John Cale 80 år

John Cale er i denne signaturs univers ganske enkelt überhipstercool og et kunstnerisk fyrtårn af dimensioner - i dag fylder han 80 år. Komponist, filmkomponist, multiinstrumentalist, sanger, skribent, skuespiller, producer og medstifter af Velvet Underground plus alt det øvrige, der kan tilføjes hans livsfortælling. 'Paris 1919' fra 1973 soloalbummet af samme navn er en af Cales store signatursange tilsat et effektivt og minimalistisk orkesterarrangement med Cale bag klaveret. Tidløst smukt med afsæt i europæisk historie efter 1. verdenskrig.

Nummeret og pladen ‘Paris, 1973’ blev min egentlige entrébillet til waliserens vitterligt forskelligartede solo produktion, og viser tydeligt Cales klasse som lyriker, sangskriver og pianist. Men Cale er meget mere end Velvet Underground og ‘Paris 1919’, der den 1. marts næste år runder de fem årtier, er et elsket album ikke kun blandt de allermest dedikerede fans. Folkene fra Little Feat medvirker på ‘Paris 1919’, hvilket kun højner kvaliteten yderligere. Kan vanskeligt anbefales nok. Perler som ‘Child's Christmas in Wales’ og ‘Antarctica Starts Here’ understreger blot det høje niveau yderligere.

Apropos Wales: Der blev John Davis Cale født den 9. marts 1942 i Garnant, Carmarthenshire. Faderen sled sig op som kulminearbejder, og moderen havde job som skolelærer. Som dreng og ung udsattes John Cale for seksuelle overgreb af en mandlig præst og musiklærer. Cale, der blandt andet behersker violin, bratsch, bas, guitar, piano, orgel og diverse keyboards, studerede på music Goldsmiths College, University of London, før han i 1963 flyttede til New York, hvor han blev en del af avantgarde gruppen Theatre of Eternal Music med komponisten La Monte Young, der udforskede lyden af vedvarende dronelyde, som Cale senere gjorde brug af i Velvet Underground. I den amerikanske metropol lærte Cale ligeledes avantgardemusikeren og teoretikeren John Cage at kende, som han har samarbejdet med et par gange i midten af 60’erne.

Cale dyrkede ud over det svært tilgængelige materiale også tidens rockmusikalske strømninger, især bands som The Kinks, The Who og Small Faces. Sammen med Lou Reed etablerede Cale The Velvet Underground, og de to blev frem til 1968 bandets kreative kraftcentre, hvorefter deres veje skiltes i bitter uenighed. Cale og Reed dyrkede et manende mørkt tonesprog tilsat tekster af destruktiv desperat karakter, der pludselig som kontrast afløstes af simple smukke melodier blottet for forvrænget støj og monotone gentagelser. Cale medvirkede på gruppens første to udgivelser ‘The Velvet Underground & Nico’ (‘banan-pladen’ med Andy Warhols visuelt berømmede cover, 1967) og ‘White Light/White Heat’ (1968). Cale tog sig af elektrisk forstærket bratsch, bas og piano.

Ønsker nogen at dykke yderligere ned i mytologien omkring dette uhyre vigtige og stilskabende band, kan Todd Haynes to timer lange dokumentar fra 2021, ‘The Velvet Underground’, varmt anbefales. Cale fortæller i filmen veloplagt og analytisk skarpt om sine år med orkestret, det dekadent udsvævende og stofprægede miljø i pop-art skaberen Andy Warhols The Factory, bruddet med Reed og sit forhold til klassisk avantgarde. Efter Reeds udmeldte ultimatum om, at enten gik han eller Cale, indspillede og producerede Cale flere albums med Nico, før han i 1970 solodebuterede med den forholdsvis konventionelle rockplade ‘Vintage Violence’ inspireret af The Band, Brian Wilson, Leonard Cohen og Phil Spectors lyd.

I 1974 vendte Cale retur til London og udgav derefter en række albums for Island Records: ‘Fear’ (1974), ‘Slow Dazzle’ (1975) og ‘Helen of Troy’ (1975) alle præget af dystre aggressive undertoner såvel lyrisk som musikalsk. Hans radikalt forandrede version af Presley klassikeren ‘Heartbreak Hotel’ fra perioden har et anstrøg af noget gotisk truende over sig. 1979 kom ‘Sabotage/Live’ optaget over tre nætter i punk- og nyrock templet CBGB i New York, der ret utraditionelt for en koncert-lp udelukkende bestod af nye sange. Tjek ‘Mercenaries (Ready for War)’, ‘Evidence’, ‘Dr. Mudd’ og ‘Sabotage’, benhård riffrock der varsler nye tider og klare statements.

