ron-wood-ive-got-my-own-album-to-do-cover

Ronnie Wood 75 år

01.06.22
Det siges, der aldrig gror mos på en rullesten, og Stones guitarist Ronnie Wood, der officielt blev en del af bandet i 1976, er stadig vitalt i live, ædru på 11. sæson og rask efter et par barske omgange i ringen med lungecancer og frivillig eksil under corona epidemien.

Nu kan Wood, der 2009-10 defilerede ind og ud af diverse afvænningsprogrammer for alkohol og øvrige vanedannende stimulanser, fejre det trekvarte århundrede efter et levet liv mere heftigt, end de fleste ville kunne holde til.

Ronald David Wood, født den 1. juni 1947 i Hillingdon, England, bedre kendt som Ron eller Ronnie, voksede op med en drukfældig far og evigt bekymret mor, indtil musikken i teenageårene gav ham muligheden for at flygte fra et dysfunktionelt hjem, hvor også hans brødre faldt i øltønden.

Det fortæller Wood ret nøgternt om i den engelske instruktør Mike Figgis desværre alt for korte portrætfilm Ronnie Wood: Somebody Up There Likes Me (2019), hvor han ydermere reflekterer over sit eget kolossale alkoholforbrug, de indre drukdæmoner og skismaet mellem at holde sig selv og showet kørende fra kronisk påvirket til ædru på fuld tid. I Figgis film får seeren indtrykket af Ronnie Wood som et overvejende omgængeligt, glad og givende væsen, der vil sine nærmeste det bedste, hvilket desværre i alt for mange år ikke kom ham selv til gode.

Guitarist, bassist, sanger, sangskriver, producer, studiemusiker, maler, tegner og forfatter med eget populært radioprogram. Wood har i bogstaveligste forstand en del strenge at spille på, idet han ligeledes behersker pedal steel- og lap steel-guitar. 1964 kom han med i The Birds som guitarist og nåede at indspille nogle singler med dem, før den stod på rå og hård bluesrock i Jeff Beck Group. Her skiftede Wood til bas, og hans kontant tunge spil kan høres på klassikerne Thruth (1968) og Beck-Ola (1969).

Forsangeren Rod Stewart og Ronnie Wood fik marchordren af Becks management i slutningen af 1969, og Woods næse for rent rockhistorisk altid at befinde sig i orkanens øje fornægtede sig ikke, da han fulgte med Stewart over i The Faces og hjalp til på Stewarts første udspil i eget navn. Er man til britisk årgangsvin af ædel musikalsk aftapning, er det blot om at gå til kilden og dyrke Faces albums som A Nod Is As Good As a Wink... to a Blind Horse (1971) og Ooh La La (1973) plus Stewarts An Old Raincoat Won't Ever Let You Down (1969) Gasoline Alley (1970) Every Picture Tells a Story (1971) og Never a Dull Moment (1972).

På disse titler viser Wood sin kunnen som multiinstrumentalist i et mix af gyngende rock og rul, boogie, r&b, soul og folk. Ronnie Wood albumdebuterede i eget navn med I've Got My Own Album to Do (1974), hvor sangskrivningen ikke helt er oppe at ringe endnu, men hans senere våbenbroder i ånden, Keith Richards, gav en hjælpende hånd, og vejen til de hellige haller i Stones lejren var åben efter Mick Taylors exit i 1975, plus at Wood bidrog til It’s Only Rock’n’ Roll (But I like It), selv om Richards gestus med at slette det meste af Woods arbejde bagefter ikke virkede synderlig befordrende for deres makkerskab.

Sideløbende med Stones tid i studiet og lange udmarvende turnéer kloden rundt producerede Wood eget materiale og slipper godt fra det på Gimme Some Neck (1979) produceret af Roy Thomas Baker herhjemme kendt som lydtroldmanden bag flere Gasolin plader. Woods mest habile satsning er dog 1992 albummet Slide on This, hvor sangskriver håndværket virkelig funkler med hjælp fra en imponerende række af gæstemusikere og stjerner. Slide on This kan fint måle sig med Stones udgivelser fra 90’erne.

Det viste sig næppe overraskende at blive en ulig hård kamp for Wood at bryde The Glimmer Twins komponist monopol. De gange, hvor det lykkedes som medkrediteret sangskriver, har resultatet dog ikke været noget at råbe ubetinget hurra for. Men når hans interaktion med Keith Richards fungerede optimalt, hvor de to guitarister fletter ind og ud af hinandens soli, riffs og figurer, lagde deres ‘The Ancient Art Of Weaving’, som Richards har døbt det, fundamentet for Stones grundlyd og musikalske dna holdt fast af Charlie Watts trommespil. Watts er ej længere iblandt os, men The Show Must Go on på vej mod 60 års jubilæet.

I det nye årtusind er det blevet til to Wood studiealbums, Not for Beginners (2001) og I Feel Like Playing (2010) domineret af blues- og boogierock. Det gør sig tilsvarende gældende for antallet af livealbums, der udkom fra slutningen af 80’erne frem mod 2021 med nyt og gammelt materiale fra arkiverne. To af dem er hyldester til hans helte, Mad Lad: A Live Tribute to Chuck Berry (2019) og Mr. Luck – A Tribute to Jimmy Reed: Live at the Royal Albert Hall (2021).

Live og i studiet har Wood ydermere spillet med navne som Donovan, George Harrison, Ringo Starr, Bob Dylan, Aretha Franklin, Ivan Neville, B.B. King og Beverly Knight. Hans kunstneriske talent som maler og tegner er ganske anerkendt. Også her er Wood flittig og produktiv med en fin streg, sans for motivet og blik for populærkulturelle strømninger. Han studerede på Ealing Art College i 60’erne, og hans værker er blevet udstillet i gallerier over det meste af verden.

Et stort tillykke med de 75 år til en hårdfør overlever, der nu om dage fungerer uden konstant at skulle spille hasard med helbredet og om kap med djævelen. Wood synes både at nyde freden i sit atelier og lugten og lyden af sologuitar savsmuld i arenaerne foran titusindvis af fans som del af Stones kollektivet. Det ene udelukker ej det andet. Måske er de endda blevet hinandens forudsætninger? I Somebody Up There Likes Me betror Wood seerne og intervieweren, at han ikke agter at gøre noget anderledes, kunne tilværelsen genleves på ny, dog ville han under reprisen helst være i stand til at betragte hele menageriet med et mindre promillesløret blik og øjnene åben.

 

Materialer