Cover på Prince 1999

40 år med Prince' album "1999"

30.10.22
Fremtidssikret funk i den lille røde Corvette

Funk, soul, synth pop, dance, r&b og ballader på the Minneapolis sound maner stramt arrangeret, velproduceret og velspillet ud i det ekstreme af den klejne lillaelektriske højhed himself, Prince Rogers Nelson, der på sit femte studiealbum 1999 tager sig af det meste vokalt som musikalsk. Det kom der et smågenialt mesterstykke ud af i dobbeltformat udgivet den 27. oktober 1982.

‘They say, 2000-00, party over
Oops, out of time - So tonight I'm gonna party like it's 1999, Yeah, yeah’, lyder det profetisk og fremtidssikret i den indledende titelsang, der fik generation Reagan ud på dansegulvet i USA to år, før det meste af kloden definitivt måtte overgive sig i 1984 med Purple Rain filmen og lydsporet.

Prince tager sig af guitar, bas, trommer, diverse keyboards og programmeringer og får vokal støttte af blandt Lisa Coleman, Dez Dickerson og Wendy Melvoin fra sit backingband The Revolution. Titelskæringen afløses af Little Red Corvette, Prince første top 10 single hit i karrieren, der er bygget op af et duvende beat, synthesizer klangflader, et fængende sangbart omkvæd og en guitarsolo, der sidder lige i skabet - 80’er pop i Limousine klassen om one night stands lyrisk forklædt som bil metaforer.

Pladens tredje single Delirious er indpakket erotik hen over et svingende og funky rockabilly groove båret frem af en rastløst pulseret basgang. I det keyboard- og trommeprogramdominerede Let's Pretend We're Married bekender Prince ren kulør; han går efter sex i rå mængder og i et offensivt sprogbrug, der burde få enhver censurlysten og bekymret forstadsfrue i det amerikanske bibelbælte til at finde slettelakken frem.

I det knap ti minutter lange og begavet legesyge Automatic viser mr. Nelson, hvor mange musikalske ideer, der kan trækkes af stalden i et og samme nummer, en form for pumpende synth pop på syre. Tjek de isnende vokale skrig i det mystisk klingende og uroligt sitrende Something in the Water (Does Not Compute), der understreger Prince formidable evner som udtryksfuld sanger med et klangregister som fra en fremmed planet.

Så er der den falset- og pianobårne ballade Free, en pop perle som stort set kun Prince var og er i stand til at fremtrylle med klassisk soul- og gospelfornemmelse i afleveringen. En hymne om frihed og åndelig forløsning. Albummets side fire er rendyrket opvisning sat i gang af Lady Cab Driver, hvor Prince håndspiller trommer og tommelfinger bas med et lixtal af funky finter og sprælske synkoper ovenpå en taktfast programmeret bund, så det er vanskeligt for ikke at sige umuligt at sidde stille.

All the Critics Love U in New York er en humoristisk hilsen til parnasset af musikskribenter, der mener at have patent på hvem, der er hot, og hvem der er snot. Prince er afgjort i første kategori, mens bas og trommer sørger for et hypnotisk virkende og smittende beat, kun funkens ypperligste udøvere formår at trække af stalden toppet af hektisk hylende og gnistrende guitarspil, der minder lytteren om, at Prince er lidt af en majestæt på den seksstrengede.

International Lover slutter funk festen på 1999 med en slow soul song og showstopper af format, der sikrede Prince sin første af mange Grammy nomineringer. Prince croooner sig igennem nummeret på lysten lummer vis fra bas- til falsetlejet, der ikke efterlader et eneste stolesæde uberørt, mens det udkårne hunkønsvæsen får hans udelte opmærksomhed.

Hele 1999 endte som en kunstnerisk som kommerciel sejr for Prince med i alt 11 sange fordelt over en samlet spilletid på 70 helstøbte minutter. Albummet er klart et af hans mest suveræne udspil i karrieren rigt på højdepunkter i øvrigt. Det synth- og elektroniskprægede lydbillede kombineret med live indspillede instrumenter blev desuden skoledannende for 80’ernes soul- og popmusik på godt og ondt. Prince viste vejen og kørte sit eget udtryk til stregen; en visionær lydkunstner, der går yderst få af på dusinet.

Materialer