Carl Nielsen for begyndere
Carl Nielsen er (bortset fra Buxtehude) den eneste danske komponist, som er ordentlig kendt i udlandet. Og den musik, han er berømt for ude i verden, er de store orkesterværker. De seks symfonier og de tre koncerter. Her i Danmark er det en anden side af Nielsen, der er kendt og elsket, nemlig hans sange - enkle melodier til danske digteres ord. Han er en komponist, der spænder vidt. I hans udtryk finder vi både det voldsomme og det inderlige, det tidstypiske og det tidløse.
Carl Nielsen blev født i 1865 i et fattigt daglejerhjem ved Nørre Lyndelse syd for Odense. Faderen var maler og landsbymusikant. Da Carl tidligt viste musikalske evner, fik han sin egen violin og fulgte med, når faderen skulle ud og spille til bryllup og andre gilder. Disse indtryk af folkelig dansemusik satte sig i drengen og kom til at præge hans kompositioner som voksen, ikke mindst sangene.
Fjorten år gammel blev han optaget som militærmusiker i Odense. De fleste kender billedet af den lille Carl i uniform, bevæbnet med signalhorn og altbasun. Under tiden i Odense begyndte han at komponere, og i 1884 rejste han til København, hvor han havde fået friplads på musikkonservatoriet. Efter eksamen blev han ansat som violinist i Tivoli Symfoniorkester. Her debuterede han offentligt som komponist med opus 1, Lille suite for strygere, en sensommeraften i 1888. En måned senere dirigerede han selv værket ved en koncert på rådhuset.
Hermed var den unge mand ankommet på scenen både som komponist og dirigent, og resten af livet sad han på centrale poster i dansk musik. Violinist i Det Kongelige Kapel. Kapelmester ved Det Kongelige Teater. Dirigent i Musikforeningen i København. Direktør for Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Og allerede som 36-årig kom han på finansloven.
Nielsens karriere som dirigent var lige så vakkelvorn som hans ægteskab. Det var som komponist, han fejrede sine store succeser, og selv her gik populariteten op og ned. Det skyldtes, at
Nielsen ofte var for moderne for sin samtid. Han var en verdensmand, som på rejser i Europa holdt sig a jour med, hvad der skete af nyt i kunsten. Han mødtes med Schönberg, Bartók og Stravinskij. Han interesserede sig for symbolismen og for det moderne gennembrud, der bl.a. omfattede fynbomalerne og digtere som Aakjær og Johannes V. Jensen.
Allerede i den 1. symfoni fra 1894 eksperimenteres der med harmoni og modulation, og som årene går, bliver Nielsen stadig mere eventyrlysten. Da 5. symfoni opføres i Stockholm i 1924 forlader en del af publikum salen, mens andre prøver at få orkestret til at dæmpe sig. Året efter følger den 6. og sidste symfoni, og den er for alvor svær at kapere. Et gådefuldt og ironisk værk. Eller som en anmelder skriver: Nielsen er blevet en ”kras modernist”.
Det skal dog siges, at alle symfonierne hurtigt blev anerkendt som mesterværker, og de er nu en fast del af det internationale repertoire og den danske kulturarv.
Carl Nielsen skrev i alle genrer. Koncerter, kammermusik, symfoniske digte, klaverstykker, scenemusik, korværker, to operaer - og så alle de folkelige sange, der gik rent ind: ”Jeg ved en lærkerede”, ”Solen er så rød, mor”, ”Jens Vejmand”, ”Se dig ud en sommerdag” og mange flere. I det følgende ser vi på nogle af højdepunkterne i hans produktion.