Cover til Exile on main street

50 år med The Rolling Stones' "Exile on Main Street"

12.05.22
Sydfransk skattely Blues

Exile On Main St., der i dag runder de 50, blev udgivet på bandets eget pladeselskab Rolling Stones Records den 12. maj 1972. Dobbeltalbummet er et kludetæppe af ældre ikke brugte numre, skitser og løse idéer kædet sammen under ekstreme forhold i begyndelsen af indspilningsprocessen, der foregik i kælderen i Keith Richards villa Nellcôte i Villefranche-sur-Mer nær Nice i Sydfrankrig. Stones var på daværende tidspunkt i eksil fra det engelske skattevæsen og i forhold til hinanden.

De natlige sessions bar præg af ustabil mødedisciplin, strømudfald, timevis af spildt tid, og at værten selv tog rigeligt for sig af heroinen lige som mange af hans udflippede junkievenner, der hang ud i villaen, indtil det franske politi truede med at rydde hytten og arrestere folk, hvis ikke det stoppede. En aften blev der stjålet dyre guitarer og diverse andre ting fra villaen, mens det stenede sammenrend døsede hen foran tv’et i stuen.

Der blev arbejdet videre på grundbåndene fra kælderen i et studie i Los Angeles, hvor Mick Jagger tog kontrol over begivenhederne, fik skrevet flere sange, hyret klassemusikere som Dr. John, Billy Preston og nogle af byens skrappeste korsangere ind. Pladens krediterede producer Jimmy Miller, der flød lige rigeligt med strømmen i det sydfranske, tog sig dog sammen til at spille trommer og slagtøj på flere af numrene, men for bandets tilstand generelt, blev det en gevinst, at Jaggers organisatoriske greb om tingene kom i spil, nu der gik (u)lovlig meget blues’n’booze i den.

Det færdige album er en sammenkogt ret med ingredienser af energiladet riffrock, blues, soul, gospel, lidt country og de obligatoriske ballader. Bassisten Bill Wyman brød sig ikke om atmosfæren i villaen, bookede et hotelværelse et stykke fra villaen, hvor han opholdt sig en stor del af tiden og er derfor kun med på cirka halvdelen af numrene. Den fine guitarist Mick Taylor viste atter sit talent med sliderøret, hjalp til som bassist i Wymans fravær og forsøgte at få indflydelse på sangskrivningsdelen uden det store held.

Jagger/Richards er på nær enkelte undtagelser totaldominerende på det område. Masser af rock og rul med bundtræk i rytmesektionen: Rocks Off, Tumbling Dice, Happy med Keith Richards på vokal, All Down The Line og Soul Survivor. Klar soul- og gospelpåvirkning i sange som Shine A Light, Let It Loose og Loving Cup. I forhold til de mange prøvelser undervejs er det et mirakel, at Exile On Main St. endte som et album i puljen med de allerbedste.

De mest slidstærke sange fra Stones' såkaldte gyldne periode 1968-72 har været på repertoiret under samtlige turnéer lige siden. Denne skribent oplevede Stones på deres Urban Jungle Tour i Niedersachsen Stadion i Hannover den 23. maj 1990 og igen i Parken otte år senere som led i Bridges To Babylon turneen. Nøjagtig samme mønster, og det er jo til syvende og sidst disse højdepunkter, som de efterhånden aldrende og trofaste fans betaler dyrt for at komme ind at se og høre.

Det gælder sikkert ligeledes for den kommende og annoncerede 60 års jubilæumsturné i Europa, der starter den 1. juni og varer frem til den 31. juli. Danmark er ikke med i denne omgang, fans herhjemme må rejse til Stockholm som noget af det nærmeste. Men tilbage til fortiden, for historien om Exile on Main er ikke helt færdig endnu.

Med Plundered My Soul som forløber dukkede der medio april 2010 ‘nyt’ materiale op fra de britiske seniorrockere med den evigt struttende og hoftevrikkende Sir Mick Jagger i front. Nummeret er er remixet outtake fra Exile on Main St. og et særdeles habilt af slagsen fra The Glimmer Twins, der sagtnes kunne have passet ind på den originale trackliste.

Flere ikke tidligere offentliggjorte sange fra samme kilde fulgte med det oprindelige album, der blev genlanceret i ny forpakning kort tid efter udgivelsen af Plundered My Soul, og jeg savner indrømmer stadig Mick Taylors yderst kompetente spil her i maj 2022, mens hele hurlumhejet lyttes igennem i anledning af jubilæet.

Der er i alt tale om otte outtakes samt alternative versioner af to sangene fra det oprindelige album, så der blev noget at glæde sig til for Stones fans og andre tilhængere af sand rock og rul. Bandet må have haft lidt af et luksusproblem midt i al kaos under udvælgelsesproceduren, når så helstøbte sange på nær et par smuttere ikke har kunnet få plads på Exile…. Pass The Wine (Sophia Loren) gynger på funky vis, den flotte ballade Following The River tager stikkene hjem med Jagger i topform, mens Dancing in the Light og Divine (Aladdin Story) er arketypisk Stones i midt tempo lejet.

Til gengæld stikker det helt af for dem i Good Time Women, der ender tæt på dobbelt så hurtig, som den starter. Den slags sjask kunne lytteren have været foruden sammen med den larmende Title 5. Til gengæld er de to alternative udgaver af Loving Cup og Soul Survivor interessante som ’work in progress’. Sidstnævnte synges af en snøvlende og svært forståelig Keith Richards, der ikke lyder helt appelsinfri. Riffet sidder dog, hvor det skal, men Jaggers vokal er klart at foretrække fra den officielle version.

Tillykke på dagen til Exile on Main St., der har fået mange superlativer påhæftet, som årene er gået, hvorimod Mick Jagger er betydelig mere forbeholden og finder pladen rodet og dårlig mixet. Der er jo som oftest plads til forbedringer, men dobbeltsættet fra 1972 har nu sine stjernestunder, der ud over de allerede nævnte tæller ‘Sweet Virginia, Ventilator Blues, Stop Breaking Down og Torn and Frayed. Med en sådan stribe kan det jo ikke stå helt skift til endda.

Materialer