Dixie Chicken af Little Feat

Funky cocktail rystet og rørt

25.01.23
50 år med Little Feat' Dixie Chicken

Little Feats slideguitar spillende mastermind Lowell George står som producer af bandets tredje udspil Dixie Chicken, der kom på markedet den 25. januar 1973, og har en kompositorisk finger med i syv ud af albummets ti numre. Desuden høres hans karakteristisk varme og bluesmættede vokal på alle sange fraset en. George ånd hviler kort fortalt over Dixie Chicken på samtlige parametre, hvilket dog ingenlunde gør de fem øvrige musikere i sekstetten fra Los Angeles til statister af den grund - nærmest tværtimod.

Nye i bandet på treeren er guitaristen Paul Barrere og percussionisten Sam Clayton, mens Kenny Gradney (bas) erstattede den oprindelige på posten, Roy Estrada, der var med til at grundlægge gruppen i 1969 og nåede at bidrage til de første to albums, før han skiftede over til Captain Beefheart's Magic Band. Udvidelsen fra kvartet til sekstet er tydeligt hørbar på Dixie Chicken sammenlignet med forgængeren Sailin Shoes, og formationen forblev intakt frem til Lowell Georges alt for tidlige død i 1979 blot 34 år gammel, et kæmpe tab ikke kun for Little Feat, men amerikansk musik i det hele taget.

Tilføjelsen af percussion og ekstra rytmeguitar giver mere tyngde og elasticitet i retning af New Orleans farvet funk og rustik r&b, der gynger og groover fra start til slut, så den velkrydrede musikalske Gumbo gryde veksler mellem simretemperatur og kogende ditto. Det er rytmespecialister par excellence med virtuost håndelag og høj sikkerhed i afleveringen, der er tale om her, hvilket allerede understreges i det albumindledende titelnummer, hvor alle ingredienser i The Little Feat sound er i spil.

Tjek blot Bill Paynes rullende pianospil i Dixie Chicken, Richie Haywards synkoperede beat, Kenny Gradneys bundsolide bas, Sam Claytons congas underdelinger, Lowell George slide ekskursioner og Paul Barreres rytmespil. At en del store navne i 70’erne og 80’erne i USA og England gjorde brug af disse ekvilibristers evner er mere end blot forståeligt - eller spørg blot Sanne Salomonsen, der på Language of the Heart (1994) hurtigt fandt ud af, hvor kompetente flere af disse herrer vitterlig er.

Two Trains tager over fra titelskæringen og føjer yderligere alen til Little Feats version af the funk. Roll Um Easy er George i sit mest melodiske og lyrisk fabulerende stilleje, mens fortolkningen af Allen Toussaints New Orleans klassiker On Your Way Down imponerer over hele linjen med en ro over feltet, kun sande mestre er i stand til. Side 1 afsluttes med det eksperimenterende Kiss It Off tilsat sært klingende synthesizer lyde, der nok har været det nye sort anno 1973 og umiddelbart albummets svageste led.

Side 2 skydes i gang med Fred Tacketts Fool Yourself, arketypisk Feat i den lettere iørefaldende afdeling. Guitaristen Fred Tackett blev i øvrigt medlem af bandet under genforeningen i 1988. Walkin' All Night er skrevet af Paul Barrère og Bill Payne, der begge overtager lead vokalen, dog uden helt at kunne leve op til George’ personlige og spændstige klang. Til gengæld er der Lowell George all over på et af bandets store signatursange Fat Man in the Bathtub, hvor Hayward brillerer med sit altid innovative og grovsvingende spil henover Paynes flinkfingrede klaverfigurer.

George tager fløjten i brug på den lettere jazzede Juliette, før instrumentalnummeret Lafayette Railroad, skrevet af George og Payne, lukker og slukker for et af Little Feats allerbedste albums i karrieren. Og skulle nogen være i tvivl om, hvorfor Lowell George regnes for at være en af rockens vigtigste og mest stilskabende slideguitarister, lyt blot til Lafayette Railroad, hele Dixie Chicken og resten af bandets 70’er katalog for den sags skyld.

Little Feat eksisterer stadig og turnerer flittigt med det gamle repertoire plus noget af det nyere, men beklageligvis uden Lowell George, Richie Hayward og Paul Barrere. Kun Payne er tilbage fra det oprindelige 1969-72 line up, og The Feat sound er ej, hvad den har været. Nogle kritiske røster vil endda mene, at gruppen kun er en skygge af sig selv fra fordoms storhedstider. Måske. ‘If you'll be my Dixie chicken, I'll be your Tenessee lamb, And we can walk together down in Dixieland, Down in Dixieland’, lød det i titelsangens refræn, der er blevet hængende i mange Feat fans bevidsthed som et minde om gruppens lukrative år under dens kunstneriske højkonjunktur.

Materialer