80’erne bød både på skrap kost og mere kommercielle forsøg. Men der er så langt fra pastelfarvet pop og New Romance, som tænkes kan på ‘Music for A New Society’ (1982), remastered og remixet under opsyn af Cale himself i 2015. Et mesterligt album i al sin kompromisløshed, der stadig lyder vedkommende 40 år efter. Smuk, kuldslået og eksperimenterende artrock, der kræver tilvænning og et åbent sind, men lytteprocessen lønner sig. ‘Caribbean Sunset’, udgivet i starten af 1984, delte vandene. Langtfra alle brød sig om resultatet, men det gør skribenten her faktisk. Der er fine sange på pladen heraf flere med højpolitiske indspark - Cale har jo aldrig været karrig med sine holdninger. Albummet er en særegen blanding af det eksperimenterende, bidsk rockklang og flere åbenlyst poppede ting. Rigtig helstøbt er ‘Caribbean Sunset’ ikke og ej at sammenligne med et hovedværk som ‘Paris, 1919’, men mindre kan gøre det.

April 1990 udkom Lou Reed og John Cales kærlige og kritiske hyldest til deres ven og mentor Andy Warhol, der 1987 døde i en alder af 58 som følge af et hjerteanfald efter en galdestensoperation. Skæringerne på Reed og Cales første og sidste fælles album, ‘Songs for Drella’, er bygget kronologisk op og fortalt ud fra Warhols og egne perspektiver. Live versionerne af denne sangcyklus er om muligt endnu bedre, men de gamle spændinger lod sig ikke skjule trods det kunstnerisk enddog yderst vellykkede resultat. 1992-1993 måtte Cale og Reeds gensidige animositeter atter lægges på hylden for en stund, da The Velvet Underground blev gendannet for at give nogle koncerter.

Det kastede dobbelt cd’en ‘Live MCMXCIII’ af sig (1993) optaget under tre aftener i Paris, hvor det originale line up inklusiv guitaristen Sterling Morrison og trommeslageren Moe Tucker gav sig i kast med det gamle katalog uden dog helt at nå fordoms tinder. Længere nåede dette reunion projekt heller ikke, og forsøg ud i et nyt studiealbum strandede grundet Cale og Reeds nag til hinanden. I 90’erne blev det kun til et soloudspil fra Cales side, ‘Walking on Locusts’ (1996), hvor blandt andet David Byrne fra Talking Heads medvirker. Syv år senere kom ‘HoboSapiens’ (2003) farvet af electronica og alternativ rock.

Det foreløbigt sidste udgivne Cale album, ‘M:FANS’, daterer sig til 2016 og er en genindspilning af ‘Music for A New Society’ i en ny og vellykket version præget og inspireret af Lou Reeds død i 2013. Cale udforsker på ‘M:FANS’ i ord og toner det mentale grænseland mellem sorg, vrede og fortvivlelse, en regulær kraftpræstation, der går under huden. Ambivalente relationer og indestængte følelser kan ofte være grobund for megen stærk kunst og musik, og ‘M:FANS’ plus en del øvrige udgivelser, der bærer Cales navn, bekræfter denne tese. Cale, hvis værkfortegnelse tæller balletmusik og scores til et utal af kort-, dokumentar- og spillefilm, har som producer, studiemusiker og kreativ partner samarbejdet med en bred vifte af navne inden for ditto genrer.

Blandt andet førnævnte Nico, Iggy Pops The Stooges, Nick Drake, Jennifer Warnes, Brian Eno, Patti Smith, Sham 69, Squeeze, Ian Hunter, Happy Mondays, Siouxsie and the Banshees, Marc Almond, Jools Holland, Manic Street Preachers og senest Kelly Lee Owens i 2020 har nydt fordel af Cales mange talenter og kompetencer. Listen af projekter tilføjet alt det unævnte i dette fødselsdagsportræt synes lang som en oldgammel papyrusrulle fra Det Døde Hav, og under den globale Covid-19 pandemi dukkede Cale oktober 2020 pludselig op med et nyt og lovende nummer, ‘Lazy Day’, hvis tilhørende video er at finde på YouTube. Stort tillykke med den runde dag til John Cale, vildmanden og mesteren fra Wales, en af rockhistoriens vigtigste og mest vitale skikkelser, der frygtløst kaster sig over de størst tænkelige udfordringer, selv om ‘Fear Is A Man’s Best Friend’, som det påstås i en af hans desperado sange med nerverne tyndslidte ude på tøjet.