Sofistikeret glamrock fra cool Britannia
Roxy Musics andet album For Your Pleasure udkom på Island Records den 23. marts 1973 og blev beklageligvis det sidste med den innovative synthesiser- og lydtroldmand Brian Eno. Som med debuten fra juni 1972 er der dømt eksperimenterende art rock og fyrig sofistikeret glam rock, hvilket der kvitteres for i åbningsskæringen Do The Strand, der skulle blive en signatursang under bandets turnéer, og hvor Bryan Ferry igen igen viser, at man godt kan lyde cool og tilpas nonchalant i klangen, selv om backingen bulderkoger bag ham.
Om Do The Strand har Ferry fortalt: ‘I had long been a fan of Cole Porter and other songwriters from his era. Do the Strand was an attempt to emulate that style of writing, with a lot of cultural references that I found interesting.’ Netop dette med lyrisk som musikalsk at rive lidt ned fra alle hylder på bedste postmodernistiske vis har Ferry benyttet sig flittigt af med og uden Roxy Music. I Do The Strand refereres der til Sfinksen, Mona Lisa, Nabokovs Lolita, Picassos berømte maleri Guernica og film noir universet.
Skal Do The Strand opfattes som en dans a la The Twist eller The Chicken, kan man vælge at bevæge sig til nummeret, som det passer en bedst. Beauty Queen tager over i rockballade tempo med udsøgt lækkert spil af den noget undervurderede og altid smagfulde guitarist Phil Manzanera. Strictly Confidential er mere søgende i sit udtryk og præget af Andy Mackays obo og saxofon ekskursioner.
Editions of You er stampende højenergisk glamrock båret frem af Ferrys el-piano, Paul Thompsons vitale trommespil og John Porter på bas krediteret som ‘Guest artiste’. Porter, der blev en del af Roxy Musics live hold i starten af 70’erne, er en glimrende og stabil ankermand i rytmesektionen, som burde have haft sit navn nævnt. Editions of You har over tid fået status som en koncertfavorit og med god grund. På studieversionen tilføjer Enos syrede synth solo, Manzaneras guitar og Mackays vrælende sax sangen en solid portion galskab.
Side A slutter med In Every Dream Home a Heartache, der på tekstsiden kredser om en bizar kærlighedserklæring til en oppustelig dukke. Ovenpå den sidste linje af sangen, ‘I blew up your body/but you blew my mind’, leges der heftigt med diverse phasing effekter, der panorerer fra venstre til højre i lydbilledet, så lytteren føler sig lettere søsyg. Den knap ti minutter lange The Bogus Man indleder side B, der med sit dansante og rastløse uptempo beat og produktion er langt forud for sin tid.
The Bogus Man handler på urovækkende vis om en sexfikseret stalker med vilde fantasier, der under falsk identitet chikanerer forskellige kvinder. Nummeret er inspireret af det tyske krautrock band Can. Grey Lagoons er arketypisk Roxy’n’roll fra årtiet med temposkift, hylende sax og old school guitarspil med lån fra 50’erne. Selve titelsangen, hvor Thompson demonstrerer opfindsom kreativitet bag trommerne, er et skoleeksempel på, hvorfor Eno med sine lydmanipulationer var en nøgleperson i Roxy Musics første leveår.
Evnerne ud i at skabe ambience og fortættet atmosfære har gjort Eno til en særdeles efterspurgt producer og sessionmusiker gennem de forgangne 50 år, og med hans bortgang forsvandt det meste af særpræget fra de første to udgivelser, hvorefter det britiske band centreret omkring crooneren, kreatøren og iscenesætteren Bryan Ferry afsøgte nye territorier.
Singlen Pyjamarama, der ikke er inkluderet på albummet, men udkom præcis en måned før i håb om at skabe ekstra opmærksomhed omkring Roxy Musics toer, er nok en af de mest aparte klingende forsøg på at snedkerere en popsang med kant. Der er vitterlig heller ikke meget andet fra de år, som minder om Pyjamarama. Sangeren og modellen Amanda Lear er afbilledet på coveret, og ud over at være Bryan Ferrys kæreste var den franskfødte skønhed også nær ven af den surrealistiske kunstner Salvador Dalí. Meget lidt synes at være overladt til tilfældighederne i Ferrys æstetiske, kunstneriske, musiske og lyriske verdensbillede.