkelig har brug for dem, så kan de nægte at medvirke.
Efter mange trakasserier lader Allan Thornbom sig overtale til at skrive et lille digt, og kort efter spredes askeskyen, og Coronaen afløses af en ganske smitsom men meget harmløs variant. Det viser sig derefter, at Thornbom faktisk også kan helbrede ved håndspålægning. På den måde lægger ”Frelseren fra Hvidovre” sig op ad den hellige skrift. Thornbom bliver en ny Kristusskikkelse. Man diskuterer, om han rent faktisk er Guds søn. Og Thornbom har (som Jesus også selv i perioder) ikke ønsket al denne virak. Naturligvis er der folk i regeringen, der mener, at de mange, der flokkes om Thornbom for at blive helbredt i virkeligheden deltager i superspredningsbegivenheder, men samtidig vejer man op mod, at de måske får en mild Coronavariant mod at blive helbredt for meget mere dødelige sygdomme. Til sidst bliver Thornbom for ubekvem for samfundet, men man skal ikke nyde noget af en skyldspådragelse som den, der udløstes ved Jesu korsfæstelse og som måske var ophav til århundreders jødeforfølgelse. Bianca Didriksen finder imidlertid også en løsning på det. Romanen indeholder efterfølgende yderligere en slags ny Kristi Himmelfartsdag.
Der er dybest set tale om en veldrejet samfundssatire, hvor visse tildragelser også i vort univers afsløres og demaskeres.
Thornbom drev i sine yngre år sammen med vennen Bent Jørgensen et lille forlag: ”Kommunalt tilsyn”. ”Frelseren fra Hvidovre” bringer på de sidste sider Bent Jørgensens ”Fordommenes Bog”. Det kunne være titlen på et gammeltestamentligt skrift. Men det er oplistningen af en lang række fordomme, der både er guddommeligt morsomme og dybt fortvivlende, fordi de netop deles af mange almindelige folk og kolporteres rundt til højre og venstre i vor samtid. Fordommene har naturligvis forbindelse til selve romanen, som er velskrevet, underholdende og – fortvivlende – relevant.
Fra Flemming Mengs bogreol, afsnit 15