Cover på Stevie Wonder Talking Book

En soulmusikalsk genistreg

29.10.22
50 å med Stevie Wonders Talking Book

I starten af 1972 viste Stevie Wonder med Music of My Mind, at der var store ting i vente under hans bestræbelser på at løsrive sig fra Motowns snævre kunstneriske bånd. 27. oktober samme år kom det første af flere beviser på den tese med Talking Book, der indeholder en halv snes sange af nær fuldendt skønhed og et par af dem med et så insisterende funky drive, at soulmusikken ganske enkelt ikke var den samme længere.

Åbningsskæringen You Are the Sunshine of My Life er en evergreen af de mest slidstærke tilsat lækre akkorder, vuggende latinbeat og smittende melodiforløb, der understreger, at Wonder lever op til sit kunstneriske efternavn. Det knap syv minutter lange Maybe Your Baby er ren opvisning i, hvad Wonder er i stand til at udrette med sit voksende arsenal af keyboards og synthesizer teknologi og inderlige vokal(er). Det gynger og groover med Ray Parker Jr.’s syrede guitar oveni.

Wonder er alene om udførelsen af You and I (We Can Conquer the World), en ballade der demonstrerer hans kompositoriske klasse, der på en god dag som her er tæt på at være i en liga for sig. Tuesday Heartbreak soul charmer sig ind i hjertekammeret og lever højt på David Sanborns forførende alt saxofon spil. You've Got It Bad Girl afslutter side A med komplekse synthesizer linjer og et blødt tæppe af klingende korstemmer.

Superstition, der udkom som single tre dage før albummet, sætter funkmesterskabet definitivt på plads med Wonder i velsvingende storform bag trommerne. Det bør her nævnes, at den amerikanske sanger og sangskriver generelt er fremragende på det instrument med sin helt egen og noget uortodokse stil.

Superguitaristen Jeff Beck medvirker på Talking Book, og Wonder havde stillet ham i udsigt at få lov til at indspille Superstition nogenlunde samtidig med udsendelsen af Talking Book. Men Motowns folk vurderede, at nummeret ville gå til tops på hitlisterne og derfor skulle ud i en fart. Ydermere blev lanceringen af supertrioen Beck, Bogert & Appice’s debutalbum forsinket i flere måneder, så deres version først nåede lytterne marts 1973.

Big Brother er umiddelbart svendestykkets svageste nummer, men åbenbarer Wonders virtuose evner som mundharpespiller. Blame It on the Sun, skrevet sammen med sin daværende kone Syreeta Wright, er dog melodimæssigt stærkt kørende med et berusende smukt korarrangement.

Wright har ligeledes andel i Lookin' for Another Pure Love, hvor Jeff Beck brillerer med sine blues- og jazzfarvede guitar ekskursioner, der højner en i forvejen blændende sang yderligere. Også den ofte noget oversete guitarist Buzz Feiten bidrager til det vellykkede resultat. Sprogkassen med superlativer er indrømmet flittigt i brug til dette jubilæumsskrift, men med god grund.

Finale punktummet sættes med I Believe (When I Fall in Love It Will Be Forever), hvor Wonder i bravourøs stil klarer alt på egen hånd (leadvokal, korstemmer, piano, Hohner Clavinet, trommer og Moog bas). Evnerne som sanger og multiinstrumentalist kommer her fuldt ud til deres ret sammen med hans unikke forståelse for den lagvise, klanglige og kompositoriske opbygning af et nummer. Han får det mere komplekse og harmoniske udtryk til at lyde nærmest legende let.

I Believe (When I Fall in Love It Will Be Forever), jeg indrømmet for hver gennemlytning falder mere og mere i svime over, er et glimrende eksempel på de ovennævnte bestanddele i Wonders musik, når han rammer den så klokkeklart rent som på stort set hele Talking Book. Lyt blot til det vokale klimaks på sidste nummer. Ren verdensklasse, for dælen da.

Med fare for at gentage mig selv - og her gør jeg det gerne og helt bevidst - soulmusikken var og er ikke længere den samme efter Talking Book. Genren fik et kvalitativt, kunstnerisk som kommercielt løft af essentiel karat med det album, en præstation Wonder endda løftede yderligere mod de funky astrallegemer med de efterfølgende udgivelser.

PS: Skulle du få appetit på flere musikskriverier fra min hånd, vil jeg blot nævne, at der kommer flere i min kommende bog Punktvise nedslag.

Materialer