Cover på Rock Nalle The complete 1965-1969

Soul, showbizz og svære år

15.12.22
Rock Nalle er død, 79 år

Fynske Rock Nalle har om nogen oplevet både højkonjunktur og lokal verdensberømmelse i den danske musikbranche samt ydmygende nedture som hjemløs stofafhængig eksistens, der i dele af 80’erne og 90’erne tog opstilling omkring Odense Banegård i håb om, forbipasserende ville yde ham lidt hjælp til dagen og vejen, når han med fremstrakt hånd spurgte: ‘Gi’r du en mønt til en gammel rockstjerne?’

Rock Nalle gik fra store doser morfin efter en smertefuld fedmeoperation til heroin, og forsøgte at begå selvmord, da det så allermest sort ud i tilværelsen, som man kan læse om i selvbiografien ‘Et liv ad omveje’ (2010). Heldigvis reddede en Minnesota behandling ham ud af den sociale deroute og gav ham en ny chance i showbizz.

Den tog Rocknalle, knoklede på og lagde grundstenene til et bemærkelsesværdigt comeback som turnerende og albumudgivende solist bakket op af kompetente folk, indtil det i slutningen af juli måned i år blev meddelt, at nu var det definitivt slut efter mere end 60 år på landevejene.

‘Grundet sygdom har Rock Nalle i samråd med familie, venner og management besluttet at indstille karrieren. Nalle har igennem flere år kæmpet med KOL og parkinson, som forværres med tiden. For nylig har en lungebetændelse ydermere gjort den generelle sundhedstilstand dårligere, lød begrundelsen i den udsendte presseskrivelse, hvor Rock Nalle fik tilføjet: ‘Jeg er meget taknemmelig for de vidunderlige oplevelser, som jeg har fået igennem musikken – både i svære og gode tider.’

Rock Nalle, hvis borgerlige navn lød Roland Lyhr Sørensen, er født den 10. april 1943 i Odense og død den 14. december 2022 samme sted. Nalle blev udlært som tarmrenser og har stået til søs som dæksdreng på de store verdenshave. Inspireret Little Richard og Fats Domino fik hans metier som sanger for alvor opdrift i midten af 60’erne, hvor han slog sit navn fast med en fortolkning af Wilson Pickett soulklassikeren ‘In The Midnight Hour’.

Allerede fra slutningen af 50’erne medvirkede Rock Nalle til at gøre rock’n’roll til et begreb i Danmark, og små otte-ti år senere rejste han land og rige rundt med pigtråds- og beatgrupperne Les Amis og The Big Sound. Et par mindre heldige Dansktop singler skabte ratslør i den ellers sikre kurs, og Rock Nalle ernærede sig nogle år som havnearbejder og slagtersvend.

Barndomsvennen Johnny Reimar og Gustav Winckler hjalp fynboen med at få solistkarrieren på sporet igen, og i 1978 sagde det bingo med en hæsblæsende versionering af Little Richards ‘Good Golly Miss Molly’, der oversat kom til at hedde ‘Go'e gamle fru Olsen’. I 1980 forærede Kim Larsen Rock Nalle sangen ‘Amanda’, der gik som varme hveder med 25.000 solgte singler. 1982 albummet ‘Side 2’ produceret af Billy Cross resulterede i fine anmeldelser, men en omsætning, der ikke stod mål med superlativerne.

I 00’erne og 10’erne efter millennium skiftet kom der gang i album udgivelserne på ny i eget navn, som del af en trio med guitaristerne Hans Theessink og Knud Møller og senest i samarbejde med Michelle Birkballe & Band i 2019, ‘Rock Nalle - Ultimate Rock'n'Roll! Live!.' Nalle har desuden indspillet med Omar Dykes fra Omar & The Howlers og Magic Slim: ‘Chapel Hill’ (2008).

Desuden nåede han at udsende fire plader med Nalle and His Crazy Ivans fra 2009-15, et hold der gæstede et utal af spillesteder i det ganske land, mens deres frontfigur stadig var fit for fight. Æret være Rock Nalles minde, der i de gode sæsoner forstod at levere varen med autentisk indlevelse, sjæl og nerve mærket af livets barske tildragelser, når han gav sine bud på, hvordan rock og rul, soul, r&b og roots musik skulle leveres i dets reneste form. Det skylder vi soulmanden fra Odense med den kraftfulde røst al mulig tak for, selv om det nu kun kan ske posthumt.

Materialer