Lou Reed 80 år

Lou Reed (født den 2. marts 1942 i New York) ville i dag have rundet er skarpt hjørne, men en af rockens mest markante stemmer forlod os desværre allerede den 27. oktober 2013 i en alder af 71 år - rendestenspoeten, provokatøren og præ-punkeren oprindelig navngivet Lewis Allan Reed fik dermed spillet sit sidste riff. Brooklyns beboere kunne ikke længere råbe: ‘Hey, Lou’ efter ham på gaden, men heldigvis er bagkataloget stadig tilgængeligt fyldt med kantede kompositioner og lyrik, der i hans velmagtsdage blev befolket af ludere, lommetyve, randeksistenser, seksuelt afsporede personager ‘elegantly wasted’ af stimulanser og dekadence. Reed var både rapkæftet, kompromisløs og klarsynet, hvilket ikke altid gavnede hans kommercielle potentiale.

Sammen med John Cale dyrkede Lou Reed hos Velvet Underground frem til 1968, hvorefter deres veje skiltes i bitter uenighed, et manende mørkt tonesprog tilsat tekster af destruktiv desperat karakter, der pludselig som kontrast afløstes af simple smukke melodier blottet for forvrænget støj og monotone gentagelser. Ønsker nogen at dykke yderligere ned i mytologien omkring dette uhyre vigtige og stilskabende band, kan Todd Haynes to timer lange dokumentar fra 2021, ‘The Velvet Underground’, varmt anbefales. Filmen giver samtidig et detaljeret indblik i Reeds ungdom og første forsøg med at slå igennem som mere hitorienteret sangleverandør.

Her følger nogle nedslag fra en såvel bemærkelsesværdig som ujævn solokarriere, der blev indledt i starten af 70’erne efter Velvet Undergrounds opløsning. David Bowie producerede sammen med Mick Ronson den inkarnerede new yorkers mest succesfulde og klassikerspækkede album ‘Transformer’, der udkom november 1972 – den med ‘Walk On The Wild Side’. Reed allierede sig et år senere med superproduceren Bob Ezrin plus kor, orkester og en hulens masse prominente studiemusikere for at realisere sit tredje album ‘Berlin’ (1973), hvor han synger/reciterer tekster om død, ulykke og sociale katastrofer, mens han klimprede på en akustisk guitar. Albummet vakte både vrede og begejstring.

Eftertiden har dog vist sig mere nådig i dens syn på dette konceptalbum, der dog ikke på nogen måde kan betegnes som en rockopera i stil med The Whos ‘Tommy’. Lavmælt, indædt og flere steder direkte klinisk fortæller Reed i sine sange om parret Jim og Caroline, der tager en Walk on The Wild Side i Berlin, hvilket ender værst tænkeligt med selvmord og fjernede børn efter en periode præget af partnervold, stimulansmisbrug, depression og prostitution.

December 2006 skete det, som Reed havde taget tilløb til gennem mange år. ‘Berlin’ blev opført i sin helhed hen over flere aftener i Sct. Ann's Warehouse, Brooklyn, New York, filmet og instrueret af Julian Schnabel (‘Dykkerklokken og Sommerfuglen’). ‘Lou Reed's Berlin fik premiere i USA og verden over i løbet af 2008-09 tilføjet sangtekster i dvd- og Blu-ray versionen, og denne gang sad kritikernes adjektiver helt anderledes løse. Uden at vide det med sikkerhed vil mit gæt være, at Reed anså dette som en personlig triumf.

Reed viste storform på ‘The Blue Mask’ (1982) ledsaget af en tæt spillende trio, der både mestrede det afdæmpede og det tonsetunge rockdrive. ‘The Blue Mask’ opsummerer tematisk og musisk de mest fremtrædende kvaliteter i Reeds produktion, når han er allerbedst. En klar favorit i selskab med ‘Transformer’, ‘Berlin’, ‘Coney Island Baby’ (1977), ‘New York’ og ‘Songs For Drella’.

