Sting Ten Summoner’s Tales

Et mindre mirakel af perfekt pop

30 år med Stings Ten Summoner's Tales

Den 1. marts 1993 udgav Sting sit fjerde soloalbum Ten Summoner’s Tales bakket op af en formidabel firebande bestående af ham selv på bas og vokal, David Sancious (keyboards), Dominic Miller (guitar) og Vinnie Colaiuta bag trommerne tilføjet diverse gæstemusikere (strygere, horn, mundharpe plus det løse). Fireren er for denne signatur klart det mest helstøbte og charmerende udspil i eks-Police vokalistens samlede værkfortegnelse over soloindsatser lyrisk som musikalsk.

Dette understreges allerede i åbningsskæringen If I Ever Lose My Faith in You, der en måned før banede vejen for albummet som populær single, og Sting indkasserede en Grammy for i kategorien Best Male Pop Vocal Performance i 1994. If I Ever… er inspireret af New Jack Swing med et gyngende funky groove tilsat en anelse jazzet fornemmelse. Sting har mistet troen på politik, medier og smarte tv-show værter, men håber ikke at tabe tilliden til et udefineret ‘you’. Stings ubesværede tag på nummerets toptoner i omkvædet er det rene blær - sikke en sanger, når han bedst.

Love Is Stronger Than Justice (The Munificent Seven) er inspireret af Kurosawas De syv samuraier og westernklassikeren The Magnificent Seven (John Sturgess) på tekstsiden og afvikles ubesværet elegant i 7/4 dele i versene. Tjek Sancious’ solo mod slutningen. Niveauet i kvartetten bag udgivelsen, Sting efterfølgende turnerede med live, er kort sagt svimlende højt. I Seven Days brillerer Colaiuta i 5/4 med stort teknisk overskud, uden der går skydetelt i den, mens Sting syrligt beretter om en menáge á trois, der kan udvikle farligt grundet rivalens fysiske overlegenhed.

Af uforklarlige årsager blev Everybody Laughed But You udeladt på den amerikanske og canadiske version af pladen, hvilket er ærgerligt, da der er tale om et habilt nummer i den bedre ende af Stings katalog. Fields of Gold er alt efter smag og behag enten et yderst delikat og iørefaldende stykke med pop eller for pyssenysset i jagten på den gode smag og dannelse The English Way. En er nogenlunde midt imellem. Til gengæld grovsvinger up-tempo shuffle-beat nummeret She's Too Good for Me med en stramhed og konsekvens, der understreger, at Sting og Colaiuta er en rytmesektion, som forstår at sparke popo.

Heavy Cloud No Rain holder fanen højt, før der gives plads til endnu en stilsikker opvisning i 7/4, Saint Augustine in Hell, hvor hele holdet folder sig ud med Colaiuta i hopla og Sancious på hvæsende Hammondorgel. It's Probably Me blev oprindelig indspillet med Eric Clapton, Michael Kamen og David Sanborn til brug for action-komedien Dødbringende våben 3 i 1992, men omarrangeret til en ny version på Ten Summoner’s Tales, hvilket klæder nummeret.

Shape of My Heart er skrevet i samarbejde med Dominic Miller og handler om en gamblers forsøg på at aflure hasardspillets dybere matematiske og filosofiske mening. Sangen har været inkluderet på lydsporet til flere film og blevet flittigt samplet. Ifølge Miller er hans bidrag baseret på etudelignende guitarøvelser og inspireret af Chopin-klaverharmonier. ‘And so I was just having fun with that and what I think about it is when I hear rappers and an artist using that riff, I'm kind of smiling at myself, first of all thinking that unbeknownst to them they're actually playing classical music from Europe’, har Miller fortalt om sangens tilblivelse.

Something the Boy Said tæller blandt Stings bedste, mest allegoriske og ildevarslende tekster om lurende krige, konflikter og ofring af menneskeliv, en fortælling der stadig er alt for aktuel. Epilogue (Nothing 'Bout Me) minder rytmisk om If I Ever Lose My Faith in You og konstaterer, at pressen og fans kan rode nok så meget rundt i superstjernen Stings liv og færden uden at nærme sig kernen af hans inderste eksistens. En tilpas overlegen og humoristisk måde at slutte et gennemført musikalsk album på med tungen lige i munden. Ten Summoner’s Tales er et mindre mirakel af perfekt pop og udgjorde rygraden af lydsporet til mit eget liv omkring 1993-94 med travlhed som musiker, underviser og spillestedsbooker i det sønderjyske. Senere stod den på musikstudier i Hellerup (Instituttet for Blinde og Svagsynede) og Esbjerg (Vestjysk Musikkonservatorium), hvor fremragende lærer ud i trommeslagerfagets ædle kunst hersede med mig, så jeg ligeledes fik lært skæve taktarter i fem, syv og ni. Her var Stings formfuldendte firer særdeles velegnet studiemateriale, og hvor Vinnie Colaiuta førte bevis for måden at gøre det på, så det lød af musik og ikke kun et rytmisk regneark. Tak for det, de herrer.

Materialer