Cover på Sebastians Den store flugt

50 år med Sebastians "Den store flugt"

17.10.22
Det store gennembrud

Den 17. oktober 1972 udkom Sebastians andet album efter Lossepladsen bløder EP’en og den engelsksprogede LP The Goddess, begge 1971. Den store flugt blev Sebastians dansksprogede gennembrud fraset et engelsk nummer, Status Quo. Pladen er produceret af Sebastian i Rosenberg-studiet og indeholder signatursangene Når lyset bryder frem, Hvis du tror du er noget og Rose.

Den store flugt var oprindelig planlagt til at udkomme på det nystartede selskab Forårstegn, men det lykkedes ikke at skaffe den nødvendige kapital trods forsøg via en støttekoncert i Odd Fellow Palæet, der beklageligvis røg i røde tal på bundlinjen. Sebastian skrev i stedet kontrakt med en stor spiller på markedet, EMI, der udgav albummet på deres underselskab Harvest stiftet i 1969.

Der lægges ud i fornem stil med Når lyset bryder frem, Sebastian når han er allermest nærværende musikalsk som lyrisk. En født klassiker i dansk musik. Der følges op med den akustisk guitarbårne Lidt for lidt og den mere jazzrockede Da verden skreg, hvor Knud Bjørnø lader tenorsaxen tale, og Alex Riel skubber de rette steder med sit dynamisk sprælske spil.

Den gamles drøm er troubaduren Sebastian i sit fortællermæssige es. Side A slutter med den flot svungne ballade Status Quo, der virker lidt som et fremmedlegeme på udgivelsen med det øvrige materiale på dansk. Side B sættes i gang af klassiskfarvet klaverspil som optakt til Hvis du tror du er noget, hvor Sebastian hen over en stram boogiebund i musikken beretter om en kvindes trængsler i det såkaldte velfærdsstat, mens hun samtidig går til grunde socialt, psykisk og jobmæssigt i et mandsdomineret samfund. Kras politisk socialrealisme på elegante rim.

Der er drive i de akustiske guitarer i Hvor går du hen, før Rose sætter en tyk tuschstreg under Sebastians mesterlige evner som melodimager med det poetiske omkvæd ‘Rose står og ser på - Vi reder din seng - Dit vinterhi - Men Rose sir ikke et ord - Hun har så travlt - for hun er fri’. Hertil skal føjes den knap syv minutter lange titelsang, der vokser og vokser mod et nær brusende og berusende klimaks, før det hele når sin konklusion med et halvt minut langt citat fra åbningsskæringen.

En ring sluttes på Sebastians andet album, der i ord og toner for alvor satte ham på Danmarkskortet, hvor det snart skulle vise sig, han var kommet for at blive. Stilistisk pendler Den store flugt mellem rock, pop, folk-rock og Singer-songwriter udtrykket tilsat en lille anelse jazz. Musikerlisten tæller ud over de allerede nævnte blandt andet Paul Banks (ak. guitar, banjo, slide-guitar), Peter Ingemann (bas, violin), Andrew John og Claus Hagen Petersen (klaver). Hertil skal lægges tre kvindelige og to mandlige korsangere.

På Den store flugt grundlagde Sebastian den musikalske og lyriske formel, der op gennem 70’erne og starten af 80’erne gjorde ham til en af de allerstørste og væsentligste navne herhjemme bevæbnet med et sangkatalog nærmest uden sidestykke i dansk sammenhæng.

I 2002 og 2012 blev albummet genudgivet i en henholdsvis 30 og 40 års jubilæumsversion indeholdende otte ikke tidligere udsendte sange samt en alternativ udgave af Rose. Sandelig om ikke Den Store Flugt er annonceret til snart at udkomme i en 50 års jubilæumsudgave i forbedret lydkvalitet plus tilføjet diverse demoer som dobbelt cd og ditto vinyl.

Det er gode tider for svorne Sebastian fans, der fra slutningen af denne måned og året ud har mulighed for at opleve ham på Trubadurens aften solo turné rundt omkring i landet. Mon ikke Den store flugt er repræsenteret i sætlisten? Det vil absolut være på sin plads.

Materialer