Portræt af Stephen King
Foto: Amy Guip

The King of horror fylder 75 år

22.09.22
De fleste kender navnet Stephen King, og mange har helt sikkert læst en bog eller to eller set en af de mange film der er blevet lavet over hans romaner og noveller. I anledning af Stephen Kings 75-års fødselsdag i september hylder vi forfatteren med en artikel om hans baggrund med både op – og nedture, som blev definerende for hans forfatterskab.

Stephen King blev født i 1947 i Portland, Maine, hvor han voksede op med sin mor Ruth og sin storebror David efter faderen forlod dem. Stephen var kun 2 år gammel, da det skete, og han har siden fortalt hvor stor en smerte det var for ham at vokse op uden en far, og at han aldrig er kommet sig over følelsen af at blive forladt. Det var ikke nemt for Ruth at være eneforsørger, så Stephen og hans bror voksede op i fattigdom, men det var aldrig noget Stephen lod sig gå på af.

Som barn var King ofte syg, og for at undgå at kede sig, læste han alle de bøger han kunne komme i nærheden af. Mange af de bøger han læste, var horror eller krimi, og når alt andet blev for svært, var bøgerne en anden verden han kunne forsvinde ind i. Film blev ligeledes en af Kings helt store passioner, hvor han var stærkt optaget af strukturen og sproget i filmene samt de special effects der blev brugt. Særligt skrækfilm så King mange af, og selvom han blev skræmt fra vid og sans, elskede han at blive bange og miste al kontrol over sine følelser. Men at se så mange skrækfilm havde sine konsekvenser, og helt normale hverdagsting som edderkopper, ældre børn, klovne, en tidlig død og meget andet begyndte også at skræmme ham – hans egen frygt eskalerede. Som syv-årig skrev King sin første horror historie, og allerede som 14-årig var King overbevist om sit talent og sin fremtidige succes. Han havde også lært at ved at skrive kunne han glemme fysisk og emotionelt ubehag, og at skræmmende fortællinger var yderst populære.

Gennembruddet

I 1966 begyndte King på University of Maine med Engelsk som hovedfag, og det var et sted han befandt sig rigtig godt. Han fik en ugentlig klumme i universitetets avis, han var politisk aktiv og han var respekteret og havde mange gode venner. Men det var også på universitetet at han skulle prøve det der blev hans tro følgesvend i mange år, nemlig stoffer. Det sidste år på universitetet mødte han Tabitha Spruce, og parrets første barn Naomi blev født i 1970. Sidenhen fulgte Joe i 1972 og Owen i 1977. Efter universitetet blev King ansat som lærer, men han havde hjertet et andet sted, og brugte mange timer på at skrive, når han var færdig på skolen. Pengene var små, og de første år at Kings og Tabithas ægteskab var det en kamp bare at få råd til medicin, hvis et af børnene blev syge. Nu og da kom der checks for små historier, som King sendte til forskellige magasiner, og han fik da også udgivet små noveller her og der, men gennembruddet lod vente på sig, og stresset over et job han ikke var glad for, fattigdom og den manglende succes som forfatter gjorde at King drak mere og mere. 

I 1973 blev Carrie solgt til forlaget Doubleday, og King fik et forskud på 2500$. For de penge købte han en ny bil og flyttede i en 4-værelses lejlighed med familien. Da rettighederne til paperbackudgaven af bogen blev solgt fik King 200.000$, og han kunne stoppe som lærer og udelukkende koncentrere sig om at skrive. Det varede heller ikke længe før Hollywood fik øjnene op for King. E debutant der fik så mange penge vakte opsigt, og filmrettighederne til Carrie blev solgt. Inden Carrie overhovedet var udgivet købte Doubleday Salem’s Lot, og King skrev under på en stor kontrakt på flere bøger. Salget af Salem´s Lot var startskuddet til Kings titel som horrorforfatter. Carrie var den første roman King fik udgivet i april 1974. Kings mor døde før den blev udgivet, og det førte til at King begyndte at drikke endnu mere. Salem’s Lot blev udgivet i 1975, og King fik 250.000$ – hans første to bøger havde givet ham næsten en halv million dollars, hvilket var helt uvirkeligt for en ny forfatter.

