Dusk af The The

Melankoli, sortsyn og forløsning

25.01.23
30 år med The The's Dusk

Den 25. januar 1993 udkom det fjerde album med britiske The The, Dusk, knap fire år efter det musikalsk stramt koreograferede mesterstykke Mind Bomb (1989). Dusk, der på dansk bedst kan oversættes til skumring, er i samme liga og et udspil, jeg gentagende gange havde på grammofonen for 30 år siden. Genlyttet i dagens anledning tydeliggjorde blot, at dette var et forståeligt valg, idet Dusk er et af de store albums fra 90’erne, der stadig holder vand takket være bandets primus motor og gennemgående figur Matt Johnsons sange og kraftfulde vokal.

Johnson får på Dusk mere end blot kompetent sparring fra den tidligere The Smith guitarist Johnny Marr, der allerede på det tidspunkt havde været studiemusiker for blandt andet The Pretenders, Bryan Ferry, Pet Shop Boys og Talking Heads. Marr er en uhyre stilsikker og smagfuld instrumentalist, der forlener The The’s firer med ekstra klasse ligeledes i rollen som mundharpespiller og korsanger.

Det roder noget og sikkert bevidst i åbningsnummeret True Happiness This Way Lies, der efterfølges af den tindrende smukke ballade Love Is Stronger Than Death, der bærer forløsningens kraft i sit budskab, som Johnson skrev efter broderens død i et forsøg på at lindre en begyndende depression. Linjerne ‘Here come the blue skies Here comes springtime. When the rivers run high & the tears run dry. When everything that dies. Shall rise’ går direkte under huden.

Det mundharpedrevne Dogs of Lust er et uforskammet godt rocknummer, der tager samtlige stik hjem og gennemført velproduceret som hele albummet i øvrigt. This Is the Night med taktfaste klaverfigurer afløses af den yderst iørefaldende Slow Emotion Replay igen med mundharpen i centrum. Johnson kan sit sangskriverhåndværk til ug og giver plads til de sindsstemninger, der trænger sig på og inspirerer ham. Den snigende melankoli, sortsynet og det krybende ubehag ved verdensalterets tilstand på såvel ydre som indre plan er jævnligt oppe at vende i hans lyrik, der ikke just animerer til lalleglad dans i gule kornmarker under pinsesolens stråler.

Måske er der støtte at hente i Helpline Operator frem for den let funky Sodium Light Baby tilsat effektiv wah wah pedal og Hammond orgel. Det keyboardbårne Lung Shadows tilføjet lyrisk trompetspil og dæmpet vokal skaber en helt særegen stemning, Matt Johnson som oftest forstår at levere og gør det i den soulprægede Bluer Than Midnight og slutskæringen Lonely Planet - ren blær at køre albummet hjem med en så forførende og sjælfuld vinder.

The The, der reelt set er lig med Matt Johnson og siden starten af 80’erne har boltret sig i diverse stilarter som new wave, art pop, synt pop, post-punk, alternativ rock og såkaldt progressiv pop, viste med Dusk, at den klassiske blues- og soulfarvede rock samt tilhørende slow songs heller ikke var bandet fremmed. Stærke skud som Dusk, Mind Bomb og Infected (1986) burde såmænd genplaceres i denne signaturs musikkollektion, selv om coveret til dagens 30 års jubilar nærmere leder tankerne i retning af gru, gyserfilm og grauballemanden.

Materialer