Cover på Jimi Hendrix Blues

The funky bluesman

27.11.22
Jimi Hendrix 80 år (2. del.)

Band of Gypsys sluttede et årti og satte det kommende i gang med i alt fire shows i Fillmore East den 31. december 1969 til 2. januar 1970, da det fjerde strakte sig hen over midnat. Hendrix stod i en klemme i forhold til sit tidligere management og pladeselskab og måtte derfor levere nyt materiale for at blive dem kvit. Ydermere ønskede han at tage musikken hen mod en mere funky, soulpræget og strammere struktureret stil, der kan ses som en cadeau til de r&b rødder, han oprindeligt kom fra.

Med The Experience dyrkede Hendrix den psykedeliske rock præget af lange soli og vildskab i udtrykket kombineret med flamboyant showmanship.
Den ændrede kurs blev slået an ved Hendrix’ optræden som sidste act under Woodstock festivalen. Billy Cox håndterede bassen den skelsættende dag i august 1969 og røg med over i det, der blev til Band of Gypsys, og da trommeslageren Buddy Miles tidligere havde bidraget som studiemusiker til Electric Ladyland, øvar det oplagt at bruge ham i den nye konstellation.

De tre musikere øvede samt indspillede diverse demoer i løbet af efteråret 1969 før de datosatte nytårshows, hvorfra der blev plukket seks numre ud til Band of Gypsys lp’en, som Hendrix ikke selv var tilfreds med. Lyden er da heller ikke optimal, og bedre udvalg af nye som ældre sange, der fandt vej til repertoiret, forefindes faktisk på andre og posthume udgivelser fra de nævnte dage.

Da holdet åbenbart ikke havde fået øvet tilstrækkeligt, kastede det sig foran publikum ud i flere improviserede forløb på basis af fastlagte skabeloner, der gav plads til at jamme. Den formel fungerer dog forbilledligt i to af de centrale sange fra pladen nemlig Who Knows og Machine Gun, der udgør hele side 1.

Især er sidstnævnte, der hører til noget af det bedste, Hendrix har præsteret live, værd at fremhæve, da den tidligere psykedeliske rocklyd kombineres optimalt med en funky og tight pulserende rytmesektion. Ligeledes i den friskkomponerede afdeling har Miles’ Changes og kapelmesterens Power of Love en del at byde på – soul, funk, effektive riffs og glødende vokalarbejde udført med kraft og præcision.

Hendrix har efter min vurdering talt Band of Gypsys projektet mere end nødvendigt, da det efterlod sig markante spor i den rock-, funk-, soul- og hiphopmusik, der fulgte. Innovatorer som Prince og Miles Davis lyttede med, og en lang række bands, solister og musikere som eksempelvis Curtis Mayfield, Funkadelic, Cameo, Nile Rodgers, Run DMC, Living Colour, Ice T, Lenny Kravitz, Slash og Phish har vedgået deres inspiration fra den periode i Hendrix’ karriere.

I slutningen af januar 1970 blev Buddy Miles strittet ud, og Mitch Mitchell overtog atter trommepodiet. Den formation inklusiv Billy Cox holdt frem til Hendrix’ død.

Den 5. marts 1971 udkom en del af det materiale, der oprindelig var planlagt til at skulle være Jimi Hendrix fjerde studiealbum. Størstedelen af The Cry of Love er indspillet sommeren 1970 med flere overdubsessions, der strakte sig frem til kort tid før Hendrix’ død.
Af samtlige posthume udgivelser er The Cry of Love derfor den, der kommer tættest på Hendrix’ oprindelige intentioner, selv om det endelige udvalg af sange blev foretaget af lydteknikeren Eddie Kramer, trommeslageren Mitch Mitchell og manageren Michael Jeffery.

De to førstnævnte er krediteret som producere sammen med Hendrix, sidstnævnte som executive producer. The Cry of Love er på alle måder en værdig svanesang, og de ti numre, der endte på pladen, holder alle vand, de bedste af dem mere end blot dette. Mitchell, Billy Cox og Buddy Miles udgør grundstammen på musikersiden og repræsenterer det gamle samt nye Experience plus Band of Gypsys.
Derudover medvirker blandt andet Steve Winwood og Chris Wood fra Traffic samt Stephen Stills.

Det er dog især det telepatiske samspil mellem kapelmesteren, Mitchell, Cox og Miles, der trækker helheden op. Tjek The Funk i Freedom, Ezy Rider’, Astro Man og In From The Storm. Føj hertil de indfølt smukke ballader Drifting og ikke mindst Angel plus de to finurlige blues ekskursioner My Friend og Belly Button Window albummets slutskæring med Hendrix alene på guitar. Også vokalt er han stærkt kørende over hele linjen.

Alle numre fra The Cry of Love er inkluderet på First Rays of the New Rising Sun cd’en (1997) med yderligere syv sange optaget i samme periode. First Rays... anbefales som et tilnærmelsesvist samlet testamente over Hendrix’ mere blues- og soulprægede sider, som de kom til udtryk omkring 1969-70.

The Blues gik som en understrøm gennem Hendrix’ samlede output og afspejler bevidstheden om hans sorte rødder: Blues, r&b, soul og jazzmusikkens improviserende natur. Det er det posthumt udgivede dobbeltalbum People, Hell and Angels (2013) færdigmixet og co.-produceret af Eddie Kramer i samarbejde med The Jimi Hendrix Estate et glimrende eksempel på med 12 skæringer, der tydeligt viser de nyere veje, Hendrix længe havde ønsket at gå.

Materialet på People... er indspillet i diverse studier i perioden fra marts 1968 frem til december 1969 med skiftende besætninger.
The Jimi Hendrix Experience inklusiv Redding og Mitchell eksisterede officielt indtil sommeren 1969, men som outtakes fra Electric Ladyland tydeligt åbenbarede sammen med andre sideløbende projekter, den nær konstant spillende guitarist kastede sig over, var Redding allerede inden sin exit ofte mere en del af holdet af navn end af gavn.

Ud over dette album kan interesserede i Hendrix’ musikalske transformationer i disse år med fordel gå om bord i bonusmaterialet til Electric Ladyland samt den grundige dokumentarfilm Hear My Train A Comin - Blu-ray versionen er derudover spækket med historiske koncertoptagelser fra 1967-70. People... understreger, hvor disciplineret, fokuseret og hårdtarbejdende Hendrix fremstod ved de utallige studiesessions, arkiverne er spækket med.

Årene som sideman for Little Richard, Wilson Pickett og The Isley Brothers havde hærdet stålet, inden det enorme gennembrud kom i England 1966/67, hvor han blev en del af The In Crowd i det altid hipt pulserende Swingin London.
Rygraden under mange af de nævnte studiesession blev udgjort af en rytmegruppe bestående af Billy Cox, som Hendrix kendte allerede før sin tid hos militæret, samt Buddy Miles.

Suverænt overblik, uudtømmelige evner for improvisation, lydhør sans for de dynamiske nuancer i musikken og sublim udnyttelse af pauser, talent for sangskrivningens kunst parret med en klippefast rytmisk fornemmelse. Hendrix var kort sagt en funky og psychedelic bluesman af enestående karat med status som en af det 20. århundredes vigtigste musikere. Hendrix har ligeledes været til stor inspiration for en række danske guitarister. Her kan nævnes Franz Beckerlee, Tømrerclaus, B-Joe og Poul Halberg.



Læs første del her.

Materialer