En lydskulptør i tid og rum

Brian Enos kunstneriske og musiske akkreditiver er omfattende, som hans katolske konfirmationsnavn efter ældre skik inden for denne trosretning er langt. Det lyder Brian Peter George St John le Baptiste de la Salle Eno. Hans dåbsnavn er dog en anelse kortere, Brian Peter George Eno, født den 15. maj 1948 i Suffolk, England. Til trods for, Eno betegner sig selv som ‘ikke musiker’, er han noteret for at spille keyboards, guitar og bas samt vokal.

Det samlede virke som producer, instrumentalist, visuel kunstner, komponist og sangskriver gør Eno til en af de mest indflydelsesrige navne i musikbranchen gennem de sidste godt 50 år. Et intellektuelt fyrtårn med markante holdninger til sit fag og det samfund, han er en del af. Enos teknologiske landvindinger inden for navnlig electronica og ambient music plus rock og pop i bred forstand er således betydelige og har været med til at gøre ham til en form for lydskulptør i rum og tid, der skaber tonale universer af klang og atmosfære ud over vers, omkvæd, rytme og melodi.

Nogle gange lægger hans arbejdsmetode mest vægt på ambience, den ukonventionelle tilgang til lyd og stemning, andre gange det mere gammelkendte, hvor selve kompositionen/sangen er i fokus. Eno mestrer det meste enten i eget regi eller som hyret musiker, producer og klangkreatør. Ud over at runde de trekvart århundrede aldersmæssigt kan Eno 2023/24 fejre 50 års jubilæum som albumproducerende kunstner i eget navn og lejlighedsvist i samarbejde med guitaristen Robert Fripp.

Eno studerede kunst og eksperimenterende musik i sine unge år, før han i 1971 blev en del af det stilskabende band Roxy Music, men forlod efter udgivelsen af de første to albums grundet uenigheder med frontmanden Bryan Ferry om den fremtidige kurs. I Roxy Music kom Enos omfattende interesse for båndmaskiner, lydmanipulationer, teknologi i almindelighed og avantgardemusik i særdeleshed bandet tilgode, viden og færdigheder han tog med sig i sit videre forløb.

I 1974 udkom Enos første soloalbum Here Come the Warm Jets, der er et mix af glamrock, pop og eksperimenterende avantgarde. Herefter slog Eno ind på en mere minimalistisk stilretning med Discreet Music (1975) og Ambient 1: Music for Airports (1978). I slutningen af 70’erne og starten af 80’erne markerede Eno sig som producer for navne som John Cale, Jon Hassell, Talking Heads, Ultravox og Devo.

Han blev samtidig inspireret af den såkaldte no wave retning, der tog udgangspunkt i New Yorks eksperimenterende kunst- og musikscene og distancerede sig fra kommerciel new wave og rock. No wave navnene tog ofte krasse midler i brug som støj, dissonans og atonalitet. Eno fulgte solokarrieren op med en længere række af udgivelser. Blandt dem kan nævnes Music for Films (1978), Ambient 4: On Land (1982), Apollo: Atmospheres and Soundtracks (1983), Nerve Net (1992), Neroli (1993), Headcandy (1994), The Drop (1997) og Another Day on Earth (2005).

Ligeledes under eget flag har Brian Eno senest udsendt Reflection (2017) og ForeverAndEverNoMore (2022) samt langt hen ad vejen forblevet tro mod sin atmosfæriske ambience stil. Enos tilnærmelsesvis komplette diskografi medtællende diverse samarbejdskonstellationer, film-, kunst-, projekt- og konceptorienteret musik er vitterlig enorm. Den bliver kun endnu større, når hans metier som producer, sessionmusiker og lydskaber lægges oveni. Her følger nogle centrale nedslagspunkter.

Centralt står Enos parløb med David Bowie som musiker og lejlighedsvis bidragsyder til sangene på ‘Berlin Trilogien’, der omfatter Low (1977), Heroes (1977) og Lodger (1979) og 16 år senere på Outside. Et lignende kreativt output opnåede Eno med David Byrne første gang i 1981, hvor de vakte opsigt med My Life in the Bush of Ghosts og dets mix af samplinger, verdensmusik og dansant funk. De gentog samarbejdet i 2008 med Everything That Happens Will Happen Today, der absolut er værd at dykke ned i.

I 80’erne, 90’erne og nullerne blev Eno især kendt for at have co.-produceret U2 pladerne The Unforgettable Fire (1984), The Joshua Tree (1987), Achtung Baby (1991) og All That You Can't Leave Behind (2000) i tæt samarbejde med Daniel Lanois, og producerede Zooropa (1993) sammen med Mark "Flood" Ellis og No Line on the Horizon (2009) med Lanois og Steve Lillywhite.

I samme periode arbejdede Eno som producer for en bred vifte af øvrige navne heriblandt Sinead O’Connor (Faith and Courage, 2000), Coldplay (Viva la Vida or Death and All His Friends, 2008), Grace Jones (Hurricane, 2008) og Jean-Michel Jarre (Epica Extension, 2022). Derudover har han bidraget med lydcollager, instrumentale overdubs og remix til gavn for blandt andet Genesis, Toto, Laurie Anderson, Lighthouse, Depeche Mode og Paul Simon.

Medio november 2016 var Brian Eno sågar vært for morgensangen kl. 08.30 på Københavns Hovedbibliotek, hvor han som pianist akkompagnerede det talstærkt fremmødte og sangglade publikum. Bibliotekar Lars Kjelfred var tilsvarende primus motor, da Eno i 2017 indspillede nyt materiale i et lydstudie i det nordvestlige København sammen med Laurie Anderson og Ebo Oke, for lige at få et par danske vinkler ind over fortællingen om den verdenskendte producer og multikunstner.

Rent politisk har den åbentmundede og aktivistiske Eno de senere år støttet det britiske arbejderparti Labour. I 2006 og 2009 opfordrede han til boykot af Israel og protesterede mod deres militære aktioner i Gaza striben. I 2014 gentog Eno kritikken af Israels politik i dets nærområder og blev tre år senere valgt som talsmand for bevægelsen Stop the War Coalition, der åbent gik imod Storbritanniens væbnede involvering i andre dele af verden. Eno stemte imod Storbritanniens brexit og slog til lyd for en ny afstemning om spørgsmålet.

Brian Eno må siges at være en mand i evig og utrættelig bevægelse musisk, kunstnerisk, teknologisk og samfundsmæssigt og som kreatør af lyd og rummelig dimension i vidt forskellige kontekster, hvilket utallige har nydt godt af kloden rundt blandt dem et stort bibliotek og et indspilningsstudie i Danmarks hovedstad. Enos samlede livsværk er ganske enkelt af forbløffende omfang.