Ulrik Gräs 80 år

Ulrik Gräs og Vestbyen er to uløseligt forbundne størrelser. I forfatterskabet kredses der bestandigt om den bydel, der former ham, og hvor han bor de første tyve år af sit liv. Det er i fortidens oplevelser fra Vestbyen, at Gräs finder mange af de brikker, som han gør almengyldige i sine imaginære puslespil. Brikker til et persongalleri, som han river løs fra virkeligheden og giver et selvstændigt liv.

Gräs har betragterens og analytikerens rolle; en rolle som han har beskrevet som værende med udgangspunkt i, at omgivelserne egentlig ikke så ham som en fuldgyldig del af bydelens arbejderklasse. Opvokset overfor Arbejdernes Andels Boligforening i den privatejede ejendom Svendsgade 3, hvor faderen Holger er selvstændig erhvervsdrivende, og i øvrigt frimurer sammen med to andre af opgangens beboere, Hauge Jensen og Aage Sørensen, er Gräs placeret på kanten af miljøet. Men måske er det netop derfor, at han har kunnet dreje sit kalejdoskopiske univers på en måde, som går ud over de rammer, der ellers kunne være afstukket.

Biblioteket skal også få stor betydning for hans løbebane. Først personificeret i skolebibliotekaren Harald Stougaard på Nyboesgades Skole, dernæst i den navnkundige børnebibliotekar og oversætter Eleonora Sørensen på Vejle Bibliotek, hvor Gräs allerede som barn sidder og skriver små historier. ”Han var begyndt at samle på ord”, som han selv skriver i Bogens Verden i 1986 (Årg. 68, nr. 8)
Især Eleonora Sørensens kompetente formidling har Gräs flere gange fremhævet som værende årsag til, at han vælger pennen som sit våben.
Ja, han har nærmest beskrevet det som et barnligt kærlighedsforhold fra hans side; et forhold, som dog får et skud for boven i et lettere komisk optrin, da han en dag i afmægtighed over den uforløste situation tager kvindestatuen foran biblioteket på brysterne, og for sent opdager, at Eleonora kigger med bag gardinet.
Gräs vælger journalistikken som sin metier, men han kredser stadig om biblioteket, rent fysisk naturligvis, men også i fantasien. Eleonora dukker således op igen i Loop fra 2016 - og i novellesamlingen Uparfumeret fra 2015 handler novellen ’En kærlighedshistorie’ om en mand, der forelsker sig i den kvindelige medhjælper på det lokale bibliotek.

Sine barnesko udi journalistikken træder Gräs på den for længst hedengangne konservative Vejle Amts Avis i Torvegade. På den diminutive redaktion får han førstehåndsindtryk fra de begivenheder, der senere ville blive transformerede til fiktion i hans værker.  F.eks. pyromanbrandene i Vejle i 1958, der er behandlet flere gange i forfatterskabet, bl.a. i Fatimas hånd fra 1971, i et forsøg på at nå ind til sagens almengyldige kerne: Hvilke omstændigheder, der skaber en pyroman.
Senere er Gräs ansat på Vejle Amts Folkeblad og Kolding Folkeblad, ligesom han en tid er tilknyttet radioens P1.  De første litterære indslag kommer i flere novellesamlinger i 1963, efterfulgt af hans egentlige debut, Mandskabet fra 1965, der indeholder historier skrevet med baggrund i, at han i en kort periode har forladt sit fag og har taget hyre på et skib.

Sit store gennembrud får Gräs med Boulevardparken i 1973, hvor han med stort nærvær skildrer 60’ernes opbrud, bl.a. i kønsrollemønstrene, og de konsekvenser disse opbrud får i et persongalleri fra Vestbyen i Vejle. Temaet omkring ændringerne i kønsrollemønstrene bliver senere fulgt op i Elskere elsk i 1976 og Stammerne i 1978. Men i mellemtiden er tidens politiske turbulenser tilsvarende blevet behandlet i 101 kilometerstenen i 1974, og – med en journalist i hovedrollen – er det også en del af omdrejningspunktet i Stammerne.

Mellemtime fra 1976 har undertitlen ’tre fortællinger fra Vestbyen’ og Jern og krystaller fra 1985 ditto undertitlen ’en fortælling fra Vestbyen’ – hvis nogen skulle være i tvivl.
Men det vil være forkert at tro, at Gräs forfatterskab er fastlåst til bydelen, endsige at fortællingerne udelukkende foregår der. Han skriver af hovedstolen, sit eget udgangspunkt, men former det til universelle beretninger, der kommer ud i en langt større verden, både indholds- og tidsmæssigt.

Som vejlenser er det selvfølgelig ikke svært at genkende persongalleriet; byens spidser i den korpulente borgmester ’Elefanten’ og den karseklippede rigmandssøn ’Buller’ fra tyggegummifabrikken – eller for den sags skyld i den 14-årige ’Pyroman-Freddy’ eller ’Freddy-Tændstik’.
Aller tættest på virkeligheden går Gräs i sit store nationale gennembrud nr.  2, Berusede by fra 2000, hvor han tydeligvis fortæller historien om besættelsestidens borgmester, biografdirektør N.P. Jensen, og dennes deroute efter befrielsen, fordi han på godt og ondt har været på god fod med den tyske bykommandant Biehl.
Men samtidig flyttes der i forfatterskabet bestandigt rundt på tid og sted, eksempelvis når Gräs sætter ’Stille-Mogens’, tjener på Lygten i Vedelsgade i 70’erne, og hans kumpaner i stolene i en 50’er-udgave af frisør Aage Sørensens salon i Svendsgade. Eller når det konservative byrådsmedlem, boghandleren, der også i virkeligheden var en hovedmændene bag borgmesterens fald, må opleve at blive skudt af modstandsbevægelsen!
Hvilket i øvrigt morede Munch-Christensen, der med fornøjelse lod Ulrik præsentere sin roman i boghandelen i Nørregade.

Hvis man skal udpege hovedværket i Ulrik Gräs produktion, så må det være trilogien Lido (2006), Gonggong (2011) og Loop (2016). Med udgangspunkt i tre venner og deres udvikling, får man her en tour de force gennem næsten 30 års danmarkshistorie, fra 1950’erne til 1980’erne. Eller rettere: Ulrik Gräs udgave af samme årtier. Som altid fuldstændigt journalistisk gennemresearchede størrelser, men med fantasien ved magten. Hvilket lige nøjagtig er det, som gør dem til forunderlige størrelser i det litterære landskab. 

Som Ulrik Gräs selv har formuleret det: ”Hold fast ved virkeligheden, samtidig med at du bryder den op og skaber en ny i fiktionen, endnu mere virkelig, farlig og fascinerende”

Tillykke med de firs år.