Pasolini

Kommunisme, kontroverser og klassisk musik: Pier Paolo Pasolini 100 år

06.03.22
Af de mange instruktører den nu afdøde og ombejlede filmkomponist Ennio Morricone har nået at arbejde for, må hans landsmand Pier Paolo Pasolini anses for at være den mest kontroversielle.

Pasolini er født den 5. marts 1922 i Bologna. Han blev dræbt af en 17-årig trækkerdreng den 1. november 1975 i en alder af blot 53 år, lød den officielle forklaring fra myndighederne, og at det skete i selvforsvar, da Pasolini skulle have forsøgt at voldtage drengen, der underligt nok modtog en dom på ni år for gerningen april 1976.

Den 2. november 1975 om morgenen fandt man instruktørens lig på en strand voldeligt tilredt, kørt over af en bil og delvist forbrændt. Vidner har siden fortalt en journalist, at flere deltog i den makabre henrettelse herunder den 17-årige prostituerede mand. Hele baggrunden for disse mystiske hændelser, der har givet grobund for diverse konspirationsteorier, selve mordet og efterspillet er nøje fortalt i Abel Ferraras ‘Pasolini’ (2014) med Willem Dafoe i hovedrollen og i Malga Kubiaks dokumentar ‘PPPasolini’ (2015). Her følger en summarisk gennemgang af hovedparten af Pasolinis film med vægt på brugen af klassisk musik i dem og samarbejdet med Morricone, der måtte smide al berøringsangst bort i relation til de mildest talt omstridte emner, instruktøren udsatte biografgængerne for.

Før den brutale afslutning på sit liv nåede Pasolini at instruere en række film, der bragte ham i opposition til den italienske stat og kirke, der anså ham for at være ‘persona non grata’. Pasolini, der sideløbende arbejdede som forfatter, poet og skuespiller, betragtede sig selv som intellektuel ateist, kommunist og homoseksuel. Siden filmdebuten med ‘Luderkarlen Accattone’ (1961) provokerede han ligeledes publikums smagsløg med sin måde at bruge musikken på – særligt den klassiske. Det kunne være fristende til betegne ham som Italiens svar på Stanley Kubrick til trods for de mange forskelle, der er på dem.

Beethoven, Vivaldi, Bach, Mozart og Prokofiev er blot nogle af de koryfæer, der har indgået i hans personlige blanding af billeder og musik. Især Bachs messe i H-mol og ‘Matthæuspassionen’ er elegant anvendt i Pasolinis sobre udlægning af Jesus liv i ‘Matthæusevangeliet’ (1964) trods hans ikke religiøse sindelag. Filmens sort/hvide cinematografi er en ren nydelse at dvæle ved ledsaget af Bachs vederkvægende toner, gospel, afdæmpet blues og kormusik fra forskellige verdensdele.

Hos Pasolini har Morricone både haft rollen som egentlig filmkomponist, arrangør af andres værker og som en slags arkæolog, der udforsker musikken i en bestemt tidsperiode. Deres samarbejde begyndte med den politiske satire ‘Små og store fugle’ (1966). Det særlige ved denne film er, at de indledende rulletekster bliver sunget af de medvirkende, hvilket virker yderst ejendommeligt ved første blik.

I ‘Teorema’ (Skandalen i Milano, 1968) spiller Terence Stamp en tvetydig skikkelse, der minder om djævelen og Jesus på samme tid. Filmen kan overordnet betragtes som en lignelse om moderne mennesker, der har et fremmedgjort forhold til den religiøse tro. Brugen af Mozarts ufuldendte dødsmesse ‘Requiem’ i d-mol for kor og orkester lyder mest af alt som en domsafsigelse over det kristne liv. Den øvrige musik står Morricone for. Hovedtemaet er i stil med den avancerede jazz, der i 60’erne udkom på selskaber som Blue Note og Impulse. Melodien spilles af trompet og saxofon og holdes i gang af en rastløst klingende kontrabas.

Tre år senere vendte Pasolini tematisk ryggen til det søgende storbymenneske for at kaste sig over en litterær trilogi, som han fortolker i et forførende billedsprog. Trilogien åbnes med ‘Decameron’ (1971), Boccaccios beretning om lystne nonner og unge elskere, der bliver grebet på fersk gerning. Den foregår i det 13. århundrede, hvilket præger musikken, der er sammensat af folkelige viser og kirkekor. Dernæst fulgte ‘Canterburyfortællinger’ frit efter den engelske forfatter Geoffrey Chaucers prosa og vers fra 1300 tallet. Begge de nævnte er tonesat af Morricone, hvis bidrag ikke fylder alverden i det samlede resultat.

Til gengæld får Morricone lov til at sætte sit tydelige aftryk på seriens sidste del ‘1001 nat’ (1974). Pasolinis filmatisering kan ses som en erotisk version af de ældgamle historier, beregnet til et voksent publikum. Man skal næsten en halv time ind i "1001 nat”, før vi stifter bekendtskab med Morricones score, som nærmest har noget andægtigt og intimt over sig. Der er tale om små korte motiver for strygere, der i løbet af filmen udvikler sig til lidt længere melodier. Musikken skifter karakter, efterhånden som dramaet bliver mere skæbnebetonet. Lydbilledet overtages her af harpeklang og tunge orgelakkorder. Det ofte gentagede strygermotiv vender tilbage og er med til at give eventyret en fredfyldt afslutning.

Salo, eller de 120 dage i Sodoma’ er alt andet end fredfyldt. Pasolinis svanesang har været censureret over det meste af verdnen i mange år og næsten umulig at komme igennem i sin oprindelige form. Filmen foregår i 1944 og følger en gruppe fascistiske rigmænd i deres seksuelt perverterede omgang med unge mænd og kvinder. Det er svært at gennemskue Morricones rolle, men han er krediteret i indledningen, der ikke røber noget videre om de følgende grusomheder, da den harmløst poppede swingmusik får det til at lyde som optakten til en ganske almindelig komedie.

De frastødende historier om seksuel fornedrelse, de tilfangetagne ofre bliver tvunget til at overhøre, akkompagneres af en kvindelig pianist, der ironisk nok spiller beroligende muzaklydende ‘classic light’. Morricone står bag arrangementet af Carl Orffs berømte korværk ‘Carmina Burana’, der er lagt hen over den absurd udpenslede torturscene i slutningen af ‘Salo’. Instruktøren har betegnet Orffs værk som ‘typisk fascist-musik’. Uanset om der kan argumenteres for påstanden eller ej, er det nok de færreste komponister, der vil bryde sig om at se og høre deres musik lige på dét sted.

‘Carmina Burana’ er i øvrigt en samling digte fra den tidlige middelalder, som Orff satte i musik i 1937. Æret være Pier Paolo Pasolinis minde, hvis liv endte brat og blodigt, men hans modige kunst i ord, toner og billeder præget af den normbrydende filosofisk/politiske tankegang, han frygtløst vedstod sig og en integreret del af det samlede udtryk, er heldigvis stadig tilgængelig for nuværende og kommende generationer.

Materialer