Mr. Oldfields fornemmelser for rørklokker
Et ungt stortalent i særklasse ved navn Mike Oldfield var blot 19 år, da han under en møjsommelig arbejdsproces med få undtagelser lagde alle instrumenter ind et efter et på det knap 50 minutter lange storværk, der usædvanligt for musik af denne kompleksitet endte med at blive et millionsælgende hit, lydsporet til en af verdens mest berømmede og berygtede gyserfilm, Eksorcisten, samt starten på Richard Bransons gyldne karriere i pladebranchen med Virgin Records, der udgav Tubular Bells den 25. maj 1973 som det første album i selskabets historie. Branson og Oldfields tilværelse blev med et trylleslag forandret og været det lige siden.
Denne progressive og symfonisk opbyggede rockklassiker er produceret af Tom Newman, Simon Heyworth og Mike Oldfield og frem mod vor tid blevet genudgivet og genindspillet i diverse versioner uden dog at have tangeret endsige overgået det oprindelige forlægs kvaliteter og kunstneriske originalitet. Tubular Bells er indspillet i The Manor studiet i Oxfordshire november 1972-april 1973. Oldfields og Virgins debutudgivelse er skabt i herskabslignende omgivelser, idet studiet lå placeret i en kæmpe ejendom, der minder om et slot i al dens pomp og pragt.
Oldfield spillede oprindeligt bas i bandet Whole World dannet af Kevin Ayers, der senere blev kendt med Soft Machine. Whole World indspillede deres første album Shooting at the Moon (1970) i Abbey Road Studios, og den blot 17-årige Mike Oldfield mødte som oftest timer før alle andre for at eksperimentere med diverse instrumenter heriblandt keyboards og orkester slagtøj. Whole World gik i opløsning året efter, og Ayers overlod Oldfield en Bang & Olufsen Beocord båndmaskine, den unge teenager hurtigt lærte at betjene og anvende til flerspors optagelser.
Mike Oldfield komponerede en række korte og længere melodistumper i sin lejlighed i Tottenham i det nordlige London og lagde grunden til sit magnum opus. Han er inspireret af moderne klassisk musik og komponisten Terry Riley, der klarede arbejdet selv ved at indspille instrumenterne lag på lag og ved brug af tape loops til de jævnligt gentagende forløb i musikken. Oldfield blev placeret i Manor House, som den foretagsomme Branson købte og indrettede til et topmoderne studie bestyret af Tom Newman og Simon Heyworth.
Efter at have lyttet til Oldfields evner som guitarist og hans demoskitser fik de overtalt Branson til at skrive kontrakt med ham og investere det fornødne i færdiggørelsen af Tubular Bells. Albummet blev optaget på en 16-spors båndmaskine udstyret med Dolby støjreduktionssystem, og Oldfield bad Branson om dels at købe et utal af nye instrumenter samt at lade dem stå, som John Cale havde brugt i studiet frem for at pakke det hele ned. Tubular Bells er konstrueret af flere hundrede overdubs og såkaldte punch ins, hvor man fortsatte, hvor man slap undervejs i processen.
Mixningen foregik ved, at flere personer samtidig skruede op og ned for de enkelte instrumenter, og der var rigeligt at holde styr på rent manuelt, før den digitale tidsalder satte ind. Flere af guitarsporene blev desuden indspillet i halvt tempo. Side 1 er kendt som Opus One, hvor Oldfield får det optimale ud af sine repeterende figurer og riffs, der når nær trancelignende tilstande. Første side slutter med, at musikeren, poeten og komikeren Vivian Stanshall, tidligere medlem af Bonzo Dog Doo-Dah Band, som en slags Master of Ceremonies introducerer hvert overdubbede instrument for sig - virkningen af dette kunstgreb er på alle niveauer spektakulært og mindeværdigt.
