Komponisten og dirigenten John Williams. Chris Devers, CC BY-SA 2.0, via Wikimedia Commons
Chris Devers, CC BY-SA 2.0, via Wikimedia Commons

Filmens ukronede konge

09.02.22
John Williams 90 år

Tal og statistikker fortæller ofte deres, også når det gælder filmkomponisten, dirigenten og pianisten John Towner Williams, født den 8. februar 1932 i New York City. De iørefaldende og altid genkendelige temaer og filmscores har indbragt ham imponerende 52 Oscar nomineringer (fem vundne), 25 Grammy Awards, syv BAFTA priser og fire Golden Globe trofæer plus diverse øvrige priser og hædersbevisninger. At lave en samlet beskrivelse af Williams aktiviteter i en karriere, der har strakt sig over godt 70 år, er nær umuligt, så her nøjes der med punktvise overflyvninger.

Williams tilhører fagets absolutte elite og feteres på niveau med de instruktørkoryfæer, har har arbejdet for gennem årtier. John Williams er uddannet fra University of California samt Juilliard School of Music. Han startede oprindeligt som jazzpianist, indspillede i eget navn og var arrangør for blandt andre Mel Tormé, Carmen McRae, André Previn og Henry Mancini. Derefter skrev han musik for tv fra midten af 50’ere og for film siden starten af 60’erne i vidt forskellige stilarter. 1971 vandt Williams sin første Oscar for arrangementerne til ‘Spillemand på en tagryg’ instrueret af Norman Jewison.

Med Steven Spielbergs ‘Sugerland Express’ (1974) indledtes et af filmhistoriens længste instruktør-komponist samarbejder, der med et par undtagelser har strakt sig frem til i dag. Williams blev hovedarkitekten bag den klassiske filmmusiks renæssance i 70’erne, og hans scores er med deres voluminøse klang skræddersyet til helteskikkelser på lærredet. Derfor næppe overraskende, at Richard Donner valgte ham til ‘Superman’ (1978), og at de andre instruktører til de følgende film i serien om den flyvende muskelmand gjorde det samme. Williams storslåede orkesterlyd egner sig ligeledes til fantasygenren, hvilket underlægningen til de første filmversioner af Harry Potter-bøgerne er gode eksempler på.

Oliver Stones' visuelle og kontroversielle historieskrivning fik nye sider frem i Williams. ‘Født den 4. juli’ (1989) viser komponisten fra en mere afdæmpet side med et score præget af melankolsk strygerklang og en vemodig trompetsolo stemme spillet af stjernesolisten Tim Morrison fra The Boston Pops Orchestra. Den samme alvorlige tone genfinder man i den mere end tre timer lange udredning om mordet på Kennedy i ‘JFK’ (1991) og i biografien om den Watergate vanærede præsident Nixon i ‘Nixon’ (1995).

Den verdenskendte filmkomponist har siden 80’erne været dirigent for The Boston Pops Orchestra og ledsaget det på turnéer kloden rundt. Desuden har han skrevet moderne klassisk musik, symfonier, en cellokoncert opført 1994 af YoYo Ma samt koncerter for fløjte og violin, klarinet, tuba og trompet. Ydermere har han komponeret temaer til OL-sommerlegene i 1984, 1988 og 1996 plus vinterlegene i 2002. Bedst huskes Williams stadig for parløbet med George Lucas og ikke mindst Steven Spielberg. Her nogle highlights fra disse på alle planer gyldne perioder for både dem og filmindustrien.

Når krisen kradser, er biografen med dens mulighed for at blæse billederne, lyden og musikken op i kæmpeformat og ditto decibeltal et yndet tilflugtssted, hvor man kan dyrke et univers befolket af skurke og helte samt handlingsmættede fortællinger. Det samme mønster gjorde sig gældende under Hollywoods gyldne periode og gentog sig fra 70’erne og frem til vor tid med de tre ‘Star Wars’ trilogier. Som instruktører og producenter har Steven Spielberg og George Lucas været med til at forny de klassiske genrefilm fyldt med action, specielle effekter og rørende historier. Bortset fra enkelte markante undtagelser har de fastholdt den linje. De i alt ni episoder af ‘Star Wars’ sagaen heraf de seneste tre fra 2015-19, der dog ikke er instrueret af Lucas, men skabt på licens med hans tilladelse, har gjort Lucas til en af de mest indtjenende filmskabere i historien. Musikken til samtlige ‘Star Wars’ bærer Williams signatur.

Stjernekrig-føljetonerne handler om kærlighed, venskab, forræderi og demokrati versus diktatur. De er befolket af fantasifulde væsener i alle afskygninger. Lucas besluttede tidligt i processen, at musikken skulle indeholde noget af den storhed og atmosfære kendetegnende for de scores, der er skrevet af den tyske Hollywood komponist Erich Wolfgang Korngold til ‘Robin Hood’ (1938) ‘Kaptajn Blod’ (1935) og ‘Havørnen’ (1941) Lucas klippede ‘Star Wars’ (‘Episode IV: A New Hope’) til Dvořák, Walton, Miklos Rozsa, Korngold og Gustav Holsts værker. Faktisk blev Lucas, ifølge Williams, så glad for maskemusikken, at han bad ham om at genindspille de udvalgte stykker, så det blev lettere at synkronisere dem til filmen. Williams overbeviste holdet om, at han kunne skrive noget helt nyt i samme stil, der passede endnu bedre.

