Johnny Cash Man in black - live in Denmark 1971

Johnny Cash 90 år

26.02.22
Essensen af et levet liv i skygge og lys

For mange millioner fans verden over er Johnny Cash, der i dag ville være fyldt 90 år og kendt for sin rolige, ydmyge og til tider dystre fremtoning, samvittighedens og retfærdighedens stemme, der optrådte med sit sangkatalog overalt, hvor folk ville lytte også i fængsler med hårdt prøvede skæbner mærket for livet af plettede straffeattester på den forkerte side af lov og samfundsmoral.

Men Cash, kendt for stedsegrønne sange som ‘Folsom Prison Blues’, ‘I Walk the Line’, ‘Ring of Fire’, ‘Get Rhythm’, ‘Man in Black’, ‘A Boy Named Sue’, ‘Jackson’ og ‘Hey Porter’, havde også sine byrder at bære og indre dæmoner at kæmpe med præget af periodevis voldsom stof-, pille- og alkoholmisbrug samt et konfliktfyldt forhold til faderen, der fyldte en del i hans tanker og mentale bevidsthed realistisk skildret i James Mangolds biografiske drama ‘Walk The Line’ (2005) med Joaquin Phoenix i rollen som Johnny Cash, hvis musikalske udtryk spredte sig over country, rock’n’roll, rockabilly, blues, folk, og gospel.

På tiårsdagen for Johnny Cash' død den 12. september 2013 mindedes denne skribent The Man In Black på min virtuelle opslagstavle med et nummer fra karrierens efterårsfase, hvor Cash var allerbedst og mest hudløs i sine fortolkninger af egne og andre sangskriveres numre. Især versionen af Nine Inch Nails smukke og enkle ‘Hurt’ fra ‘American IV: The Man Comes Around’ (2002), prunkløst udført og produceret af Cash' søn John Carter Cash og Rick Rubin, rammer rent som en dartpil i Bulls Eye.

Cash' samarbejde med den 31 år yngre Rubin fra 1993 til 2003 resulterede i fire albums udgivet af Rubins eget selskab American Recordings, der oprindeligt hed Def Jam. Den langskæggede hipsterlignende Rubin og den aldrende countrystjerne var på papiret et endog særdeles umage par. Rubin blev kendt for at producere hip hop, tung rock og rendyrket heavy metal, men ikke desto mindre viste det sig, at han var den rette mand for Cash, og filosofien bag parløbet blev formuleret enkelt og klart: Cash skulle Back to The Roots og sættes foran en mikrofon med sin guitar for at synge - dag ud og dag ind, mens maskineriet optog det hele.

Denne grundformel skabte følgende fonogrammer: Det akustiske soloalbum ‘American Recordings’ (1994) efterfulgt af ‘American II: Unchained’ (1996), ‘American III: Solitary Man’ (2000) og den ovennævnte ‘American IV: The Man Comes Around’. På de tre sidste fik Cash følgeskab af diverse musikere og duetpartnere. Blandt dem finder man folk fra Tom Pettys backingband The Heartbreakers og på duetsiden stærke kort som Don Henley, Nick Cave, Sheryl Crow og Tom Petty.

Der er dog en del gentagelser blandt sangene, som Cash allerede havde indspillet på tidligere lp'er i løbet af 1960'erne og 70'erne, hvor udgivelsesflowet var oppe i et helt andet gear. Vi skal dog hen til 2018/19, før jeg fik lyttet materialet grundigt igennem fra årene med Rubin. Derudover har mit kendskab til Cash indrømmet været af sparsom karakter fraset de mest kendte hits.

I den forbindelse skal bokssættet ‘Unearthed’, der udkom to måneder efter Cash' død, nævnes. Tre af cd'erne i boksen indeholder outtakes og alternative versioner af numrene fra de fire American Recordings plader. Den fjerde er en samling af gospelsange, som Cash lærte af sin mor, og endelig rummer den femte en række af de mest populære sange fra American Recordings kataloget. Willie Nelson, Carl Perkins Joe Strummer (tidligere The Clash) og Glen Campbell dukkede op som akkompagnatør og gæstesangere på de forskellige outtakes.

Som absolut velkommen bonus er ‘Unearthed’ ledsaget af en 100 sider tyk bog fyldt med tekst og billeder, der belyser samarbejdet mellem Johnny Cash, Rick Rubin og det store antal af gæstemusikere og sangere, der nåede at kigge forbi. Johnny Cash knoklede syg og afkræftet til det sidste med at sammensætte boksen og få skrevet egne bidrag færdig til den vedlagte booklet indbundet i solid hardback omslag.

Posthumt udgav American Recordings ‘American V: A Hundred Highways’ (2006) og ‘American VI: Aint No Grave’ i 2010 med overskydende sange fra I-IV. Skal man ind til essensen af, hvad Johnny Cash og Rick Rubin formåede at skabe, er det sidste studiealbum, Cash nåede at indspille i levende live, ‘A Man Comes Around’, et godt sted at starte. Der er tale om et dobbeltalbum indeholdende 15 numre, hvoraf de tre er skrevet af Johnny Cash.

Det resterende dusin er fortolkninger af kontemporære sange og ældre traditionals. Numrene er for de flestes vedkommende båret igennem af guitarer og diverse keyboards tilsat violin, ukulele og klarinet. Der er kun trommer på den næstsidste skæring, ‘Tear Stained Letter’.

Ud over ‘Hurt’ står titelsangen stærkt sammen med Cash bud på ‘I Hung My Head’ (Sting), Depeche Modes ‘Personal Jesus’, ‘In My Life’ (Lennon/McCartney), The Eagles' ‘Desperado’ (i duet med Don Henley) og Hank Williams klassikeren ‘I'm So Lonesome I Could Cry’ (duet med Nick Cave). Vidt forskellige sange som Johnny Cash formåede at gøre til sine egne. Hans brede baritonstemme forlenede materialet med nerve og autencitet. Disse kvaliteter går igen på en stor del af det samlede output hos American Recordings, hvor Rubin overtalte Cash til at tage nogle chancer undervejs – netop det der kendetegner en god producer.

En mand med erfaring og slidt af tilværelsens op- og nedture sang om skyld, skam, skæbnen, døden, ensomheden, kærligheden og ægteskabet, om forbrydelser, fornedrelser, fortvivlelse og forløsning, så lytteren tiltror ham hvert et ord, når han rammer den rene følelse så klokkeklart som i ‘Hurt’. Det er stor fortolkningskunst. Æret være Johnny Cash minde, et levet liv i skygge og lys.

Materialer