Sly & The Family Stone - Higher

Den psykedeliske soulmusiks funky mastermind

16.03.23
Sly Stone 80 år

Sylvester Stewart, født i Denton, Texas den 15. marts 1943, er bedst kendt som Sly Stone og frontmanden i Sly and the Family Stone. Den excentriske amerikaner, der allerede i en tidlig alder beherskede flere instrumenter og sang gospel med sine søskende og senere bandkolleger Freddie og Rose Stone, har om nogen gennemlevet op- og nedture i en omskiftelig branche. Han har med rette fået prædikatet ‘The founder of progressive soul’ hæftet på sig, og tidsskriftet AllMusic skrev i 2022 ‘James Brown may have invented funk, but Sly Stone perfected it’ med tilføjelsen ‘creating a series of euphoric yet politically charged records that proved a massive influence on artists of all musical and cultural backgrounds.’

Stone er en aldeles fremragende vokalist, en sand mester bag et keyboard og behersker desuden guitar, bas og mundharpe. Inden gennembruddet med eget band arbejdede han som pladeproducer og radiovært i San Francisco området sideløbende med, han blev brugt som keyboardspiller af blandt andet Dionne Warwick, Righteous Brothers, Ronettes, Bobby Freeman, Marvin, Jan & Dean, Gene Chandler og twist kongen Chubby Checker. Efter debutalbummet A Whole New Thing (1967) slog Sly and The Family Stone kommercielt igennem med Dance to the Music (1968), hvorfra titelsangen er den bedst kendte. Life (1968) solgte under forventning, men numre som Life, Love City og M'Lady havde med deres pulserende og stampende beat fortjent langt bedre.

Bandets fjerde udgivelse Stand (1969) er et mesterværk inden for soulgenren spækket med hit singler og helstøbte diamanter som Sing a Simple Song, I Want to Take You Higher, Stand! og Everyday People. Sly And The Family Stone manifesterer på dette og de foregående albums i ord og toner et socialt og politisk statement, hvor sorte musikere mødes med hvide i et orkester bestående af mænd og kvinder uden fordomsfuld skelen til race og køn tilsat overlegen musikalitet, sans for ørehængere og finurlige arrangementer. Forud for sin tid? I think so.

August 1969 valfartede ‘The Love Generation’ i tusindtal til Woodstock for at fejre deres musikalske helte i et håb om, at de sammen måske kunne være med til at ændre verden til det bedre. Sly Stones super-soul-show gjorde sit til, at pløjemarken for en stund forvandlede sig til et psykedelisk sydende og funkgyngende dansegulv ud på de sene nattetimer, og at familien Stone endte som en af festivalens absolutte højdepunkter.

Sly Stone udeblev fra flere af bandets koncerter i 1970-71, hyrede folk fra gangster- og mafiamiljøet til at beskytte sig mod omverdenen og egne ansatte, mens desillusionen tog til, og nyheder om politibrutalitet mod sorte og ghettoficeringen af storbyerne tikkede ind i en lind strøm. Funkklassikeren Thank You (Falettinme Be Mice Elf Agin) parret med den smukke Everybody Is a Star som dobbelt A-side holdt dog fanen højt som single i starten af 1970.

November 1971 udgav Sly And The Family Stone There's a Riot Goin' On, der tilførte funkmusikken nye klanglige som rytmiske farver på paletten. Faktisk er det ikke helt skudt over målet at påstå, de nærmest revolutionerede den, mens indre som ydre kaos herskede i bandet og det amerikanske samfund. Hertil føjes Sly Stones eskalerende stimulansforbrug og altdominerende musikalske status i Family Stone.

Gruppens dansante soul med popappeal er på There’s a… erstattet af mørkere tekster, eksperimenterende indslag, brug af trommemaskiner og heftigt synkoperede beats. Pessimismen og sortsynet råder i takt med, den pacifistiske indstilling fra den sorte borgerrettighedsbevægelse og hippiemodkulturen i start 70’erne blev erstattet af den militante Black Power fløj.

Black Panther Party, som Sly Stone blev identificeret med, forlangte, at lyrikken og musikken tog en mere fundamentalistisk og konfronterende drejning, samt at gruppens to hvide musikere Jerry Martini og Greg Errico skulle udskiftes med sorte. Sly Stone afviste dette og gik i isolation, mens kokainindtaget steg og steg. Efterfølgeren Fresh (1973) med skarpe skud som In Time, If You Want Me to Stay og Babies Makin' Babies holder det fortsatte høje niveau, men derefter kneb det gevaldigt, og det skuffende Ain't but the One Way (1982) skulle vise sig at blive Sly and The Family Stone’s sidste studiealbum.

Sly Stone har live ad flere omgange i det nye årtusind forsøgt at køre Family Stone konceptet videre med skiftende besætninger dog uden at nå i nærheden af de perioder, hvor bandet var allerbedst. Det er blevet til to udspil for Sly Stone i eget regi, High on You (1975) stadig med guitaristen Freddie Stone og saxofonisten Jerry Martini ombord, og 36 år efter med I'm Back! Family & Friends (2011), hvor gæstesolister som Ray Manzarek, Johnny Winter, Jeff Beck og Bootsy Collins er med til at genfortolke numre fra Sly Stones bagkatalog. Det lod både anmeldere og publikum koldt. Family Stone rytmesektionen med den stilskabende bassist Larry Graham og den grovgroovende trommeslager Greg Errico er mere end blot inderlig savnet.

På Youtube forefindes der et Sly and The Family Stone medley bestående af Everyday People, Dance To The Music, Hot Fun in The Summertime, Don´t call me Nigger, Whitey og I Want to take you Higher optaget live i et amerikansk tv studie. Ofte indhyllet i euforiserende tåger lykkedes det for Sly Stone i slutningen af 60´erne og starten af 70´erne mod alle odds at komponere materiale af så høj kvalitet, at vor tids sorte musikscene stadig står i dyb kunstnerisk gæld til ham - ikke mindst afdøde Prince, der jævnligt har optrådt med folk fra det hedengange Family Stone.

At publikum henrykkes af popo- og hoftevrikkende hippiedans er ret forståeligt, da dette band besad et saftigt swing af enestående karakter. I dag bor Sly Stone ifølge forskellige kilder i en stor varevogn nær et hus, hvor han kan tage bad og få noget at spise og har kun optrådt sporadisk i rampelysets skær de senere år. Inden da havde den tidligere så feterede soulstjerne henfristet en tilværelse som decideret hjem- og subsistensløs.

Tiderne er i sandhed skiftende, som en klog herre ved navn Robert Zimmermann udtrykte det i 60’erne, hvor Sylvester Stewart som Sly Stone sikrede sig status af soul/funkmusikkens væsentligste fornyer. Sådan foretrækker denne signatur at huske manden, der i sine sange opfordrede til fred og fordragelighed mennesker imellem uanset herkomst og hudfarve.

Materialer