Cover på Michael Jackson Thriller
Michael Jacksons "Thriller". Udgivet den 30/11 1982

Mr. Moonwalk indtog Planet Earth

30.11.22
40 år med Michael Jackson's "Thriller"

Alt ved Michael Jacksons sjette studiealbum Thriller, der udkom den 30. november 1982, co.-produceret og arrangeret af selveste Quincy Jones, er imponerende, især når det gælder salgstal, antal single hits og tildelte priser. Thriller har rundet den rigtige side af 70 mio. solgte enheder på verdensplan, hvilket gør albummet til en af de absolut bedst sælgende i musikhistorien.

Jacksons målsætning var klar; popgeniet ville skabe en udgivelse, hvor ‘every song was a killer’, hvilket blev indfriet til perfektion. 70’ernes disco musik måtte i starten af 80’erne vige pladsen for nye udtryk, og Jackson foregreb udviklingen ved selv at udvikle dem - og mere til. Den discodominerede lyd fra forgængeren Off The Wall, ligeledes produceret af Jones, blev på Thriller erstattet med et stilmix af pop, post-disco, rock, funk og r&b.

Kombinationen af en plade spækket med ørehængere, gennemproduceret lyd og storsvingende fremførelse ud i mindste detalje samt umanerlig effektiv markedsføring fik de globale kasseapparater til at ringe tinnitusfremkaldende højt og fans og de fleste anmeldere til at bøje sig i støvet. Syv ud af pladens ni numre blev singlehits mellem oktober 1982 og november 1983.

The Girl Is Mine (i duet med Paul McCartney), Billie Jean, Beat It (med Eddie Van Halens berømte guitarsolo), Wanna Be Startin' Somethin', Human Nature, P.Y.T. (Pretty Young Thing) og Thriller nåede alle Top Ti på US Billboard Hot 100 listen, hvilket er rekord for et album alene. Blandt de nævnte blev Beat It og Billie Jean nr. 1.

Efter Michael Jacksons medvirken i The Motown 25 television special maj 1983, hvor han lancerede sin Moon Walk signaturdans, der ved første blik kunne virke som om, tyngdeloven blev ophævet, eksploderede salget af Thriller de kommende uger og måneder i millionklassen.

Videoversionen af titelsangen med diverse referencer til gyserfilm genren iscenesat af Hollywood instruktøren John Landis, hvor Jackson danser henført med en horde af zombier, blev vist flittigt på MTV og skubbede yderligere omsætningen i retningen af de stratosfæriske tal, der ifølge The Recording Industry Association of America (RIAA) har udløst i alt 34 platin plader.

Priser og udmærkelser skortede det ej heller på. Under ceremonien for The 1984 Grammy Awards vandt Thriller hele otte af slagsen, igen en ny rekord. Samme år indkasserede Michael Jacksons megasucces otte American Music Awards ved atter et glamourøs prisuddelingsshow.

Musikersiden på Thriller er tilsvarende prangende som alt det andet, og tæller de fleste medlemmer af bandet Toto, der nogenlunde samtidig bragede igennem med Toto IV. Soulsangeren James Ingram hjalp til på korsiden sammen med Michael Jacksons søskende Janet og La Toya Jackson. Derudover masser af blæsere, strygere og korvokalister i øvrigt.

Budgetterne omkring hele udgivelsen må have været enorme med et utal af indspilningssessions, der strakte sig over et halvt år; april-november 1982. Lyrisk set tog Michael Jackson fat i dystre emner som paranoia og altopslugende stjernedyrkelse med afsæt i sit eget liv. Den noget drengede og lyse falsetstemme fra tidligere udgivelser er på Thriller erstattet af en mere voksen tone og klang, der får ham til at træde yderligere i karakter.

Michael Jackson formåede med Thriller at nedbryde de race- og genremæssige skel mellem såkaldt hvid og sort musik, man ikke mindst i amerikansk showbizz
gennem tiden har gjort en del for at markere ved hjælp af rigide kategoriseringer og hitliste opdelinger. Men Mr. Moonwalk lod sig dog ikke standse af den slags begrænsninger og satte Planet Earth i popvibrerende bevægelser fra Assens til Amerika og fra Nordpolen til Nairobi.

Materialer