Misbruget

Bekymringerne om penge var væk, men Steve oplevede et kæmpe raseri indeni, som specielt var rettet mod hans børn. Han havde flere gange lyst til at slå dem, men gjorde det dog aldrig. Et ophold på Stanley Hotel i Estes Park henover Halloween blev inspirationen til The Shining. Her fik Steve utallige idéer, og han begyndte straks at skrive om en lille dreng, der er følsom over for ondskab, og som bor på et hjemsøgt hotel med hans alkoholiske far, der prøver at slå ham ihjel. King vidste at han skrev The Shining for at holde sine voldelige impulser mod sine børn væk, men ikke at han også skrev om sig selv og sit alkoholmisbrug, som var blevet en afgørende del af hans hverdag i midten af 70’erne.

At han har været dybt afhængig af alkohol og stoffer, lægger King ikke skjul på, og hverken kvalitet eller kvantitet af hans bøger blev påvirket af hans misbrug. Nogle af hans bedste bøger blev skrevet i en tåge af alkohol og stoffer, men i dag er han ked af at der er nogle bøger, som han stort set ikke husker at have skrevet fx Cujo. Den sværeste scene i en bog King har skullet skrive var netop i bogen Cujo. Her har en kvinde en affære, og da manden finder ud af det konfronterer han hende. King ønskede ikke at gøre nogle af dem til skurken, og derfor tog det ham to dage at skrive scenen, så læseren også ville sympatisere med kvinden. På det tidspunkt havde han taget kokain og drukket tæt i seks år, og for at kunne skrive hele natten måtte han sniffe mere kokain, hvilket gjorde at han havde vatklumper i begge næsebor, så der ikke skulle dryppe blod ned på hans tøj og skrivemaskinen.

I efteråret 1987 var Kings misbrug fuldstændig eskaleret – han fik adskillige blackouts og var kun ædru tre timer af døgnet. Tabitha havde fået nok. Hun samlede alle beviser på hans misbrug: tomme dåser, kokain, skeer osv. i en spand og tømte det foran King, familie, venner og børnene. Hun gav ham et ultimatum – bliv clean eller jeg forlader dig. King brugte herefter to år på at prøve sig frem med at skære ned i sit forbrug men i 1989 tog han en kold tyrker. 2 uger som han beskriver som ren tortur. Den første periode efter han blev clean oplevede han skriveblokering, men efter et år, begyndte han at skrive mere effektivt og føle sig mere kreativ.

Midten af 90’erne var gyldne år for King. Hans ægteskab var bedre end nogensinde, han var ædru og hans fans elskede ham, men i 1999 blev King ramt af en bil, som kostede ham meget svære skader. Han gennemgik 5 operationer og bare 5 uger efter begyndte han lige så stille at skrive igen. Men det var ikke nemt for King, der havde fået et slemt slag i hovedet, så for at opbygge tolerance skrev han en lille smule mere hver dag. At skrive fik hans liv til at føles normalt under omstændighederne, og kunne holde smerten fra skaderne væk.

I dag holder King sig fra sociale arrangementer og interviews, men skriver stadig. Der er længere mellem hans udgivelser, men kvaliteten er lige så høj som den altid har været, og King har da også vundet flere Audio Awards senest for Anstalten i 2020

Vidste du:

  • At Kings tidlige historier var populære i pornoblade, og han skrev derfor til mange mandemagasiner, så han kunne tjene lidt ekstra.
  • At siden Carrie blev udgivet, er der ingen af hans bøger der har været ude af tryk.
  • At King var utilfreds med filmatiseringen af The Shining. Dette skyldtes valget af Jack Nicholson i rollen som Jack Torrance, som King syntes var for dyster fra start. Det uhyggelige lå netop i at Torrance var en rar familiefar, som ændrede sig til en ren psykopat.
  • At King har skrevet bogen bag filmen The Shawshank Redemption (En verden udenfor), med Morgan Freeman og Tim Robbins i hovedrollerne.
  • At King selv medvirker i mange af hans film og serier i mindre roller, senest i IT del 2 fra 2019 som indehaver af en genbrugsforretning.
  • At King har skrevet en episode til 5. sæson af X-files. Episoden hedder Bunghoney.

Gyseraften om Stephen King på biblioteket

Torsdag den 13. oktober fejrer vi Stephen King med enDet fejrer vi med en gyseraften på Vejle Bibliotek, hvor du både kan blive lidt klogere på forfatteren og gysergenren og se god Stephen King-film.

Vi starter aftenen med et foredrag om Stephen King og gysergenren af lektor og horror-ekspert Mathias Clasen. Efterfølgende viser vi den nok mest kendte filmatisering af en af Stephen Kings romaner. Hvilken film, det er, røbes først til arrangementet...

Læs mere og køb billet til "Gyseraften om Stephen King".

Materialer