Kvindelig detektiv

Kvindelige krimihelte i engelske e-bøger

25.03.21
Den moderne krimiheltinde optræder i mange skikkelser, selvom hun slægter den begavede og elskelige Miss Marple på. Lån de engelske e-bøger på eReolen Global

Krimiheltinden er ikke en stereotyp figur, og hun kan både være modig, intuitiv, usikker, nørdet og handlekraftig. Tendensen i nyere krimier er, at hun ligner en genkendelig kvinde, som må kæmpe med hverdagens op- og nedture ligesom alle os andre. Hun kan endda være i overgangsalderen, smøre madpakker og have kærlighedssorger. Men tag ikke fejl - du finder stadig masser af spænding og gys i disse velskrevne krimier.

En vred heltinde med hedeture

Worst Case Scenario af Helen FitzGerald er en nervepirrende psykologisk thriller krydret med sort humor. 52-årige Mary Shields er involveret i Glasgows værste mordsager som ansat i kriminalforsorgen. Samtidig må hun kæmpe med omorganiseringer på jobbet, hedeture og sin dybe vrede mod verdens stupiditeter. Så Mary får nok og siger op, men meget går galt den sidste måned på jobbet, for hun står med ansvaret for en løsladt morder.

Den ambitiøse heltinde

Lady in the Lake af Laura Lippman er en levende historisk roman om aktuelle temaer som racisme og sexisme. Maddie Schwartz er nyskilt og søger et meningsfuldt liv som journalist i 1960ernes Baltimore. En ung sort kvinde forsvinder sporløst, men politiet og aviserne reagerer med ligegyldighed.  Maddie drives af ambitioner og jager gåden om den forsvundne kvinde. Den velskrevne psykologiske ‘classic noir’ krimi giver et godt indblik i tidens samfund og er baseret på virkelige hændelser.

Den nørdede antiheltinde

Elly Griffiths har fået stor succes med sin serie om arkæologen Ruth Galloway, som jeg synes er en skøn antiheltinde med kant og humor. Ofte er Ruth så optaget af at opklare forbrydelser, er hun kommer for sent for at hente sin børnehavedatter, og forholdet til kriminalinspektør Nelson er kompliceret. I serien er der høje spændingskurver, men man finder ikke udpenslet vold, selvom der sker mord. Jeg får lyst til at besøge det mystiske marskland ved Norfolk, hvor Ruth bor i sit lille hus med sin kat.  
Du kan også låne mange af krimierne med Ruth Galloway som papirbøger, både på dansk og engelsk

 

I listen herunder finder du flere engelske thrillers, historiske krimier og hyggekrimier, til når hjernen trænger til en mental pause. God fornøjelse.

 

Materialer