Pink Floyd The Dark Side Of the Moon

50 år med The Dark Side of the Moon

28.02.23
Et mesterstykke om tid, tilværelse og mental kollaps

Et af rockhistoriens absolut væsentligste albums, Pink Floyds The Dark Side of The Moon, har nu rundet de 50 år, siden det efter udgivelsen den 1. marts 1973 satte nye standarder for lyd, lyrisk kompleksitet og musikalsk udførelse. Holder pladen i dag? Ja, er det korte svar.

De perfekt udførte sange om sindets skyggesider, begrebet tid, tilværelsens op- og nedture, vores begær efter penge og destruktive trang til at føre krig har næppe mistet noget i aktualitet. Den Mørke Måne havde en lang rejse på mere end to år bag sig fra det tidspunkt, Roger Waters undfangede en spæd ide om at begå en plade med en konceptuel rammefortælling, der tematiserede det enkelte menneskes og samfundets største svøber, indtil det endelige resultat bjergtog hele verden som en mindre åbenbaring.

I 2013 havde The Dark Side of the Moon passeret et salg på 45 millioner enheder verden over, og albummet befandt sig på Billboards Top 200 liste i det meste af 19 år. The Dark Side of the Moon, der på tekstsiden er stærkt præget af Syd Barretts mentale kollaps, før grundlæggeren af bandet forlod det i 1968, starter og slutter med lyden af hjertebanken. Hver pladeside hænger sammen som en helhed med glidende overgang mellen hver enkelt sang. Speak to Me indleder side 1 og krediteret trommeslageren Nick Mason, selvom keyboardspilleren Richard Wright og bassist og sanger Roger Waters hævder at have bidraget til nummeret.

Denne lydcollage foregriber begivenhedernes gang for hele pladen ved hjælp af hjertebanken, en bid af den ordløse sang på The Great Gig in the Sky, tikkende ure (Time), manisk latter (Brain Damage), ringlende kasseapparat (Money) og helikopterstøj (On The Run). Breathe (In the Air) tager over og forgyldes af David Gilmours altid genkendelige og prægnante guitarspil. Gilmour og Waters stod bag det elektronisk eksperimenterende og futuristisk klingende instrumentalnummer On the Run domineret af en EMS synthesizer (Synthi AKS).

Roger Waters Time sættes effektfuldt i gang af bimlende klokker, larmende vækkeure og Masons rundgange på diverse Rototoms. Ideen var fostret af lydteknikeren Alan Parsons, der senere gjorde karriere i eget navn. Time handler om at tage styring på egen tilværelse og påvirke skæbnen frem for blot at lade stå til. Side 1 slutter med den nær guddommeligt smukke The Great Gig in the Sky sunget ordløst af Clare Torry, så hårene rejser sig. Nummeret bygger på en akkord progression af Richard Wright og blev internt kaldt for ‘The Mortality Sequence’.

Døden er jævnfør titlen omdrejningspunktet formuleret i toner uden ord, og Torry lagde stemme til, fik sin aftalte hyre, men var usikker på, hvor vidt hendes vokal var blevet brugt eller ej. Det fandt hun først ud af efter udgivelsen og lagde sag an for at få andel i nummeret, hvilket blev hende til del i 2005 gennem et frivilligt forlig. Dog skal det nævnes, at der tales hen over sangen ad to omgange, hvor to mennesker giver udtryk for, de ej frygter døden. Side 2 starter med den progressive og bluesfarvede Money i 7/4 og Waters signatur basgang. Kapitalisme og konsum er på dagsordnen, mens sangeren beretter om hang til forbrug, køb af dyre ting og grådighed med en advarsel om, at den slags kan ende i djævelskab.

‘I'm in the high-fidelity first-class traveling set, And I think I need a Lear jet, Money, It's a crime, Share it fairly, but don't take a slice of my pie, Money. So they say, Is the root of all evil today.’ Tenor saxofon soloen udført af Dick Parry og Gilmours guitarekskursioner er af høj høj klasse og stort set pladen værd i sig selv. ‘Money interested me enormously’, har Waters udtalt og indrømmet, at bandets succes med The Dark Side of the Moon gjorde ham til kapitalist. ‘I remember coveting a Bentley like crazy. The only way to get something like that was through rock or the football pools. I very much wanted all that material stuff’, lød forklaringen.

