Højskolesangbøger

Højskolesangbogen 19. udgave

Så kom den – Højskolesangbogens 19. udgave. Længe ventet også med en lunte længere end ellers, da man jo har holdt gryden i kog i hen ved halvandet års tid ved at udbede sig nye skrevne sange til denne nye udgave. Det kan man jo mene om, hvad man vil. Men lidt bagvendt er det nu, da Højskolesangbogen – nærmest kanonisk i sin karakter – først og fremmest er et udtryk for hvad der allerede synges og slides på af sange rundt om kaffebordene, bålene, ved friluftsmøder og på højskoler. Der findes jo andre udmærkede samlinger af sange – som Wilhelm Hansens glimrende sangbøger, hvor sangene kan prøves af.

- fra Flemming Mengs bogreol, afsnit 6
 

Men lad os tage tyren ved hornene og starte med to – allerede inden udgivelsen – diskuterede valg: Shu-bi-duas Danmarkssang er skrevet ud, mens en ny sang: Ramadan i København er kommet til. Jeg ved ikke, om Shu-bi-duas Danmarkssang har været ret udbredt til fællessang. Den er jo en pudsig sag – helt i tråd med gruppens øvrige repertoire. Men om man har sunget den? Nu falder det jo sammen med Michael Bundesens helt ubetimelige død, men det kan redaktionen af sangbogen jo ikke have forholdt sig til. Jeg mener sagtens den sang kan undværes i sangbogen. Til gengæld synes ikke ret mange at have opholdt sig ved, at Shu-bi-duas melodi til Midsommervisen nu er taget med som et alternativ til Lange-Müllers. Det bliver ikke mig, der synger den rundt om bålet om et halvt års tid.

Ramadan i København” har rigtig sat sindene i kog. Der er lidt utåleligt islam-bashing over det. Vi har 250.000 muslimske medborgere, der fejrer ramadan – ikke blot i hovedstaden men rundt i landet. Jeg har svært ved at se, hvorfor de ikke også skal inkluderes i vores højskolesangkanon. Tilmed med en sød, poetisk tekst, der på ingen måde er ”ideologisk” eller påtrængende. Kan den få vore muslimske medborgere til at bruge Højskolesangbogen – og kan vi mødes dér, så er det da et godt valg. Teksten er som sagt sød og poetisk, melodien passer for så vidt godt til den, men den ligger ikke lige på tungen som fællessang. På den anden side: Det er der også sange af Peter A. G. (fra Gnags) og Steffen Brandt (fra TV-2), der heller ikke gør, og alligevel har de overlevet flere versioner af sangbogen. I øvrigt kan det godt undre mig, at folk, der ud fra et synspunkt, hvor man vil hævde kristendommens forret til sangbogen, falder lige over Ramadan i København, mens John Lennons ateist-hymne ”Imagine” ikke bemærkes. Men i øvrigt er der stadig en god del danske kernesalmer i bogen samt størstedelen af Weyses og Ingemanns morgen- og aftensange. Og godt for det.

Til gengæld er Bent Fabricius-Bjerre repræsenteret med 5 melodier. Han har længe været repræsenteret ved ”Duerne flyver”, som stadig er med, og som er Fabricius-Bjerre-classic så at sige. Men han har sat melodi til en række nye tekster, nogle er salmer som ”Du lagde livstid i min krop” med tekst af Iben Krogsdal, nogle er ”proxy-salmer” som Halfdan Rasmussens ”Aftenbøn” (”Kom nat med regnfuld stemme / og syng os barnlige og små, / at også vi må glemme, / forlade og forstå.”). Og en klassisk ”højskolesang” med tekst af præsten Lisbeth Smedegaard Andersen, ”For vist vil de komme”, er det også blevet til. Meget sangbare meloder alle skrevet i Fabricius-Bjerres sidste leveår – og meget langt fra Alley Cat og ”Forelsket i København”.

Også Søren Birchs / Benedicte Præstholms ”Du bærer din fortid i landskabets mærker” er smuk og et fint moderne svar på ”I natten klam og kold” (som ikke er med!). Vores lokale Anton Berntsen er der stadig med ”Mi Naabo Pe Sme” og mange andre kendte, vante sange. Skal jeg begræde noget, er det udeladelsen af vores lokale Keld Telèns lille fine ”Natten ser med milde øjne”. Til gengæld er én af vore andre gedigne sangkomponister, Per Drud Nielsen repræsenteret igen ved ”En stribe grønt”, som bl.a. DRs pigekor har gjort kendt, og nu også Oktoberdag i flammer”.

Trods alle diskussioner, skal den 19. udgave såmænd nok blive slidt på, og en del nye sange derigennem finde vej ind i den danske sangskat.

/ Flemming Hundevad Meng, 2020


Radiopigekoret: 'En stribe grønt'


Isam B.: 'Ramadan i København'

 Isam B synger Ramadan i København

Materialer