Dobbeltalbummet ‘Live in Italy, optaget under Reeds verdensturne i 1983 og udgivet året efter, indeholder enkelte svipsere, men også fine snapse omgivet af et lydhørt orkester. Trommeslageren Fred Maher blev en vigtig del af holdet både live og i studiet kulminerende ved, at Maher sågar producerede ‘New York’. Men tilbage i 1983 dannede han rytmegruppe med bassisten Fernando Saunders, hvis melodisk syngende spil nogenlunde redder en forkølet og uengageret versionering af ‘Walk On The Wild Side’ i land. Toppunkterne tæller yderst tændte udgaver af Velvet Underground signatursangene ‘Waiting For My Man’, ‘White Light/White Heat’, ‘Heroin’ og ‘Some Kinda Love/Sister Ray’, hvor punk- og støjrock guitaristen Robert Quine går planken helt ud i infernalsk kakofonisk vildskab.

80’erne var overvejende Reed venlig stemt, og succesen gjorde det muligt at turnere jævnligt. Dog varierer udgivelserne fra årtiet kraftigt i kvalitet - enkelte bør sågar forbigås i tavshed. At det forholdt sig således, oplevede jeg til hans koncert den 4. juli 1987 under Midtfyns Festivalen, hvor halvdelen af sætlisten bestod af letvægtere, der levnede for lidt plads til de virkelige godbidder i repertoiret. Enkelte af dem blev dog hevet af stalden, men alt i alt en lidt pauver affære.

‘New York’ udkom januar 1989, et af Reeds absolutte hovedværker. Bag på albummet skrev han, at samtlige 14 numre med en spilletid på lidt under en time burde lyttes igennem i ét stræk på tilsvarende vis, som man ser en film eller læser en bog. Det giver god mening, da teksterne, Reeds skarpeste og mest vitriolske, tematisk set hører sammen. De kredser om USA og navnlig New Yorks trøstesløse tilstand set gennem Lou Reeds dissekerende blik i slutningen af 80'erne, hvor politisk korruption, stigende ulighed, ghettoficering og kriminalitet, kynisme og anløben moral for alvor satte sig spor i samfundet. Højdepunkt efter højdepunkt: ‘Dirty Boulevard’, ‘Romeo & Juliet’, ‘Xmas in February’, ‘Strawman’ og ‘Dime Store Mystery med Velvet Undergrounds daværende trommeslager Mo Tucker på percussion - en ring sluttes.

April 1990 udkom Lou Reed og John Cales både kærlige og kritiske hyldest til deres ven og mentor Andy Warhol, der 1987 døde i en alder af 58 som følge af et hjerteanfald efter en galdestensoperation. Sangene på Reed og Cales første og sidste fælles album, ‘Songs for Drella’, er bygget kronologisk op, hvor fortællingerne dels er skrevet ud fra Warhols synsvinkel og dels på baggrund af egne refleksioner. ‘Songs for Drella’ bærer undertitlen ‘A Fiction’. Lyrisk fungerer Lou Reeds ordrige observationer og skarpe sarkasme i hurtige og langsommere tempi som modvægt til Cales mere analytiske og afdæmpede stil. De tekstlige ingredienser fungerer glimrende side om side. Flere af temaerne på ‘Songs for Drella’ er af almengyldig karakter. Er vi der tilstrækkeligt for hinanden i levende live, eller kommer det hele for en dag, når dem vi værdsætter, elsker, beundrer og/eller har haft status af mentorer ej er der mere?

‘Dirty Boulevard’ fra ‘New York’ blev sunget og spillet af Lou Reed og David Bowie til sidstnævntes 50-års fødselsdag i Madison Square Garden. Kongen af New York mødte kongen af det meste i duet. Ingen af dem er iblandt os længere. Reeds grande opus om en verden i forfald udkom som nævnt januar 1989, Bowie døde samme måned i 2016, og de optrådte sammen som duo den 9. januar 1997. Det ligner en tanke og et skæbnesammentræf, der ikke kan være helt tilfældigt, tror man på den slags. Mr. Brooklyn og Major Tom, I er savnede begge to. Æret være jeres minder.