Stanshall kløjsede i rækkefølgen, som Oldfield derfor nedfældede på et stykke papir, og den særlige betoning af ordene ‘plus... tubular bells’ gav ham ideen til albummets titel. På side 2 bliver der et enkelt sted i kompositionen brugt et helt trommesæt betjent af Steve Broughton fra Edgar Broughton Band. Bransons utålmodighed voksede, mens månederne gik, og han krævede, at der blev lagt noget vokal henover en passage, der kunne bruges som en slags single til markedsføring af albummet.
En noget beruset og olm Oldfield ‘parerede orde’ ved at brøle som et vildt dyr i vokalmikrofonen i små 10 minutter efter at have tømt det meste af en flaske whisky, hvilket gjorde ham hæs i dagevis. Teknikeren manipulerede dernæst skrigeriet ned i et tåleligt toneleje og niveau, så det kunne bruges i det færdige resultat uden at overstyre hele molevitten. Listen over instrumenter håndteret af Oldfield på Tubular Bells er imponerende og omfatter blandt andet piano, orgel, klokkespil, rørklokker, slagtøj, bas, akustiske og elektriske guitarer (speed guitar, fuzz guitar, mandolin-like guitar and guitars sounding like bagpipes, som det står beskrevet i linernoterne) plus det løse.
Salget af Tubular Bells gik langsomt i starten, men situationen blev ændret radikalt, efter værkets åbningstema fandt vej til William Friedkins trykkoger af en gyser, Eksorcisten, der havde verdenspremiere i USA december 1973 og nåede de europæiske biografer marts 1974. I filmen ses den unge pige Regan MacNeil spillet af Linda Blair, der udlever sine indre djævelske dæmoner, mens Max von Sydow som Fader Lankester Merrin forsøger at uddrive de onde kræfter, der får alt omkring dem til at sætte i accelerende bevægelser. Spyt og sekreter vælter frem, og seancerne kulminerer i frygtindgydende skrål og skrig før katharsis. Oldfield turde ikke at se filmen, og det tog flere år, før han fik det gjort.
Friedkin kasserede Lalo Schifrins bestilte score og egne ideer med at inddrage brudstykker af moderne og dystert klingende klassisk musik. Instruktøren stod på bar bund, da han en dag besøgte vennen Ahmet Ertegun, Atlantic Records grundlægger, der distribuerede Oldfields debutudgivelse i USA. Friedkin tog en plade i hvid indpakning fra stakken i Erteguns kontor, satte den på pladespilleren og besluttede sig for at bruge de første minutter af side 1 i to af filmens korte scener. Det er godt hørt og set af den amerikanske mesterinstruktør, der på effektfuld vis kombinerer to forskellige verdener af billeder og lyd, hvilket han i vanlig selvbevidst stil fortæller om i den udmærkede dokumentar Leap of Faith: William Friedkin on The Exorcist (2019).
David Bedford indspillede i 1975 The Orchestral Tubular Bells, og Oldfield fulgte i 1992 op med Tubular Bells II, der er en ganske ferm viderebearbejdelse af originalen tilføjet nyt tematisk materiale. Den new age-, electronica- og popprægede viderefortolkning på Tubular Bells III (1998) kunne jeg sagtens have undværet, og det gælder ligeledes The Millennium Bell (1999) samt den unødvendige 30-års jubilæums genindspilning Tubular Bells 2003, der for denne signatur intet nyt har at tilføje 1973 versionen ud over den glimrende lydkvalitet. Der er vist efterhånden kogt tilstrækkelig med erstatningssuppe på den oprindeligt yderst nærende hovedret af velsmagende klanglige ingredienser.
Tubular Bells har over tid passeret et salg på mere end 15 millioner enheder forbløffende albummets varighed og lyttekrævende musik taget i betragtning langt langt væk fra de gængse og gammelkendte ørehængerlængder. ‘I never thought that the word 'tubular bells' was going to play such an important part in our lives ... Virgin going into space most likely wouldn't have existed if we hadn't hired that particular instrument’, som Richard Branson kort og præcist formulerede det i 2013, og albummet har 50 år efter intet mistet i styrke og lytteværdig vitalitet. Det er flot skuldret af en dengang kun 19-20-årig sky og genert knægt fra Reading i England.