Taylor Hawkins - uddrag fra Foo Fighters Echoes, Silence, Patience & Grace-albummet

Another one bites the dust – Taylor Hawkins 1972-2022

Det var lige før man rent fysisk kunne mærke det suk, der gik gennem rockverdenen, da den triste meddelelse om Taylor Hawkins ubetimelige død løb ind fra nyhedsbureauerne søndag.

Det var ikke kun et slag for Hawkins band Foo Fighters, der dermed mistede deres højt skattede ven og kammerat, og det var ikke kun et slag på den store gong for alle ’drum aficiondos’, der måtte slippe en af genrens bedste trommelagere – det var bogstaveligt talt endnu et uvelkomment søm i ligkisten for en verden af rockmusikere, hvor døden er blevet en næsten månedlig foreteelse, nu hvor alle de gamle helte fylder 80 på stribe.
Denne gang igen-igen som en ubehagelig påmindelse om, at det trods det alderstegne kontingent ikke nødvendigvis kun er ’the old boys’, der står for fald, men at også de midaldrende stadig lever på kanten, når de har valgt et liv i ”sex, drugs and rock’n’roll”.
Taylor Hawkins var netop fyldt 50 den 17. februar.

Der er trommeslagere i store bands, og så er der bands med store trommeslagere. Den sidste kategori med den type trommeslager, der har givet sig tid til uddanne sig ved at studere alle sine store forgængere, derefter vælge og fravælge deres indflydelse, og ikke mindst forstå nuancerne og hvordan man kan anvende dem i sit eget spil. Den type trommeslager er i stand til at løfte musikken ud over et publikums kærlighed til en stribe sange og overskride sin rolle som ”ham-fyren-omme-bagved”, og dette er en af livsnerverne i rockens videre eksistens. For det er sådanne spillere, der trækker andre trommeslagere til musikken, og som kan inspirere en hel generation af nye trommeslagere undervejs.

Hawkins var en af disse inspiratorer, der fra starten ramte stortrommen hårdt i en verden af trommeslageres trommeslagere, og hjalp med at genetablere kunsten med store grooves and interessant spil. Som barn af 70’erne og teenager i 80’erne havde han suget alt det til sig, som var kommet forud af klassisk rockmusik: Fra John Bonhams power, Neil Pearls teknik, Stewart Copelands kompleksitet, Alex Van Halen og Tommy Lees showmanship og Roger Taylors hooks. Men han så sig ikke blot over skulderen. Med bopæl i Californien fra en alder af fire, var han på første hånd til at opleve nogle af de mest spændende artsfæller live: Steven Adler fra Aerosmith, Chad Smith i Red Hot Chili Peppers og ikke mindst Stephen Perkins i Jane’s Addiction. Alle smed de det tunge jern i Taylor Hawkins smeltedigel af rock.
Men det, der så blev hældt ud af smeltedigelen, var ikke den typiske heavy metal-trommeslager. Hawkins havde, trods sin ungdoms dyrkelse af de tunge California-drenge, eksempelvis en stor veneration for de britiske ikoner. Han spillede på et Gretsch trommesæt, med tom-tommer, qua sin kærlighed til Phil Collins; han dyrkede sin forkærlighed for The Police i fritidsbandet The Police Experience / The Cops; han var ved Foo Fighters-koncerterne flere gange fremme i front for at synge Queen-klassikere som ’Somebody To Love’ og ’Under Pressure’.
En anden ting, der nok er værd at bemærke er, at Hawkins, på et tidspunkt, hvor loops og samples, elektroniske triggere til trommer og endda DJ's sivede deres gimmicks ind i rockmusikken, holdt sine trommer i Foo Fighters rene for den slags - i hvert fald i en live-sammenhæng. Hans dedikation viste, at rock 'n' roll stadig kan trives i sin mest blottede præsentation.

Taylor Hawkins startede med at røre tønderne i det lokale Orange County-band Sylvia og fik derefter jobbet som trommeslager for den canadiske rocksanger Sass Jordan. Han turnerede i Europa og Nordamerika med hendes band, og det var ved turens sidste koncert i Hollywood, at Alanis Morrissette var til stede og fik øjnene op for to talenter: Hawkins og bandets guitarist, engelske Nick Lashley.
Hawkins spillede derefter i Morrissettes band fra 1995 til 1997 (Lashley blev til 2002), og udover en omfattende turnévirksomhed (’Jagged Little Pill’-turnéen og ’Can't Not’-turnéen), medvirkede han i talrige musikvideoer, på skiverne ’One by ’ og ’In Your Honor’ og på hit singler som ’Best of Yo’.

