Quincy Jones, Love Q cover

Quincy Jones 90 år

14.03.23
Showbizz legende med hang til jazz, film og soul

Den sorte film/tv komponist, producer, arrangør, dirigent, trompetist, sangskriver, aktivist, iværksætter og humanitære velgører er for længst blevet en legende på den internationale musikscene og været det gennem flere årtier. Hans fulde navn er Quincy Delight Jr. Jones, født den 14. marts 1933 i Chicago, Illinois. Jones, hvis opvækst, problematiske forhold til sine forældre, skarpt kritiske syn på racisme, fattigdom, kriminalitet og ghettoficering er glimrende og grundigt skildret i den to timer lange og prisvindende dokumentarfilm Quincy (2018), modtog trompetundervisning af Clark Terry og lærte sig det musikfaglige håndværk på Berklee School of Music og konservatoriet i Boston.

Han kom med i Lionel Hamptons ensemble i en alder 17 år og fik her sin debut som bigband-arrangør. Senere blæste han i trompeten for Dizzy Gillespie, Count Basie og andre notabiliteter. Dernæst grundlagde han sit eget orkester og turnerede i Europa, men tabte mange penge på det. Jones blev repertoirechef for Mercury Records i 1961, og tre år senere forfremmet til vicepræsident. Frem til i dag har navne som Cannonball Adderley, Louis Armstrong, Count Basie, Tony Bennett, Ray Charles, Ella Fitzgerald, Frank Sinatra, Little Richard, Sarah Vaughan, Diana Washington, Michael Jackson og Aretha Franklin samt en del øvrige nydt godt af hans formidable evner som arrangør, komponist, dirigent og producer.

Trompeten er for længst lagt på hylden, og i dag tjener den foretagsomme mand stadig penge på pladeselskabet Qwest Records, der siden 1980 har været drevet som et indbringende joint venture projekt med Warner Bros. Records, og diverse andre firmaer under Quincy Jones Productions paraplyen. Jones skrev i 1961 musik til den svenske film Pojken i trädet (Drama i storskoven), men amerikanske opslagsværker mener, at debuten som filmkomponist først kom i 1965 med Sidney Lumets Pantelåneren.

Scoret til historien om den bitre og indadvendte jødiske pantelåner Sol Nazerman lægger ud i det symfoniske stilleje og skifter senere over til rendyrket jazz. Soul, r&b og jazzen stod øverst på recepten, da multikunstneren skrev underlægningen til I nattens hede og Med koldt blod, begge 1967 der demonstrerede Jones’ spændvidde og sikre greb om et mere modernistisk og avantgardepræget tonesprog.

Musikken til Man kalder mig mr. Tibbs (1970), Anderson-klanen (1971) og Sam Peckinpahs hæsblæsende actiondrama Getaway (1972) er en blanding af tilbagelænet jazz, typisk 70'er-funk og underligt diffuse lyd-collager. I 1985 var han medproducer på Spielbergs Farven lilla efter Alice Walkers prisbelønnede roman. Amerikaneren blev nomineret for bedste musik og bedste sang, Miss Celie's Blues (Sister) sammen med sin faste skrivepartner og nære ven, Rod Temperton. Scoret er en smeltedigel af gospel, blues, jazz og symfonisk orkesterlyd.

Jones har ikke komponeret filmmusik siden, men helliget sig solokarrieren. Han vandt seks Grammy Awards for albummet Back on the Block (1989), der tæller gigahit duetten I'll Be Good to You med Chaka Khan og Ray Charles samt gæsteoptræden af blandt andet Ella Fitzgerald, Miles Davis, Joe Zawinul, Ice-T, Big Daddy Kane, Sarah Vaughan, Dizzy Gillespie, George Benson, Luther Vandross, Dionne Warwick, Barry White, Take 6, Bobby McFerrin, Al Jarreau, James Ingram og El DeBarge, og høstede stor ros Q's Jook Joint (1995), hvor Bono, Stevie Wonder og Ray Charles medvirkede.

Fra bagkataloget af Quincy Jones’ udgivelser i eget navn bør The Birth of a Band (1959) med gæstesolisterne Zoot Sims, Clark Terry, Harry Edison og Phil Woods nævnes sammen med The Quintessence (1962), Walking in Space (1969) med stærke kort som titelnummeret og Benny Golsons Killer Joe, Smackwater Jack (1971), der indeholder temamusikken til de kendte tv-serier Ironside og The Bill Cosby Show, albummet The Dude (1981) og senest Q Soul Bossa Nostra (2010), hvor forskellige kunstnere bidrager til nye fortolkninger af ældre Jones sange og temaer.

Hovedpersonen har dog senere til pressen udtalt, han ikke var udpræget tilfreds med resultatet og derfor ærgerligt, hvis udgivelsen ender som den sidste i rækken af soloalbums, hvilket en del kunne tyde på. ‘I was not in favor of doing it, but the rappers wanted to record something as a tribute to me, where they'd do versions of songs that I’d done over my career. I said to them, "Look, you got to make the music better than we did on the originals." That didn't happen. T-Pain, man, he didn't pay attention to the details’, lød Jones kontante dom over Q Soul Bossa Nostra.

Imponerende 80 Grammy Award nomineringer er det blevet til i en karriere af de allerstørste heraf 28 vundne Grammys og en mere end fortjent Grammy Legend Award i 1992. Hertil skal lægges diverse æresdoktortitler og priser af mangfoldig karakter. Særlig kendt for pop- og soulfans er selvfølgelig Jones’ samarbejde med Michael Jackson, der gav verden kæmpesællerterne Off the Wall (1979), Thriller (1982) og Bad (1987).

Tilsvarende mange husker Quincy Jones for at have produceret velgørenhedssangen We Are the World i 1985, skrevet af Michael Jackson og Lionel Richie, der samlede et veritabelt stjerneopbud og skaffede millioner af dollars til fordel for sultende i Afrika og særligt i Etiopien. Jones blev indlemmet i Rock & Roll Hall of Fame i 2013 og udnævnt af magasinet Time som ‘One of the most influential jazz musicians of the 20th century’, et prædikat, der vanskeligt kan indvendes noget imod.

Det er således en mand af helt unik støbning og karakter, der i dag kan lykønskes verden over med de 90. Quincy Jones har nedbrudt adskillige sociale, politiske og racemæssige barrierer iført sine mange kasketter og som såkaldt african/american. Han er en af de absolut væsentligste stemmer i USA, der utrættelig har talt de sortes sag og været med til at definere deres kultur og righoldigt varierede musiktradition: Fra r&b, soul, funk, big band swing og latin til rap, hip-hop, pop, disco og rock. Jones støttede Martin Luther Kings arbejde i 60’erne og ydet finansielle midler til kunstneriske uddannelser af unge sorte mænd på vej ud i en kriminel løbebane.

Han grundlagde Quincy Jones Listen Up Foundation til brug for almen velgørenhedsarbejde og har slået sig sammen med Bono fra U2 for at skabe røre om de humanitære mærkesager, de begge brænder for på FN niveau. Jones støttede Hillary Clinton i bestræbelserne på at blive Demokraternes præsidentkandidat i 2007, der dog tabte til Barack Obama. Jones har supporteret og været talsmand for et utal af organisationer og formål heriblandt Global Down Syndrome Foundation og Jazz Foundation of America. Mr. Q er en indflydelsesrig person i det amerikanske kultur- og samfundsliv, der gennem seks-syv dekader med pondus og enorm viden har ført sine projekter og produktioner i stilling. Den slags kan kun aftjene beundring og respekt i min bog.

Materialer