Det heroisk klingende hovedtema fra introen går igen i alle film. De første otte toner minder påfaldende om Korngolds ouverture til ‘Af ild og støv’ (1942), men måske er der tale om en bevidst lighed, der blot skal opfattes som en hyldest til den gamle mester i faget? Kraftfulde blæser-fanfarer og dynamiske passager for slagtøj højnede dramaet betydeligt, når kræfterne fik frit spil i kampscenerne. Marchen ‘Imperial Attack’ (Darth Vaders tema i ‘Episode V: Imperiet slår igen’, 1980) er stærkt inspireret af ‘Mars, The Bringer of War’ fra orkestersuiten ‘Planeterne’ (1914-16), skrevet af den britiske komponist Gustav Holst, hvis berømte suite tog afsæt i astrologiens verden. Generelt er der tale om en vis afsmitning fra ‘Planeterne’ i underlægningen til de fleste ‘Star Wars’ titler.

Ledemotiv-teknikken anvendes flittigt, og den er med til at fastholde en vis kontinuitet i de mange handlingstråde. Teknikken gør det også nemmere at holde styr på hele persongalleriet af gode og onde. ‘Episode III: Revenge of the Sith’ (2005) fuldender første og anden trilogi af den intergalaktiske rammefortælling, men føjer ikke nyt til musikkens fastlagte form. Sædvanen tro dirigerede manden bag tonerne Londonsymfonikerne under indspilningerne. Det store kor The London Voice får, om muligt, det samlede udtryk til at virke endnu mere voluminøst i klangen, hvilket ikke siger så lidt.

Hos Spielberg begyndte det hele som nævnt med ‘Sugerland Express’ (1974), der handler om to unge desperados på flugt fra systemet. ‘Dødens Gab’ (1975) indbragte Williams en fuldt fortjent Oscar for bedste musik. Hajens entre i filmen annonceres med et kort motiv på to toner, der bevæger sig nedad i halvtonetrin. Da komponisten spillede det for Spielberg med en hånd i det dybe register på klaveret, troede instruktøren først, at der var tale om en spøg, fordi temaet lød så barnagtig simpelt. Efter at have set og hørt dets virkning i fuld orkesterstørrelse, overgav han sig fuldstændig. Hajens ledemotiv, der også er filmens hovedtema, vokser fra det næsten umærkelige til det rytmiske taktfaste og hypnotiske. Badegæsternes ankomst til feriestranden akkompagneres af let barokinspireret musik, der hastigt bliver anderledes voldsom, da jagten på det dræbende uhyre under vandet sætter ind. ‘Dødens Gab’ indikerede tydeligt, at den neoromantiske musik fra 30'erne og 40'ernes Hollywood fabrik var tilbage igen. To år senere kunne ingen længere være i tvivl.

1977 endte som et særlig godt år for Williams, kunstnerisk som kommercielt. Han konkurrerede mod sig selv ved Oscar-uddelingen, idet både den første ‘Star Wars’ film og Spielbergs ‘Nærkontakt af tredje grad’ var nomineret i kategorien ‘bedste musik’. Førstnævnte vandt.
Dele af scoret til ‘Nærkontakt af tredie grad’ lå allerede klar, to år før filmen blev færdig. Instruktøren ønskede nemlig, at visse temaer skulle skrives, inden optagelserne gik i gang. Rumskibets aliens i filmens slutning skulle nemlig give sig til kende med et motiv på fem toner (d-e-c-c-g) og derigennem sende en besked til jorden fra fjerne planeter. Flere personer opnår kontakt med det uidentificerbare flyvende objekt, heriblandt en lille dreng, der gentagne gange spiller tonerne på sin lille legetøjsxylofon.
Komponisten afprøvede 250 forskellige kombinationer for at finde frem til det rette motiv. Selve finalen i ‘Nærkontakt…’ er belagt med non-stop musik. Den amerikanske hær kommunikerer med rumskibet ved at lade en solo-obo spille tonerækken gennem en computer og får svar tilbage fra de venlige aliens med en tuba. Til sidst stikker de mystiske væsener deres hoveder frem, og den symfoniske musik gengiver alle filmens centrale temaer og melodier med et indlejret citat fra Disney klassikeren ‘Når du ser et stjerneskud’.

Den fyrige ‘The Raiders March" fra "Indiana Jones’ trilogien huskes nok af mange biografgængere. Det samme gælder for ‘flyve-temaet’ fra ‘E.T.’ (1982). Af andre Spielberg/Williams højdepunkter kan nævnes kor- og strygermusikken til ‘Solens rige’ (1987), hovedtemaet til ‘Jurassic Park’ (1992) og ditto til ‘Schindlers liste’ (1993), hvor Williams klogeligt skruer ned for blusset og giver plads til en reflekterende, elegisk og nærmest kammermusikalsk tone. En af violinstemmerne spilles af Itzhak Perlman. Spielberg har ofte betonet hvor vigtig, Williams bidrag er for hans film og holdt fortsat fast i samarbejdet på ‘A.I.’ (2001), ‘Catch Me, if You Can’ (2002), ‘Munich’, der handler om gidseldramaet under OL i 1972, animationsfilmen ‘Tintin: Enhjørningens hemmelighed’ (2011), det ambitiøse historiske drama ‘Lincoln’ (2012) og senest ‘The Post’ (2017) om offentliggørelsen af de såkaldte Pentagon papers under Vietnam krigen. Tillykke med de 90 år til filmmusikkens ukronede konge og absolutte superstjerne John Williams, der stadig arbejder for fuld tryk og ikke synes at have planer om at gå på pension lige med det samme. Hvilken imponerende karriere, man må bøje sig for i respekt.

Materialer