Det lå derfor ikke lige for, at Hawkins i 1997 skulle have lyst til at forlade en af verdens på det tidspunkt største kunstnere. Og da slet ikke til et band, hvor chefen tilfældigvis også have opnået ikon-status ved selv at være trommeslager i et band som Nirvana. Det kræver selvsagt ikke megen fantasi at forestille sig, at der skal en vis portion selvtillid til, for at føle sig god nok, til at føle sig udset til en rolle af en anden, verdensberømt trommeslager: Dave Grohl.
Men ikke desto mindre blev det så historien. Morrissettes band og Foo Fighters havde haft fælles engagementer ved nogle af de store, amerikanske festivaler, og Taylor Hawkins og Grohl havde uvilkårligt bonded. Med vanlig esoterisk finfølelse så Morrissette det komme: Hun forudsagde, at Hawkins kom med i Foo Fighters; en replik Hawkins kun kunne grine af.

Chancen kom, da Grohls perfektionisme førte til et sammenstød med bandets daværende trommeslager, William Goldsmith. Goldsmith følte sig ikke lige tjent med, at Grohl, i forbindelse med indspilningen af Foo Figters-albummet ’The Colour And The Shape’, lod ham lave 96 takes på ét nummer og seksten timers takes på det næste – hvorefter Grohl overdubbede det hele med sit eget trommespil. Så var det ud af vagten.
Man må jo dertil sige, at har man fulgt lidt med i Grohls gøren og laden i de sidste mange år, så kan den slags vist ikke komme som nogen overraskelse. Men tilsyneladende skræmte det ikke Hawkins, der sagde ja til jobskiftet. Grohl viste sig i anledningen også så tilpas ydmyg, at han spurgte Hawkins, om han ”kendte nogen”, som han ville anbefale til trommestolen. Hawkins pegede på sig selv.

Havde verden ikke kendt Taylor Hawkins før dette, så blev det nu alvor.
Foo Fighters havde allerede færdigjort ’The Colour And The Shape’-albummet med Grohl ved trommerne, men det blev Hawkins, der spillede på turnéen og alle de efterfølgende ditto. Hans album-debut blev på ’Theres Nothing Left To Lose’ i 1999 og den efterfølgende perlerække: ’One By One’ (2002), ’Everywhere But Home’ (2003), ’In Your Honor’ (2005), ’Skin And Bones’ (2006), osv., osv.
Taylor Hawkins kom også til at levere kompositioner til bandet, ligesom han både sang solo og duet med Grohl, både på pladerne og live, og spillede keys. Der blev også tid til diverse fritidsbands og sideløbende orkestre (Chevy Metal, Taylor Hawkins and The Coattail Riders, The Birds of Satan, Dee Gees (gæt selv, hvad det var!), og ikke mindst NHC (Navarro, Hawkins, og Chaney) sammen med med Dave Navarro and Chris Chaney), ligesom han var gæst på plader med Brian May, Slash, Rush, Jane’s Addiction, Pink, Miley Cyrus, Elton John … you name it!
Taylor Hawkins i 2005 blev kåret til “Best Rock Drummer” i den engelske magasin Rhythm. I 2021 blev han optaget i Rock and Roll Hall of Fame sammen med Foo Fighters.

Hawkins sidste optræden med Foo Fighters blev sidste års Lollapalooza festival. Bandet skulle have optrådt i fredags på Estéreo Picnic-festivallen i Bogotá i Columbia.
Men inden da - og som så mange andre før ham - faldt Hawkins i Colombia som offer for sit ekstensive narkotikaforbrug. Det havde allerede været ved at koste ham livet i 2001, hvor han under et besøg i London lå to uger i koma efter at have taget en overdosis heroin. Denne gang gik det galt. Efter at han havde klaget over brystsmerter på sit hotelværelse, blev der tilkaldt en ambulance, hvilket desværre var for sent til at redde hans liv. De efterfølgende toksologiske test viste, at han havde ti forskellige narkotiske substanser i blodet.
Taylor Hawkins efterlader sig sin kone, Alison, og tre børn. Ære være hans minde.

Materialer