Us and Them med dens jazzlignende harmonier vokser fra en lavmælt og inderlig melodi i versene til et brusende klimaks i omkvædet med det flotte og flerstemmige korarrangement og er melodimæssigt set albummets kompositoriske toppunkt. Wrights oprindelige klaverakkompagnement var tiltænkt hippiefilmen Zabriskie Point (1969), men blev forkastet af dens instruktør Michelangelo Antonioni, der foretrak Pink Floyds langt mere psykedelisk klingende Careful with That Axe, Eugene. Nummeret blev lagt til side og først taget frem igen under arbejdet med The Dark Side of the Moon. Waters skrev teksten, der omhandler krigens meningsløshed og manglende civil courage, når det gælder om at hjælpe folk i nød.

‘The first verse is about going to war, how on the front line we don’t get much chance to communicate with one another, because someone else has decided that we shouldn’t. The second verse is about civil liberties, racism and colour prejudice. The last verse is about passing a tramp in the street and not helping’, har Waters forklaret om Us and Them. Atter et instrumentalnummer, Any Colour You Like, tager over begået af David Gilmour, Richard Wright og Nick Mason tilsat synthesizere, båndsløjfer og syrede guitarlyde. Brain Damage er sammen med Us and Them to af Waters mest velformulerede og virkningsfulde tekster.

Brain Damage rummer linjerne ‘I'll see you on the dark side of the moon’ og ‘And if the band you're in starts playing different tunes’ med adresse til Syd Barrett, hvis eskalerende LSD misbrug førte ham mod vanviddets rand og tabt realitetssans. Barrett præsterede sågar at spille sit eget nummer, mens resten af bandet omkring ham var gået i gang med den forlods aftalte sang. ‘The lunatic is on the grass’, lyder det i åbningslinjen, et tvetydigt og billedskabende statement, albummet byder på nogle stykker af.

Waters står ligeledes for slutskæringen Eclipse, hvis afsluttende vers ‘And all that is now and all that is gone, And all that's to come and everything under the sun is in tune (Everything), But the sun is eclipsed by the moon’, ifølge Waters har reference til solen og månen, mørke og lys, det gode og det onde samt livets kraft i forhold til dødens. ‘I think it's a very simple statement saying that all the good things life can offer are there for us to grasp, but that the influence of some dark force in our natures prevents us from seizing them’, har Roger Waters sagt i et interview.

Det synes besnærende enkelt, men spørgsmålet er vel, om de mørke kræfter definitivt er ved at få overtaget her anno 2023, for nu at spidsvinkle den dystre og misantropiske civilisationskritik med blikket i retning mod Ukraine, som Waters har sit take på, der ikke flugter med majoritetens skarpe fordømmelse af Ruslands invasion. Spørg blot David Gilmours kone Polly Samson, der har kaldt den forhenværende Pink Floyd bassist for ‘Vladimir Putin apologist’ og andet, der er mindst lige så slemt. Det rokker blot ikke en tøddel ved de kvaliteter, The Dark Side of the Moon er i besiddelse af, og den fortjente status, albummet stadig nyder i brede kredse.

Jeg har en 2016 remastering af The Dark Side of the Moon på vinyl stående i samlingen, som vist nok er tilsvarende udgaven fra 2011 dog i et nyt cut og ditto presning, så vidt jeg kan læse mig frem til. Lyden er dog uanset disse teknikaliteter superb, men en vis malkning af vinylmarkedet kan Pink Floyd næppe helt sige sig fri for, hvilket langtfra kun gør sig gældende for 1973 klassikeren. Den 23. marts i år genudgives Den Mørke Måne nok engang og i en 50-års jubilæumsudgave til pebret pris med The Dark Side Of The Moon - Live At Wembley Empire Pool, London, 1974 på vinyl og cd som boksens nok mest interessante tilføjelse for svorne fans, der må eje det hele.

Materialer