Hunky Dory af David Bowie

50 år med David Bowies "Hunky Dory"

17.12.21
Udgivet den 17. december 1971 af RCA Records.

Med sit fjerde album, ‘Hunky Dory', lagde David Bowie for alvor grunden til sin helt enestående kunstneriske som kommercielle karriere i 70’erne, der musisk, lyrisk og visuelt revolutionerede årtiet. Intet mindre kan gøre det. Omkring 1970-71 kæmpede han hårdt for at finde fodfæste på den internationale rockscene. Langtfra alle så den gang nogen åbenbaring i Bowie, der på skeptikerne virkede som en freak og langhåret prettyboy iklædt kjole og andet særegen kluns.

Bowie vakte en vis opmærksomhed med det hårde og metallisk klingende ‘The Man Who Sold The World’ i slutningen af 1970 produceret af Tony Visconti, der også spillede bas i hans band og på pladen. Bowie valgte i 1971 at sætte den fornødne tid af til at skrive nye sange og skiftede Visconti ud med bassisten Trevor Bolder, der sammen med guitaristen Mick Ronson og Mick Woodmansey bag trommerne kom til at udgøre kernen på ‘Hunky Dory’ og i det senere Spiders From Mars, da David Bowie blev til Ziggy Stardust. En del af numrene fra den periode skrev Bowie parallelt med materialet til ‘Hunky Dory'.

Sekunderet af den erfarne og fingernemme supertekniker Ken Scott som co.-producer, der siden midt 60’erne havde arbejdet ved pulten med navne som The Beatles, Jeff Beck, Procol Harum, George Harrison og John Lennon, gik Bowie sommeren 1971 frisk til sagen i Trident studiet i London. Scott skulle bevise sit værd som producer, og Bowie satsede definitivt på at manifestere sit eget poetiske univers og samtidig ryste de uomgængelige melodier og hits ud af ærmet, der lurede inderst inde. Missionen lykkedes og mere til.

Arbejdsprocessen skiftede retning mod det akustiske og klaverprægede lydbillede med plads til overraskende akkordgange og fiffige taktart skift sammenlignet med den mere bastante og elektrisk guitardominerede forgænger. Bowie betrådte nye poprock og art pop stier på det 11 numre lange album med lutter originale kompositioner fraset ‘Fill Your Heart’ begået af Biff Rose and Paul Williams. I åbningsskæringen ‘Changes’ kredser Bowie om forandringer på det personlige og professionelle plan - tiden kan forandre dig, men du kan i stedet vælge at flyde mod tidens strømninger og skabe nyt momentum. Netop det evnede Bowie som de færreste.

‘Changes’ rangerer blandt de bedste Bowie sange med maestro i vokal topform tilsat lettere skævt saxofonspil og Rick Wakemans prægnante klaverfigurer. Dernæst følger den skamløst iørefaldende ‘Oh You Pretty Things’, som Bowie i første omgang overlod til den tidligere Herman’s Hermits forsanger Peter Noone, der udgav sin version som debutsingle, men Bowie har senere givet udtryk for, at Noone næppe fuldt ud forstod sangens lyriske univers med referencer til Nietzsches übermensch filosofi og Alastair Crowleys okkulte verdensrum. Giv plads til The Homo Superiors, mens mareridtet venter forude, lød de ildevarslende tekstlinjer.

Okkultismen og supermenneske tankegangen går lyrisk igen på ‘Quicksand’ tilføjet en snert buddhisme i en af Bowies smukkeste melodier overhovedet forædlet af Wakemans virtuose pianolinjer og Mick Ronsons stryger arrangement. Ronson fungerede som Bowies højre hånd på det overordnede musikalske plan med flair for fængende guitar riffs og nodekyndigt overblik, når der skulle lægges orkestrale passager oveni. Ronsons gehør for den slags opgaver var usvigelig sikkert. Hvilket es at råde over i sin gruppe.

Lyt blot til hans hvirvlende violiner og celloer i slutstykket af det majestætisk opbyggede ‘Life on Mars?’, hvor Bowie synger med et register og en teatralsk udtrykskraft, der er direkte gåsehudsfremkaldende. Spiders drengene performer perfekt, og Wakeman, der senere blev en del af progrock formationen Yes, har sjældent lydt bedre foran de sort/hvide tangenter. Så er der lige den charmerende ‘Kooks’ tilegnet den nyfødte søn Duncan, arbejdsnarkomanen Bowie ikke havde megen tid til, hvilket han senere fortrød.

Ovenpå ‘The Man Who Sold The World’ lp’en rejste Bowie rundt i USA for at give koncerter og promovere sangene. Turene gav ham inspiration til at hylde Andy Warhol, Bob Dylan, Velvet Underground og navnlig Lou Reed. ‘Andy Warhol’ med de sære elektroniske lyde og Bowies forklaring på, hvordan Warhol skulle udtales korrekt, vakte ikke jubel hos pop-art kunstneren over dem alle. Under et besøg i The Factory, hvor Bowie opførte den med akustisk guitar, udvandrede Warhol demonstrativt uden at sige et ord.

‘Song for Bob Dylan’ er nok for tvetydig til at være en ren hyldest, men beskrivelsen af Dylans stemme som sandpapir, der giver hans sange en unik karakter, må betragtes som positivt ment. ‘Queen Bitch’ med Ronson i rollen som glam- og punkrockenergisk indpisker lyder stilistisk set som et nummer, Lou Reed og Velvet Undergrund godt kunne have haft på repertoiret. Ydermere peger ‘Queen Bitch’ i klar retning af Ziggy Stardust tiden fra 1972-73 og afgjort det mest rockede på ‘Hunky Dory’. Albummets finale ‘The Bewlay Brothers’ er tekstmæssigt en af Bowies sværest tilgængelige. Den er blevet fortolket som omhandlende Bowies halvbror Terry Burns, der led af diverse psykiske diagnoser, hvilket ophavsmanden har medgivet ikke er en helt forkert vinkling. Men den særegent lydende sang kunne ligeledes handle om så meget andet eksempelvis en tobaksforretning af samme navn, der lå i nærheden af Trident studiet.

‘Hunky Dory’, engelsk udtryk for, alt er ok, solgte mindre prangende ved udgivelsen, men blev senere trukket op i de højere hitlisteluftlag af ‘The Rise and Fall of Ziggy Stardust and The Spiders from Mars’, der udkom i midten af juni 1972 og gjorde Bowie til en Messias-lignende superstar med androgynt look og provokerende sceneshow. ‘Hunky Dory’ har opnået status af essentielt mesterværk, der ligger lunt placeret på diverse lister over bedste albums gennem tiden. Det er også fuldt fortjent og berettiget.

Den søgende Robert Jones blev på ‘Hunky Dory’ til mediet og artisten David Bowie, der fandt og udforskede klangen af sin egen distinkte stemme. Ydermere åbnede han for de kreative sluser til kernen af sin egentlige eksistens, der gav plads til at være den unikke og anderledes person og persona, han på godt og ondt ønskede at være uanset valg af musikgenre, frisure og tøjstil. En alien med zeitgeist, en Thin White Duke mellem destruktion og konstruktion. ‘Hunky Dory’ blev vejviseren og rejsens start From Station to Station. Tillykke med de 50 til en af rockhistoriens væsentligste udgivelser, der med stor sandsynlighed holder fanen højt mod de hundrede og vokser i styrke for hvert lyt.
 

Materialer