Ground control to Major Tom

Ziggy Stardust, Aladdin Sane og The Thin White Duke tjekkede ud fra sidste station for seks år siden. David Robert Jones, bedre kendt som David Bowie, døde af kræft den 10. januar 2016 to dage efter sin 69-års fødselsdag
og udgivelsen af ‘Blackstar’. Med hans bortgang mistede den internationale rockscene et af sine mest betydningsfulde navne af kunstnerisk format, der den 8. januar ville være fyldt 75 år, havde Major Tom stadig haft Ground Control til os andre dødelige.

Gennembruddet med albummet ‘Hunky Dory’ fra 1971, som først kom året efter, tæller højdepunkter som ‘Changes’ og især ‘Life On Mars’. Siden da har Bowie i forskellige forklædninger og musikalske genrer frem mod 80’erne skabt en perlerække af klassikere, der vil stå uantastet som væsentlige værker i den moderne rockhistorie.

Efter ‘Scary Monsters’ i 1980 blev der længere mellem snapsene, men manden med de mange ansigter kom stærkt tilbage med konceptpladen ‘Outside’ (1995) og har desuden bidraget med flere pletskud i det nye årtusind. Her bør ‘The Next Day’ fra marts 2013 fremhæves oven på en ti år lang tørkeperiode uden nyt fra Bowie.

Videoen til ‘Ashes To Ashes’ fra ‘Scary Monsters’ satte noget i gang hos en knap 16-årig teenager i Aabenraa anno 1980 - Bowies blanding af klovneimage og rumvæsenfascination blev min egentlige introduktion til den ofte gådefulde brites univers, og denne optagethed varede frem til hans bortgang og er fortsat med uformindsket styrke frem til markeringen af den halvrunde dag.

‘Blackstar’ satte et fornemt og effektfuldt punktum for en knap 50 år lang karriere, og Bowies svanesang, der kredser om bortgang og dødekult, står som en af de mest lysende stjerner siden ‘Scary Monsters’. Det virker, som om Bowie på elegant vis iscenesatte sin egen død og havde modet til at se det uafvendelige i øjnene og med usentimentalt klarsyn at formidle disse basale livserfaringer til sit enorme publikum. Den slags kræver mod og integritet, hvilket David Robert Jones besad i righoldigt mál. Hans samlede produktion udgør mange menneskers soundtrack gennem livet, hvor alle kunne blive helte bare for en enkelt dag, mens vi stadig dyrker myten, manden og musikken

Bowie sluttede kunstnerisk på toppen med ‘Blackstar’. Det skyldes ikke mindst ‘Lazarus’ med dens symbolladede video af en mand på et opredt sygeleje. Som en ædel gestus rækker hans arme ud mod os. Bowie viser, at døden både kan være smuk og værdig midt i dens altfortærende kraft. Millioner af fans vil utvivlsomt stadig dyrke Bowies lydkunst mange år frem. Meget større kan det næppe blive.

‘Blackstar’ er som et requiem tilsat futuristisk funky trommebeats, eksperimenterende, jazzede klangflader og den tynde hvide hertugs inderlige vokal i teatralsk topform. Med tanke på hans årelange kræftsygdom er det et mirakel, at Bowie har kunnet skabe et sådant toneværk ledsaget af et hold umådeligt talentfulde amerikanske musikere med lydhør forståelse for hans sidste visioner.

Deri lå en del af Bowies storhed; evnen til at forny og udfordre sig selv og samtidig forandre verden visuelt, klangligt og æstetisk. Englænderen med de tofarvede øjne forstod at perfektionere balancen mellem kølig distance og sitrende nærvær. Modsætninger skaber fascination og spændingsfelter. Få har ført denne erkendelse mere konsekvent i felten end Bowie.

I 2022 kan vi ud over de 75 den 16. juni fejre 50 års dagen for udgivelsen af Bowies femte studiealbum ‘The Rise and Fall of Ziggy Stardust and The Spiders from Mars’ (1972), der for mange utvivlsomt står som et af glamrockens ultimative højdepunkter. Bowie skabte og demonterede sin nok stærkeste persona og alter ego, en fiktiv, androgyn og biseksuel rockstjerne af messiansk tilsnit sat på jorden for at undgå ragnarock. Ziggy med sit japansk inspirerede look bliver dog offer for egen iscenesættelse og må såvel i den skabte og virkelige verden opløse sit band.

Tidligere på året - hvis alt går efter planen, uden pandemien spænder ben - vil det være muligt at se og lytte til musicalen ‘Lazarus’ skabt af Bowie i samarbejde med Edna Walsh kort tid før hans død, når Det Kgl. Teater (gen)opsætter forestillingen på Skuespilhusets store scene fra slutningen af januar til starten af marts. ‘Lazarus’ handler om alien karakteren Thomas Newton, der lander på jorden for at udvinde vand til planeten Mars, hvor han kommer fra, som lider af goldhed og tørke. ‘Lazarus’ bygger på Walter Tevis’ roman ‘The Man Who Fell to Earth’, der ligeledes gav inspiration til Nicolas Roegs film af samme navn i 1976, hvor Bowie spillede rollen som Newton, et tyndt og blegt rumvæsen der svælger i sex, dårlig tv og alkohol samt udsættes for medicinske forsøg.

Alt tyder således på, Bowies ånd, musik og lyrik lever videre i bedste velgående. Det skal en dedikeret fan, der stadig drages mod og fascineres af den ceremonielle mesters univers, ingenlunde beklage. Mon ikke Bowie svæver et sted derude i kredsløbet med rumhjelmen på og nye forsyninger af proteinpiller klar, mens hans albums roterer på pladetallerknerne fra København til Cameroun og Løgstør til Langbortistan?